Tilbage i Kathmandu efter en alt for kort uge i Kantipur. Der er efterhånden en del at lave for mig i vores landsbyudviklingsprojekt. Og alt skal jo klappes af, mens jeg er i Kantipur og kan se alle i øjnene. Men det var skønt at møde alle Kantipur’erne igen. At høre, at alle folk og alle gederne har det godt. At have Trine og Winnie med og følge, hvor flot, de to seje piger kom fra start.
Der har været store problemer med oversvømmelse og jordskred. Ødelæggelserne er sket som følge af usædvanligt voldsomme og langvarige regnskyl midt i august. Langs floden er et større område med rismarker ødelagt, vandforsyningen til halvdelen af landsbyen er ødelagt, veje og dæmninger er ødelagt og dækket af lerskred. Det vil tage langt tid at rette op på skaderne, og Kantipur forsøger at få hjælp fra distriktet.
Nu officielt udviklingsprojekt for 117 familier
Landsbyudviklingsprojektet er nu registreret som en forening, en NGO (Non Government Organisation).
Det har skiftet navn fra ‘Namuna Dalit Utthan Kantipur’ til ‘Gandharva & Dalit Upliftment Samaj’.
NGO’en består af 3 landsbyer med hver sin lille andelsforening med bestyrelse og medlemmer:
Kantipur – 60 ud af 105 familier
Ayodhyapur – 21 ud af 114 familier
Indrabasti – 36 ud af omkring 100 familier
Formaliseringen af projektet er et vigtigt skridt. Det betyder, at vi nu har en status, der er til at tage og føle på – vi eksisterer.
Men som NGO er det nu også muligt at søge udviklingsstøtte, både lokalt i VDC (Village Devellopment Commity) og i distriktet.
Allerede for 1½ år siden tilbød jeg at betale de udgifter, der er forbundet med dannelsen af en NGO – omkring 700 kr. inkl. en uge lang rejse til distrikskontoret og fortæring undervejs for 3 bestyrelsesmedlemmer.
NGO’en har oprettet en særlig konto i Himalayan Bank og overført formuen til den ny foreningskonto.
Opsparing
Centralt i dette udviklingsprojekt er opsparing i banken til en fælles fremtid. Alle medlemmer sparer hver måned 10-20-50 RS op, og pengene sættes i banken. Efter godkendelse af regnskaberne dobler vi den årlige opsparing – dog højst 50.000 RS årligt.
Denne opsparing er meget vigtig for fællesskabsfølelsen, kan jeg forstå. Den er stadig limen i foreningerne.
En del af opsparingen kommer fra tilbagebetalingen af gederne, grisene og butikkerne. I alt 51 mikrolån – ikke penge, men naturalier – har vi givet. Og der er indgået aftaler med hver familie om tilbagebetaling over de resterende 3½ år.
Det er først efter nytår, at vi for alvor kigger på regnskaberne, tilbagebetalingen af lånene og indestående i banken.
Skoleprojektet
Skoleprojektet er en stor succes. Børnene og lærerne sætter meget stor pris på vores arbejde. De så gerne, at vi var der hele året rundt.
Det er tredje sæson for skoleprojektet. Det synes at være lykkedes os, denne gang at samle erfaringerne fra de to første holds arbejde i Kantipur og Ayodhyapur Schools og endda give skolearbejdet et stort kvalitativt løft.
Trine og Winnie har i skrivende stund været i Kantipur i 2 uger. De arbejder med lærerudvikling og med skolegangskulturen, og de er kommet rigtig godt fra start. Lærerne har et stort ønske om at blive bedre til engelsk, og opgradering af lærerne er næsten det allerbedste sted at sætte ind. Det faglige niveau er lavt – engelsk for voksne nybegyndere. Til gengæld er motivationen meget stor. Trine og Winnie underviser også børnene, men sammen med deres lærere. På den måde får lærerne øvet sig i det indlærte engelsk, men de får også lige så stille og roligt udviklet en bevidsthed om andre pædagogiske muligheder end terperi og udenadslære.
Anna, Marie, Signe og Simone ankom til Kathmandu fra København for to dage siden. Lige nu er de i gang med deres anden nepali time. Efter trekking og andre eventyr, der starter på mandag, skal de til Kantipur. Der bliver en uges overlap, hvor Trine og Winnie kan introducere de nye frivillige til yderligere 7 ugers fortsat arbejde med børnene i de tre skoler.
