Så er der én dag tilbage, inden vi, Umesh og jeg, drager sydpå til Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti. Umesh, vores trofaste Nepali lærer, skal denne gang med til Kantipur som tolk og projektrådgiver. To dage er gået, siden jeg ankom til Nepal. To dage er gået med omstilling til en anden kultur, et andet klima, en anden hverdag.
I går var Umesh og jeg til møde i den nordøstlige udkant af Kathmandu, hos et firma, der sælger solenergi- og vandpumpesystemer. Nærmere bestemt sælger de SQFlex pumper fra Grundfos.
Firmaet syntes tydeligvis godt om vores projekt og tilbød uden beregning at sende en tekniker ned til os i næste uge. Vi skal sammen have beskrevet den nuværende drikkevandssituation og drikkevandsbehovet. Vi skal have fundet ud af, hvor dybt grundvandet ligger, hvor en eventuel drikkevandsbeholder kan placeres, og hvor mange haner, der er brug for.
Kortet er et udsnit af Siddhi Lals fine, håndtegnede kort over Kantipur. I midten ses skolen med de to bygninger (grønne), et toilet (blå) og en brønd (sort). Der har ikke været vand i brønden i flere år.
Men vi har mange andre ting end drikkevand på tapetet: Produktionen, gederne og opsparingen, skoleprojektet, skolerenoveringen, lamperne, sundhedsprojektet, organisationen og kommunikationen.
Det er nu nøjagtig to år siden, dette landsbyudviklingsprojekt startede, og det er tid til at kigge både tilbage og frem. Hvad er gået godt, hvad kan vi gøre bedre og hvad vil vi gerne nå de næste tre år?
Det aner mig desværre også, at vi har et par udfordringer at tage vare på. Er Siddhi Lal ved at køre træt? Er jeg? Eller er der nogle forventninger til projektet, der trænger til drøftelse og afstemning? Set i bakspejlet burde der måske have været tolk og rådgivere på fra starten? Mere herom omkring 1. marts, når vi vender tilbage til Kathmandu.
