Projekterne i Jysk landsbyudvikling i Nepal

Jysk landsbyudvikling i Nepal har lige siden opstarten arbejdet tæt sammen med flere hundrede nepalesere, som lever i fem små landsbyer i Madi i det sydlige Nepal. Vi gør det, fordi vi gerne hjælper med til at øge deres livskvalitet på den måde, de selv ønsker.

Nepaleserne ved, at vi kommer fra det, man kalder ”verdens lykkeligste land”. Og da vi selvfølgelig er meget rigere end dem, kan det nemt føre til en tro på, at det er vores materielle velstand, der fører til lykkelige liv.

Sådan tror vi ikke helt, det hænger sammen. Derfor arbejder vi heller ikke som en “gavebod”, der uddeler materielle goder med den økonomiske formåen, vi har fra medlemmernes kontingent og ikke mindst vores generøse sponsorer. Som selvfølgelig er helt centrale for den indsats, vi kan yde i Nepal.

Vi har i stedet fokus på at dele vores viden med vores nepalesiske medmennesker, så det mest fundamentale er på plads til en frugtbar udvikling af deres samfund.

Projekter udvikles og gennemføres sammen med lokale myndigheder
Formelt arbejder vi gennem vores nepalesiske partnerorganisation ‘Madi Integrated Inclusive Sustainable Development Project’. Alle projekter udvikles og gennemføres i tæt samarbejde med den og de lokale myndigheder.

Helt centralt i vores organisation er de mange frivillige, der før, nu og i fremtiden rejser ud til landsbyerne i Madi. Her bor, spiser og arbejder vi tæt sammen med landsbyboerne om eksempelvis at opbygge et bibliotek, en sundhedsklinik, toiletter, rent drikkevand og et produktivt landbrug.

Kort sagt skaber vi, i tæt samarbejde med nepaleserne, viden, relationer, fællesskaber og udsyn, som lægger spor ud i fremtiden for alle involverede.

Læs mere om de enkelte projekter
Infrastruktur
Sundhed
Uddannelse (Madi Brain Power)