Om en uges tid går Winnie, der er socialrådgiver, i gang med en undersøgelse af skolegangskulturen: Hvem kommer i skole? Hvordan ser fraværsstatikken ud? Hvad er årsagerne til at nogle børn ikke kommer i skole? Hvordan er forældrenes faglige baggrund? Hvordan ser forældrene på betydning af skolegang? Hvordan arbejder skolen med at forbedre fremmødet? Hvad kan der gøres for at få alle børn i skole hver dag? Hvad kan vi gøre? Forhåbentlig træffer jeg meget snart aftale med en kvindelig tolk og rådgiver fra Kathmandu, som kan hjælpe Winnie i 4-5 dage med interviews og andet opklarende arbejde.
Skolebygningerne
Især Kantipur School trænger hårdt til vedligeholdelse. Vinduer og døre er delvist ødelagte. Gulvene er hullede, og skolemøblerne er gamle og dårligt vedligeholdte. Væggene trænger til maling, tavlen til reparation. Der er ingen materialer eller inspirerende udsmykning på væggene. Vi har afsat 50.000 RS – 3.500 kr. – til istandsættelse af to klasselokaler i år. Det dækker ikke en fuld istandsættelse af bygningen, men dog en fornuftig renovering med 10 nye vinduer, reparation af 2 døre, tavler og alle skolemøbler, støbning af nyt gulv og indvendig maling. Vi må senere, når også Ayodhyapur og Indrabasti Schools har fået deres største behov dækket, se, hvordan vi kan få skolen malet udvendigt.
I den uge i oktober, hvor alle seks danske frivillige er samlet i Kantipur, er det Dashain, årets største festival i Nepal. Alle tager hjem til deres landsby for at fejre højtiden og være sammen. I den uge skal vi sætte de to klasselokaler i stand. Frivillige, forældre, lærere og skolebestyrelsen i fællesskab.
Erhvervsudvikling
For at alt dette arbejde for Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti kan blive bæredygtigt, for at landsbyerne ikke skal blive afhængige af vores indsats, er det nødvendigt at se erhvervsmulighederne. Hvilken muligheder er der for at skabe et fælles indtægtsgrundlag?
Vi har drøftet dette spørgsmål flere gange og arbejder i øjeblikket et par af ideerne: Kunsthåndværk/husflid/håndarbejde til det danske marked og ubrændte, højtrykspressede mursten til det lokale marked.
Jeg havde jo materialer, modeller og endda bestillinger på omkring 200 stykker ‘handicraft’ og fik sat gang i produktionen af de fleste ting. Benvarmere, huer, brødkurve, knapper og armbånd. Kvinderne har lovet arbejdet færdig inden Dashain, så Trine og Winnie kan få produktionen med til Kathmandu og sende den hjem til Danmark inden julehandelen sætter ind.
Kantipurerne vil gerne lave ubrændte, højtrykspressede mursten. De er overbeviste om, at leren i området er velegnet til formålet, og jeg havde derfor en jordprøve med mig til Kathmandu. I går aftes mødtes jeg med Sonam Wangchuk, der bygger miljøvenlige skoler for MS Nepal. Sonam kunne bekræfte, at leren i jordprøven er meget velegnet, behøver dog tilsætning af lidt groft sand, som formodentlig også findes i nærheden. Næste spørgsmål er så afsætningsmulighederne. Er der i lokalområdet overhovedet et marked for denne slags mursten?
2 køkkener
I februar afsatte vi penge til at to familier i Kantipur kunne bygge sig et separat køkken. Det er Kantipurs to fattigste familier, og de bor henholdsvis 5 og 3 mennesker i meget små huse, under 12 m2. De to familierne har selvfølgelig også fået hver en ged, som de er begyndt at sælge kid fra. Gedemælken bruges ikke i Nepal – ikke af religiøse grunde, nærmere fordi de ikke giver mere mælk end kiddene har brug for.
