Små tragediers store betydning

Mange familier i Madi 8 blev hårdt ramt, da floden i august 2017 spiste omkring 175 hektar marker efter usædvanligt store vandmængder, forårsaget af tre dages vedvarende regn

Når man som indbygger i for eksempel Kantipur i Madi Ward 8, Chitwan District i Terai ser floden lige syd for landbyen bare svulme og svulme, er der ingen mulighed for at forhindre noget som helst. Man er bare tilskuer i virkelighedens enorme teater, hvor smålige hensyn ikke tages.
Hvad gør man, når der sker sådan noget? Når man umuligt kan forhindre, at der også i fremtiden kommer enorme regnskyl, der bare bliver ved og ved?
Bare lige at flytte et andet sted hen, med nye marker, i Nepal, som mest er kæmpemæssige, ugæstfrie bjerge og en enorm befolkning på omkring 28 millioner, lader sig ikke gøre.
Derfor handler det om at beskytte det, der er tilbage, hvor man er. Altså prøve at forhindre floden i at røve mere god landbrugsjord.
For landbrugsjorden er på mange måder eksistensgrundlaget for familierne ude i landdistrikterne – jorden giver mad på bordene, giver lidt at sælge af fra eventuel overskydende produktion. Og den har en solid fremtidsværdi.
Eneste måde at forhindre en gentagelse på er at forsøge at lave et dige, der matcher flodens styrke, når den er mest vandrig.
Det handler denne video om.

 

Niels Damsgaard Hansen
Yding Skov
19. november 2017