I Danmark er rent drikkevand en selvfølge for de fleste. Vi åbner bare en af mange vandhaner i huset og tager en slurk af verdens bedste drikkevand. Vi vasker tøj i verdens bedste drikkevand. Og nu bliver det næsten pinligt, vi vasker bil og vander have i verdens bedste drikkevand.

I Kantipur skal du i oktober-november gå gennemsnitligt 500 m for at hente vand til mennesker og dyr. En vandbøffel (= ½ traktor) drikker 100 l vand i døgnet. Det er kvinderne og de unge piger, du møder ved vandhanen, hvis der er vand dér. Ellers ved brønden nede ad skrænten, hvis der er vand i den. Ellers helt nede ved vandingskanalen eller ude ved floden.
I begyndelsen af september holder regntiden op. Jo længere tid, der går efter regntiden, desto længere skal kvinderne gå efter vand og desto dårligere bliver vandkvaliteten. Fra marts til juni er der ikke vand i vandhanen, de fleste brønde er tørret ud, og flodvandet i stigende grad forurenet af husholdningerne længere oppe ad floden.

Vi er ved at undersøge mulighederne for at skaffe rent drikkevand til Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti. Det er en stor udfordring, fordi det er en stor investering og fordi etablering af drikkevand kræver deltagelse og engagement fra alle 350 familier i området. I sidste uge lavede vi en drikkevandsgruppe med to deltagere fra hver landsby og en vandværksformand fra Kantipur. Den mest respekterede og indflydelsesrige mand fra andelsforeningen, Namaraj Gayak, blev vandværksformand. Under Namaraj ledelse og med hjælp fra Umesh til udarbejdelse af skemaer gik landsbyerne i gang med at registrere familier, familiemedlemmer, husdyrhold og brønde. De beskrev afstande til drikkevand og kvaliteten af drikkevandet de forskellige steder. Og Siddhi Lal tog til Indrabasti for at lave kort over landsbyen. Kort over Kantipur og Ayodhyapur findes. Janus har affotograferet det ene for et år siden, Casper det andet nu.

Det var med stolthed og glæde, at Namaraj, Umesh og jeg i fredag tog til møde hos Suryodaya Urja, firmaet i Kathmandu’s nordlige udkant, som bl.a. forhandler danske SQFlex pumper.
Med os havde vi hele registreringen og alle tre kort. Det vakte respekt og anerkendelse hos direktørerne, da de fandt ud af, hvor stort et arbejde, landsbyerne var lavet og hvor stort et engagement, der var lykkedes at stable på benene. Umesh og jeg havde på et møde i Kantipur fortalt, at drikkevand er en meget bekostelig affære, og at en hvilken som helst dansk donor vil spørge til, hvor meget nepaleserne selv vil kunne bidrage med. Det resulterede i, at der blev startet en opsparing til drikkevand. 20 rupies om måneden. Dvs. 7000 NRS, svarende til 560 DKK. Det er ikke mange penge i denne sammenhæng, sikkert heller ikke nok, men det er lige nu det vigtigste, at landsbyerne går aktivt ind i arbejdet for at få rent drikkevand. At alle oplever, at de også bidrager til, at drømmen om drikkevand kan blive til virkelighed.

Suryodaya Urja går nu i gang med de tekniske forundersøgelser. Om en måneds tid vil vi blive præsenteret for en projektbeskrivelse og et budget. Og så skal vi i gang med at finde finansieringen. Omkring sommerferien forventer vi at have nyt i denne sag.