Hvad skal man sige….? Ingen ord slår til, når man skal beskrive, hvilke indtryk, man får, når man første gang bevæger sig gennem landet, ud til de tre små byer Kantipur, Ayodhyapur and Indrabasti. Kathmandu i sig selv var en eksplosion af lyde, farver, dufte, mennesker og dyr.
Men nu er vi altså på landet. En uge har vi været i de tre små landsbyer, vi er indkvarteret i tre super-familier. Karl og jeg bor hos Mithu i Ayodhyapur – en gæv kvinde, hvis store familie sammen med alle naboerne, deres børn, kusiner og andre på visit fylder pladsen foran huset hver eneste aften. Alle passer hinandens børn, alle børn opdrager de mindre børn, de gamle er i gang til det sidste. På mange måder er livet her, som man forestiller sig livet i Danmark for 200 år siden. Det fortidige gælder også landbrugsmetoderne og byggestilen med de stråtækte, lerklinede huse, der holdes pæne med to farver kolort/ler-oversmøring hver morgen.
Nepaleserne er meget venlige og imødekommende. Når de ser, at vi forsøger at gøre tingene i hverdagen som de, bliver de meget glade og hjælper til, og det giver anledning til mange gode grin.
Overvældende er også naturen omkring os. Fra de små ildfluer i træerne om aftenen, de store farvestrålende sommerfugle over de allestedsnærværende høns og allemands-hunde til de store bjørne og tigre, efter sigende for nylig set lige i nærheden.
I det hele taget er kulturmødet som en passer med to meget spredte ben. I skoleprojektet er der fx. stor spredning mellem vores vesteuropæiske afhængighed af fast struktur, faste aftaler, faste tidspunkter og den nepalesiske lærerstil, hvor bare kendskabet til, hvilken side, vi er nået til i engelskbogen, nærmest ikke eksisterer. De fleste lærere er meget svage i engelsk, men alligevel har mange kastet sig ud i ‘Teacher training’, som kører hver dag efter skoletid. Her arbejder lærerne ihærdigt med udtale, samtaleøvelser, fremstilling af spil, indstudering af lege mv.
Det virker, som om de er glade for det, og der vokser stille og roligt et kollegialt venskab frem. Vores samarbejde med lærerne i timerne med eleverne fungerer ikke helt endnu alle steder, men efter bare én uge, må vi sige, at vi ser lyst på vores nepalesiske fremtid.
Og alle børnene – omdrejningspunktet i vores skoleprojekt, der lærer os Nepali, mens vi lærer dem engelsk, er helt klart hele rejsen værd. Men dem omkring sig tager man gerne musene på værelset, de evigt beskidte fødder og duften på toilettet med.
På Hold 5’s vegne, Ellen Fredslund Møller
