Skoleprojekt i Kantipur fra 2009 –
Skoleprojektet startede i 2009. Før Lone Petersens, initiativtager til Jysk landsbyudvikling i Nepal, afrejse fra Nepal i februar 2009, lovede hun landsbyen Kantipur at forsøge at finde nogle personer, der havde lyst til at opholde sig i Kantipur i nogle måneder og lære børnene i skolen bedre engelsk.
Et opslag på gymnasierne i Midtjylland gav 17 henvendelser fra unge, der gerne ville ud i verden og gøre en forskel for verdens fattigste. Skoleprojektet blev en succes. De danske unge gjorde et stort stykke arbejde.
Hold 1: Ann Katrine Breth Pedersen og Matilde Dynnesen
Ann Katrine Breth Pedersen og Matilde Dynnesen, begge nybagte studenter fra Silkeborg Gymnasium, blev pionererne. Vi holdt fire møder i løbet af forår og sommer 2009 – forældrene deltog i det sidste, inden de to piger rejste til Nepal sidst i august.
Efter et par uger som turister i Nepal, mødtes de som aftalt med Manoj Gandharba, der fulgte dem det sidste stykke vej til Kantipur. Ann Katrine og Matilde deltog i højtiden sammen med Manojs familie og resten af landsbyen. Og så var de omstillet til livet i den fattige landsby.
Efter en uge startede de arbejdet i landsbyerne Kantipur og Ayodhyapur skoler. Ann Katrine og Matildes styrke var, at de begge var eminent gode til at lege og synge med børnene. Deres ophold i Kantipur varede i syv uger.
Hold 2: Janus Flagstad og Emil Helk
Janus Flagstad og Emil Helk, studenter fra Silkeborg Gymnasium i 2007, blev hold nr. 2, vi sendte ud. De startede deres ophold i Nepal med 3×1½ times intensiv Nepali undervisning v/Umesh Regmi og en kort introduktion v/Ram Sapkota til Nepals kultur, dagliglivet og til Kathmandu dalens fantastiske kulturskatte.
Janus og Emil ankom til Kantipur midt i januar 2010, 1½ måned efter Ann Katrine og Matildes afrejse. De havde begge undervisningserfaring og spillede desuden fodbold. Det var et projekt i sig selv at lave en fodboldbane og to mål sammen med børnene – efter skoletid.
For Janus og Emil var det også en enestående oplevelse at leve i Kantipur i syv uger. Og Kantipur og Ayodhyapur skoler er dybt taknemmelige for deres arbejde – og var dybt interesserede i deres pædagogik. Lærerne stod sommetider udenfor vinduerne for at lure dem kunsten af.
Hold 3: Signe B. Andersen, Simone K. Kristensen, Marie Worm og Anna F. Pedersen
Det tredje hold, som blev sendt ud, bestod af Signe Bønløkke Andersen fra Herning. Simone Kobborg Kristensen fra Holstebro. Marie Worm og Anna Frohn Pedersen fra Randers.
Yderligere to frivillige blev tilknyttet proje
ktet med henblik på at videreuddanne lærerne – det var lærer Trine Frits Nielsen fra Silkeborg og socialrådgiver Winnie Hollegaard fra Århus.
Alle 10 unge på Hold 3 mødtes et par gange i løbet af sommeren 2010 for at drøfte undervisningen og samle undervisningsmaterialer.
I løbet af Dashain 2010 – satte Hold 3 to klasselokaler på Kantipur skole i stand. De to klasselokaler var Kantipur Skole meget stolt af.
Hold 4: Anette L. Fuhlendorff og Casper Nielsen
Få uger før afrejsen i januar 2011 mødtes hold 4, som bestod af Anette Leegaard Fuhlendorff fra Vejle og Casper Nielsen. Casper og Anette havde foruden skolearbejdet fået til opgave at styre produktionen af kunsthåndværk.
De skulle rådgive kvinderne, uddele materialer, tage imod og holde styr på de færdige produkter, kvalitetsvurdere og sende hjem til Danmark.
Nu nepalesiske engelskbøger og officielle undervisningsplaner
Sammen med landsbyerne og Hold 3 + 4 lagde vi i sommeren 2011 skoleprojektet om. Vi gik over til at bruge de nepalesiske engelskbøger og følge de officielle undervisningsplaner. Vi stoppede med at skifte skole hver 14 dag, som havde været proceduren hidtil, men boede og arbejdede nu alle syv uger i samme landsby.
Skolerne ændrede lidt på skoleskemaet, så alle engelsklærerne kunne nå at være på Ayodhyapur Skole kl. 16, når Teacher Trainingen startede. Teacher Trainingen var meget populær, men også en meget vigtig satsning. Det var meget mere effektivt at lære lærerne engelsk end børnene.
At introducere pædagogiske metoder blev samtidig en mulighed. Pædagogik er helt naturligt for danskere, men fuldstændig fremmede for nepaleserne. Om dagen arbejdede vi nu sammen med lærerne i timen, ikke længere hver for sig.
For første gang fik vi kontakt med de offentlige skolemyndigheder. Det var stort! Typisk for græsrodsarbejde, at der går langt tid, før man bliver opmærksom på, at der er noget, der hedder ‘District Education Office’.
Flere værter for de frivillige
De unge frivillige boede i starten hos Siddhi Lal Gayak og hans familie. Men siden omlægningen af skoleprojektet i efteråret 2011 boede vi nu i alle tre landsbyer og hos forskellige familier.
Det var godt for det sociale liv i landsbyerne, at man på skift var vært for de danske frivillige.
Siddhi Lal var lærer ved Kantipur skole og formand for andelsforeningen.
Familien rykkede ud af deres soveværelse for at de frivillige kunne få deres eget værelse. De frivillige spiste sammen med familien, og de spiste det samme som familien.
Alle nepalesere spiser Dal Bhat – ris og linsesuppe – to gange hver dag. Lidt nudler, majspandekager eller popkorn efter skolegang. Fordi det nu er os, så er der kylling eller kød på tallerkenen en gang om ugen – højst. Det er nøjsomt, men det er sundt og altid frisklavet og velsmagende.
***
Skoleprojektets afslutning
Jysk landsbyudvikling i Nepal stoppede det overfor beskrevne Skoleprojekt i xxxx. Kantipur havde i en periode samarbejdet med en engelsk hjælpeorganisation, sideløbende med Jysk landsbyudvikling i Nepal, og besluttede sig for at fortsætte samarbejdet med blot én organisation fremover.