Den ene familie har lavet sig et meget fint køkken ved siden af det lille, gamle hus, se billederne. Den anden er knap så dygtig med hænderne eller knap så omhyggelig med arbejdet. Så det køkken er knap så fint bygget og synes også at have lidt fugtproblemer, fordi regnvandet ikke afledes ordentligt. Vi drøftede muligheden af at lave et dræn med sten langs huset, så vandet fra taget løber hen til en skrænt få meter borte – i stedet for ind under huset. Ingen af de to familier har endnu fået bygget den skorsten, som vi aftalte, da vi bevilgede pengene. Så der er lidt at følge op på dér. Det er selvfølgeligt en småting i den store sammenhæng, men jeg tror, det betyder meget at vise interesse for det, vi har sat i gang og følge op, indtil tingene er som aftalt. Og det er også meget dejligt at komme rundt til familierne – det begynder at knibe lidt efterhånden som projektet vokser.
Begge køkkener har kostet 5000 RS stykket – 350 kr.- incl. køkkengrejet.
Den anden familie, Shyam Bahadur, Sarmila og deres tre børn, er måske ikke verdens bedste husbyggere, og de vil muligvis også blive ved med at være en af landsbyens fattigste familier; men det er til gengæld altid morsomt at komme på besøg hos dem. Da alt køkkengrej blev lagt frem på jorden foran huset, lavede jeg lidt sjov med dem. Jeg spurgte om, jeg måtte have lov at vælge en tallerken, der kunne være min, når jeg kom på besøg næste gang. Det morede alle sig meget over, så jeg tog min tykke, vandfaste tusch og skrev ‘Loneko Thal’ under en af den seks tallerkener. Så næste gang, jeg kommer til Kantipur, får Sarmila en kylling og så holder vi fest.
Uddannelse
Dette landsbyudviklingsprojekt starter nederst i landsbyhierakiet. Med de 51 mikrolån investeringerne i geder, grise og butikker samt de to køkkener forsøger vi at løfte de fattigste først. Halvdelen af medlemmerne er så velstillede, at en investering af den størrelsesorden ikke vil have nogen betydning for dem. Men de må omvendt gerne opleve, at der også kan være fordele for dem ved at være med. Det kunne være uddannelsesstøtte til deres børn.
I februar udpegede kooperativet fire familier med børn under videregående uddannelse – det skulle være to piger og to drenge. Også ved disse scolarships er det hensigten, at vi kigger på de fattigste familier først. Vi blev enige om, at jeg/vi efter godkendelse af de unges seneste eksamenskarakterer og et budget fra hver af dem, betaler 50% af et års udgifter til studie, kost og logi. Forældrene skal fortsat betale de andre 50%. Vi har betalt 3.500 kr. i juni 2010, andre 3.500 kr. forfalder i november 2010, hvis alle eksaminer er bestået og admission fees betalt.
Med de nuværende 4 scolarships til unge fra Kantipur må det være Ayodhyapur og Indrabasti, vi kigger på næste gang.
Min gode ven og rådgiver, Kamal Sapkota i Kathmandu, hjælper mig med at fremskaffe dokumentation og forhandle rimelige budgetter med de unge. Jeg havde gerne set, at vi havde holdt et møde, Kamal, de fire unge og mig. Men dels kunne Kamal ikke finde tid til at komme til Kantipur, dels nåede de unge aldrig hjem, som forventet (hvorfor gjorde de ikke det?). Kunne de måske komme et smut til Kathmandu inden jeg tager hjem?
Sundhed
Jeg er ikke læge og kan ikke gennemskue sundshedsforholdene i Kantipur. Men jeg ved, at gennemsnitsalderen for nepalesiske kvinder er 58 år (mænd 59 år). I det vestligste og meget fattige Nepal bliver kvinderne gennemsnitlig endda kun 35 år. Jeg ved også, at et af 2015-målene her i Nepal handler om at nedbringe børnedødelighed og dødeligheden for mødre. De konkrete tal for problemerne og for 2015-målene har jeg ikke lige ved hånden. Måske en særligt interesseret læser vil grave lidt i 2015-målene for mig?
