Kathmandu, mandag 30. august 2010 kl. 22.30.
Trine og Winnie kom hertil for snart 18 dage siden fra Indien. De har besøgt nogle af de største seværdigheder her i Nepal, de været på trekking i Annapurna området, og nu forsøger de at få det nepalesiske dagligliv op under neglene. Jeg kom for 2 dage siden og prøver at få styr på de mange forberedelser forud for starten af næste afsnit af udviklingsprojektet i Sydnepal. Sammen rejser vi til Kantipur på torsdag.
Hver eneste dag i denne uge starter for os alle tre med Nepali undervisning. Umesh kommer kl. 8 og spilder højst et minut med snak, før undervisningen går i gang. Trine og Winnie må slide i 1½ time hver gang, mens jeg har fået lov at slippe med 1 time.
Trine og Winnie har i forgårs besøgt en – efter nepalesiske – meget utraditionel privatskole, som arbejder med undervisningsprincipper, der ligner dem, Trine vil arbejde med i sit lærerudviklingsprogram. Mens Trine skal arbejde med lærerudvikling, sætter Winnie fokus på skolegangskulturen. Hvad kan vi gøre for at få alle børn i skole og få dem til at synes, at det bare er det mest spændende, der findes?
Trine og Winnie har brug for en tolk.Forhåbentlig træffer vi aftale om det med en ung mand i morgen tidlig.
Jeg har brugt en del tid og benarbejde på at lede efter egnet uld og silke til produktionen af benvarmere, pulsvarmere og huer. Jeg tror, det er lykkedes her i eftermiddag at finde grossisten, der har alle de farver og kvaliteter, vi har brug for – til en rimelig pris. I morgen køber jeg 25 kg uldgarn i 10 forskellige farver, og mon ikke der skal købes 5 kg silkegarn i forskellige meleringer. Og jeg får det pakket, så det kan klare den vanskelige tur til Kantipur.Jeg fik nemlig en opringning fra Kantipur her i aften. Sanju fortæller, at vi må klare de sidste par timer af turen i en 4-hjulstrækker, fordi vandet står så højt i floderne, at bussen ikke kan komme over. Det vil også sige, at vi skal bære vores bagage på hovedet over floderne.
Kamal er ved at undersøge priser på kladdehæfter til udviklingsprojektet. Børnene i de tre skoler får denne gang hver 2 kladdehæfter, 1 blyant, 1 viskelæder, en kort lineal og et træpenalhus. Hver skole får en stor blyantspidser. Trine og Winnie opdagede på skolen, som de besøgte nogle store tavler med både vores og det nepalesiske alfabet. Dem har vi bestilt tre af. Forhåbentlig kommer de også med på torsdag.
Fortsættelse følger i morgen eller i overmorgen…..
Kathmandu, onsdag 1. september 2010 kl. 21.
Så er vi klar til at tage afsted.
Der er truffet aftale med tolken Ajay om en uges arbejde for Trine og Winnie. Dvs. at han skal oversætte de indledende drøftelser med de tre skoleinspektører og de første dages arbejde med lærerne i Kantipur. Han skal hjælpe os med at introducere Winnies socialantropologiske undersøgelse af skolegangskulturen for skolerne og de tre kooperativer. Om alt går vel kommer han tilbage i uge 4 for at oversætte de interviews, som Winnie på det tidspunkt skal i gang med.
Vi havde i går et par timer med lidt spænding på. Det var jo gået op for os, at der i år er så meget vand i floderne og i lavlandet i det hele taget, at der ikke kører busser, når vi er kommet over Reu floden. Men så erfarede vi, at der heller ikke er noget, der hedder 4-hjulstrækkere. Vi ville gerne undgå at skulle vandre en 5-6 timer, da vi i så fald var nødt til at bruge 2 dage på rejsen. Og så er det jo også sådan, at vi har 30 kg uld- og silkegarn at bære – udover vores personlige bagage. Enden af det hele blev/bliver, at formand for andelsforeningen Siddhi Lal henter os i Narayanghat og følger os sikkert over floden og hjem til Kantipur. Vi har sagt ja tak til, at Siddhi Lal hyrer en traktor, der kan køre os og alt garnet fra Reu til Kantipur. Den er dyr! – men som nepaleserne siger: Ke garne – hvad sku’ vi ellers gøre?
I dag havde vi den sidste Nepali time med Umesh. Min var lang – 2 timer – for jeg har planer om, igen i år at holde en tale på nepalesisk for Kantipur’erne, når vi ankommer – eller rettere næste morgen. Jeg vil gerne med mine egne ord gøre status og fortælle, hvad jeg forventer mig af ugen. Og så vel også almindelig høflighed at sige pænt goddag. Nu er talen klar, jeg skal bare holde den for tolken i bussen i morgen, for Siddhi Lal og så lige lære den udenad. Så kører det!
Sådan noget synes jeg er vildt morsomt. Og temmelig grænseoverskridende – for mig.
Kl. 7 kører bussen. Kl. 6 har hotelejer Durba en kop kaffe parat. Kl. 6.15 bliver jeg afhentet, og 6.30 samler vi Winnie og Trine op ved deres hotel. Når vi kører fra Kathmandu, er Siddhi Lal på vej til Reu, til fods. Han står nok op kl. 4 for at nå frem til Reu til kl. 10. Går det efter planen, kommer vi til Kantipur ved mørkets frembrud.
Jeg er tilbage i Kathmandu senest 14.9. Signe, Simone, Anna og Marie lander jo i lufthavnen 15.9 kl. 13.45
