Den anden produktion er kommet til Silkeborg i denne uge.
106 skåle, 140 støtteknapper, 29 huer og 2 børneskamler, produceret af 40 kvinder og 2 mænd. Kantipurs omsætning er steget 20% i forhold til den første produktion, der er flere mennesker i gang med produktionen, og kvaliteten er blevet bedre. Det er gået rigtig meget den rigtige vej !!
Anette og Casper satte denne anden produktion i gang i januar og styrede den helt frem til forsendelsen. Fornemt arbejde. Det ses ikke mindst på kvaliteten, der er højnet ganske betydeligt. Men også på kreativiteten. Der er adskillige forslag til nye produkter og justering af eksisterende produkter. Anette er dygtig til håndarbejde. Det er tydeligt, at kvinderne lytter til vores udmeldinger om design, kvalitet og finish. De forsøger at følge vores anvisninger. Vores kvalitetsvurdering og prissætningen er meget vigtige værktøjer i kvalitetsudviklingen.
Hele produktionen forventes – også denne gang – at være afsat på forhånd. Vores trofaste forhandler, T.I.N.G i Tværgade i Silkeborg, aftager ca. 25% af produktionen. Fra lørdag 19.3.2011 kan du købe de nye skåle og støtteknapper fra Kantipur i T.I.N.G.
På Museum Østjylland i Randers og Grenå kan du købe både huer, knapper og skåle. Resten af produktionen sørger Soroptimisterne i Randers og andre gode støtter i netværket for at få solgt.
Det er nu et år siden, at vi begyndte at ‘lege’ med produktion af kunsthåndværk og håndarbejde til det danske marked. Indtægtsgivende virksomhed og økonomisk vækst er en forudsætning for at kunne løfte sig ud af fattigdom.
For at dette vækstinitiativ skal blive bæredygtigt, skal der
1. arbejdes med styring af både produktionen og kvaliteten. Vi har sat en koordinator på hvert produkt og en mindre, tredje ordre er afgivet: 100 skåle, 100 knapper og 30 huer. Kvinderne mente, at de kunne have produktionen færdig sidst i april. Det bliver spændende at se, om de kan holde den leveringstid. Om de kan få varerne ekspederet til Kathmandu og videre til Danmark. Det er eksperiment, der skal vise os, hvor der skal sættes ind med støtte og uddannelse. Desuden skal der
2. findes en eller to interesserede danskere, der har lyst til at bygge markedet i Danmark op. Det er ikke verdens største produktion, men der skal arbejdes målrettet med kundegrundlaget og salget herhjemme. Endelig skal der
3. arbejdes meget mere kreativt med produktudviklingen. Vi burde alliere os med en dansk designer eller designstuderende, som har lyst til at arbejde med designudvikling i et projekt som dette. Vi bør selvfølgelig tage udgangspunkt i lokale materialer og håndværkstraditioner og så designe produkter, der kan sælges i Danmark.
Vi er på vej, men der er godt nok langt igen.