I denne uge rejser vores 7. sundhedshold – 2 sygeplejersker og 2 sundhedsplejersker – til Madi.
Lone Landvad fra Aalborg og Jonna Fæster fra Ringkøbing er de to erfarne sygeplejersker. Else Norre fra Aalborg og Lise Böttiger fra Svendborg, ligeledes meget erfarne, arbejder til daglig indenfor sundhedsplejen. Lone og Else deltager for andet år i træk på sundhedsholdet, og de glæder sig til gensynet med gamle venner, med den nepalesiske kultur, med samarbejdspartnere i lokalområdet og ikke mindst med den daglige Dal Bhat.
Sundhedsprojektet udvikler sig i retning af, at vi får mere og mere fokus på folkesundheden i lokalområdet. Denne gang skal sundhedsholdet rundt i landsbyerne og afvikle sundhedsworkshops. Der vil i forbindelse med deres workshops være fokus på håndvask, tandhygiejne og generel hygiejne. Det kan være lusekæmning, udfordringer på ældreområdet eller under- og fejlernæring. Vurderer holdet, at der er behov for det, er det også muligt at tilbyde hjemmebesøg hos de mest udsatte familier. Vores workshops afvikles selvfølgelig i samarbejde med den lokale sundhedsklinik, ligesom personalet derfra vil deltage i de forskellige workshops.
Global Handwashing Day, der som altid finder sted 15. oktober, bliver også en af sundhedsholdets opgaver. Hvordan den afvikles, på hvilken skole og med hvilke samarbejdspartnere og deltagere, det får vi svar på, når holdet vender hjem til Danmark …. eller…. følg med på vores Facebook side. Sundhedsholdet har lovet at sende billeder og korte beretninger hjem til os.
I samarbejde med skolerne i lokalområdet skal Madi Health Team 7 screene eleverne. Samtidig vil teamets medlemmer – efter aftale med Shiva Subedi, lederen af Ayodhyapuri Health Post, have deres gang på klinikken, hvor de efter behov vil lave faglig supervision af det daglige arbejde.
Vi oplever, at udfordringen med Type 2 diabetes og andre livsstilsproblemer vokser i området – og samtidig oplever vi større og større interesse for ny viden og anden indsats omkring disse emner. Det arbejder vi på at honorere, bland andet ved at tilbyde undervisning af personalet på sundhedsklinikken.
Som noget helt nyt har sundhedsholdet i år fyldt rygsækken med garn. Der har været efterspørgsel på varme trøjer til børnene i vinterperioden: Vi har derfor besluttet at tilbyde kvinderne, at de kan deltage i en strikkecafé, hvor de kan lære at strikke og samtidig snakke om det, der fylder i hverdagen…. Og gad vide, om ikke det kommer til at handle om trivsel og sundhed i familien?
Vi ønsker jer fire seje kvinder på Madi Health Team 7 held og lykke på rejsen.
Vi glæder os til at høre nyt fra jer.
Susanne Rystok, koordinator for Sundhed
Søndag 24. september 2017