Med egne øjne har jeg set, at de sanitære forhold lader meget tilbage at forbedre og en del børn ser forsømte og tynde ud. Enkelte børn har forstørrede maver. Mange børn har bylder og byldelignende knopper og mange ar efter …?. Jeg kan se, at mange sår ikke behandles. Men jeg kan også se på skolen, at UNICEF har været forbi på et tidspunkt med en oplysningskampagne om sanitære forhold. Og mens jeg var i Kantipur denne gang, var en søster til Siddhi Lals svigerinde i landsbyen for at afholde en aller anden slags seminar for mødre med småbørn. Svigerinden arbejder i marken for en finsk-nepalesisk NGO.
På møder med landsbyerne har jeg nævnt, at en af mine gode venner er læge, og at hun har tilbudt at tage med til Kantipur til februar, hvis der er brug for det. På et af møderne med bestyrelserne – i Ayodhyapur og Indrabasti består bestyrelserne næsten udelukkende af kvinder – spurgte jeg ind til, om der var særlige forhold, som de kunne tænke sig at bruge en dansk læge til. Det kom meget spontant tilbage, at de virkelig havde brug for at få drøftet forhold omkring mor og barn: Graviditet, fødsel og de første år efter fødslen.
Anette Mønster, praktiserende læge, er den veninde, der har tilbudt at tage med til Kantipur, hvis der er ønske om og behov for det.
Det er planen, at Anette og jeg tager til Kantipur i februar. Der er ingen tvivl om, at der vil blive trængsel omkring Anette. Det bliver rigtig spændende at prøve at planlægge 10 sundhedsdage sammen med Anette og landsbyerne. Det bliver også spændende at se, om der på længere sigt kunne komme gang i en målrettet indsats for sundheden i området.
Drikkevand
Vi skal have fat i drikkevandsproblemet.
Vi skal have samlet alle gode kræfter i netværket og se, hvordan vi kan få skovlen under det problem.
Formand for landsbykooperativerne, Siddhi Lal, har lovet mig en beskrivelse af drikkevandssituationen i de tre landsbyer, af problemer, behov og perspektiver. Den må gerne være på nepalesisk – det gør det selvfølgelig nemmere for ham. Og nu kender jeg efterhånden mange mennesker, der kan hjælpe med oversættelse.
Jeg ved, at der er flere brønde, nogle med håndpumper, i Neder Kantipur. Men hvert år i marts-april løber de – på nær 1 brønd – tørre for vand. Indtil regntiden i juni er der så kun floden at hente vand fra. Vandet her er ikke rent nok, så alle har maveproblemer i et par måneder, indtil der igen løber vand i brøndene. Man har to gange forsøgt at skaffe vand til skolen. Men brøndene, der begge er gravede, står tomme hele året. De er ikke dybe nok.
I Over Kantipur lever omkring 60 familier. De henter alle vandet ved en fælles vandpost. Vandet ledes nedgravet slange fra en højtliggende sø i junglen, til vandhanen, der er forholdsvis centralt placeret. Vel ca. ½ km til de yderste familier. Omkring samme tid – marts-april – tørrer søen ud, og så må Over Kantipur også ned til floden efter ikke rent drikkevand.
I år har monsunen ødelagt vandledningen fra søen i junglen, og alle må ned til Neder Kantipur’s brønde efter vand. Jeg fornemmer, at det er man heller ikke glade for i Neder Kantipur.
Jeg mener, at Ayodhyapur og Indrabasti får vand fra samme ‘pipe’ som Over Kantipur. Der skulle efter sigende være syv vandhaner på ledningen, men jeg er ikke sikker. Det må Siddhi Lals rapport kaste lys over.
Danske turister til Kantipur, Ayodhyapur and Indrabasti?
Ligesom uddannelsesstøtte til de fire unge er et tilbud til de lidt mere velstillede familier, kunne det også være et tilbud til udvalgte familier at tage imod danskere, der har lyst til at opleve, hvordan livet leves udenfor Kathmandudalen. Et bondegårdsophold på 2-3 dage bare… hvor vi tager med i marken, med til brønden, med i junglen for at hente grønt til gederne og er med ved madlavningen. Der kunne også blive tid til et par småture rundt i landsbyerne, en udflugt til den forunderlige Chepan-dal, springvandene lidt oppe ad floden og til den smukke sø i junglen, hvis navn, jeg ikke kan stave.
Jeg har spurgt kooperativerne, om de kunne tænke sig at arbejde med den mulighed. Vi kunne starte i efteråret 2011 med 6 familier, dvs. 2 familier i hver landsby. Landsbyerne er både interesserede, glade og spændte.
Opholdet vil være primitivt, men værtsfamilien vil mindst kunne gode toiletforhold (pedaltoilet) og et separat værelse med seng og rent sengetøj til gæsterne.
Jeg går nu videre med at planlægge en Nepal 2-3 ugers rejse for 10-12 personer. Rejsen vil, foruden sightseeing i Kathmandu og omegn – selvfølgelig, åbne mulighed for at komme på trekking i Himalaya, for besøge et andet landsbyudviklingsprojekt og for at besøge Chitwan National Park, der ligger i nærheden af Kantipur. Turen vil blive tilrettelagt i samarbejde med Kamal, vores gode guide, ven og rådgiver. Han ejer Mountain Delights Treks & Expedition. Der er flere gode venner i det danske Kantipur-netværk, der har udtrykt ønske om at komme med til Kantipur en dag. I vil selvfølgelig blive spurgt først (I er også meget velkomne til at kontakte mig). Derudover kunne jeg vel nok gennem aviserne samle et par interesserede i det midtjyske.
Kære Lone
Sådan! Det er jo til at blive helt forpustet af. Det må være fantastisk at kunne få udrettet så meget på så kort tid. Mon du får gang i murstenene inden du rejser hjem igen? Det er spændende om der er en realistisk mulighed her.
Jeg glæder mig til fortsættelsen.
kh Nina
Kære Nina, min trofaste kommentator.
Der er nu vist ikke så meget nyt denne gang. Jeg synes ikke, jeg har udrettet så meget denne gang. Det har meget handlet om at følge op og fortsætte tidligere drøftelser. Det har især handlet om skoleprojektet og opstart af produktion. Det har handlet om at få de to andre landsbyer med ind i varmen.
Med hensyn til murstenene er jeg meget i tvivl om, hvorvidt der er et marked. Mursten er tunge, vejene er dårlige, transportmidlerne er ineffektive. Så markedet skal være lige i nærheden. Og så vidt jeg ved, er der ikke i Madi nogen vækst af betydning – ingen steder, hvor der bygges meget. Der er folk i Kantipur, der ved, hvordan man laver de mursten. Og hvor man køber maskinen, der skal bruges. Så de kan faktisk drive den udvikling frem alene. Men jeg vil dog undre mig, hvis maskinen er anskaffet, når jeg kommer næste gang.
KH Lone
Kære Lone
Ser godt ud med de køkkener. Bruger man ikke regnvandet? Det er måske for varmt til at opbevare vandet ret lang tid???
Det er blevet efterårsvejr i DK med regn og blæst. Håber du når alle planerne inden du vender hjem igen.
kh Nina
Kære Lone
Det er da bestemt vigtigt at følge op på tingene. Alle der er med skal jo føle at de stadig er vigtige i helheden selvom der kommer nye tiltag. Når du skal til at tænke i det næste projekt, så skal det måske være et sted der har brug for mursten!
Det at tænke i udviklingsmuligheder er formentlig noget der skal – og kan – læres. Så måske kommer murstenene en dag. Du har jo sat en proces i gang.
kh Nina
Kære Lone.
Måske er uddannelsesdelen det sværeste. Der kan være rigtig mange muligheder for fiasko. Håber du får styr på dem. Hvordan er det gået med dyrlægen?
kh Nina
Hej Lone
sad ved frisøren og så et Familiejournal-blad med en spændende artikel om dig og dit projekt. Har i længere tid overvejet at arbejde frivilligt i Indien eller “omegn”. Jeg er erfaren sproglærer, måske kunne jeg bruges i din sammenhæng? Måske kan vi tales ved, når du er i Dk igen, jeg bor ikke så langt fra Randers.
Hilsen Ellen
Kære Ellen
Tak for din henvendelse – og for din interesse for Kantipur.
Jeg kan se på din mail adresse, at det må være på Grenaa Gymnasium, at du er sproglærer. Og så kan jeg se på gymnasiets hjemmeside, at du hedder Møller til efternavn og nok er lidt yngre end mig. Jeg kan se, at du underviser i tysk og mindst ligeså interessant også i musik :-)
Hvis du bliver ved med at have lyst til at blive frivillig i dette udviklingsprojekt, så synes jeg, at du skal sende mig en mail med lidt flere informationer om dig selv. Hvornår og hvor længe kunne du tænke dig at være i Nepal – og i Kantipur? Har du særlige fritidsinteresser, som måske kunne bruges i landsbyerne?
Jeg håber, at høre fra dig snart. Det er også en god idé at mødes i Randers en dag.
Mange hilsner
Lone
Hej Lone
Pyha! Du har nok at se til. Men glem nu ikke, at få lavet lidt mere “handicraft” end de 200 stk., du har bestilling på, så der også er noget til julemarkedet i Horsens. :-))
kh Vera
Kære Vera
Det har du sørme ret i, der er nok at se til.
Vi får se sidst i oktober, hvor meget kvinderne har nået at lave. Det viste sig, at det faktisk ikke var det bedste tidspunkt at starte en produktion op. Februar er meget mere velegnet. Alle havde travlt med at få udbedret skader efter regnskyl. Desuden er det lige før rishøsten, alle har ris i hovedet. Og endelig var alt for varmt til at strikke – og så med uldgarn. Jeg kunne med fordel have brugt en uge mere til at produktudvikle og kvalitetssikre. Men jeg var nødt til at tage afsted efter en uge. Havde andre ting, jeg gerne nå denne gang.
Jeg har hørt fra Trine og Winnie, at det går rigtig godt med arbejdet og at der kommer flotte ting ud af det. Trine og Winnie tager de færdige ting med til KTM og sørger for, at de bliver sendt hjem hurtigst muligt.
KH Lone
Hej igen
vil meget gerne sende dig en mail. Kan du oplyse din adresse her, så jeg kan skrive den selv, jeg kan kun finde forskellige links, som ikke rigtigt vil virke.
Hilsen Ellen
Kære Ellen
Det forstår jeg ikke, og jeg vil gerne have dig til at tjekke de links til mailformularer, der ligger på siderne: Kontakt, Støt Kantipur, Foredrag og Bliv Frivillig i Kantipur (se den vandrette menu lige under topbilledet). På min PC virker de alle fire.
På forhånd tak
Lone
Kære Ellen
Jeg har fra anden læser af hjemmesiden fået at vide, at du har fuldstændig ret i, at du ikke kan maile til mig. Det er kun brugere af Outlook, der kan sende mails via mailformularen. Det er i grunden klart nok, men jeg har bare aldrig skænket det en tanke.
Min mailadresse er lone-p@privat.dk.
Jeg skal snarest få gjort noget ved problemet. De næste par dage blive det dog ikke, for jeg har temmelig travlt med at blive færdig til at tage hjem i overmorgen.
Hilsen Lone
Hej Lone,
Herligt at læse om dit fantastiske projekt. Det er dejligt livsbekræftende at se ting blive realiseret. Glæder mig til at høre mere om det ved lejlighed.
Thomas
Hej Thomas, Namaste
Fin overraskelse at møde dig her.
Kender dig ikke, og dog har vi mødt hinanden her i Cyperspace før. Og vi har flere fælles bekendte.
Du skal være særligt velkommen som læser og kommentator.
Set herfra er ‘fantastisk’ nu nok lidt for stort et ord for dette udviklingsprojektet. Der er mange, mange udfordringer (nu til dags snakker man jo ikke om problemer), og mange muligheder for at køre af sporet. Det vil vise sig om et par år, om det skal lykkes de 3 landsbyer at løfte sig op over fattigdomsgrænsen.
Hilsen Lone
Lone !!!! Hold da helt ferie, du har fået udrettet ENORMT meget på den ene uge du har været i Kantipur! Det er jo næsten ikke til at følge med længere :) Dejligt at der sker så mange ting, og at projektet hele tiden udvikles og bliver større! Fedt!
Jeg håber vi kan få tid til at mødes til december (jeg er nok ikke i Danmark før)! Og så vil jeg bare sige god tur videre, og husk nu at nyde turist-delen lige så meget som projektdelen ;)
Krammer
Kære Lone
God tur hjem, håber det går glat. Jeg glæder mig til en mundtlig rapport.
kh Nina