Jordemoder Tine Ersahin har nu opholdt sig i Madi i knap to uger. Hun udgør det tredje ”hold” frivillige fra Jysk landsbyudvikling i Nepal, som skal støtte sundhedsklinikken, Ayodhyapuri Health Post, i at blive landets bedste sundhedsklinik – Ja, vel er det ambitiøst, men det er både Madi Kommunes og vores ambition. Så det skal vi nok komme i mål med.
Tine Ersahin synes allerede at være faldet rigtig godt til i Madi og på sundhedsklinikken. Hun har taget orlov fra sit job som jordemoder på Samsø for at arbejde to måneder som frivillig for Jysk landsbyudvikling i Nepal. Hun følger op på de to foregående holds arbejde med implementering af daglige rutiner omkring oprydning og rengøring. Personalet på sundhedsklinikken og jordemoderen fra Samsø har eksempelvis fordelt ansvaret for rengøringen af de enkelte lokaler og lavet tjeklister for rengøringen.
Hygiejne er selvfølgelig overordentligt vigtig på en sundhedsklinik, og for at blive en god sundhedsklinik, er det også væsentligt, at både personale og patienter oplever, at der er styr på det hele. Personalet er glade for vores frivilliges tilstedeværelse og de forslag til kvalitetsløft, de kommer med.
Indsatsen med sundhedsfremme udvikler sig i den rigtige retning
Også Susanne Rystok, sundhedskoordinator hos Jysk landsbyudvikling i Nepal, er positiv. Hun beretter følgende fra Nepal:
”Det er en fornøjelse at opleve, hvordan vores indsats i landsbyerne bakkes mere og mere op af Health Post. Under mit nylige ophold i Madi gennemførte vi en workshop i Jivanpur, hvor emnet var håndvask, tandbørstning, forebyggelse af diabetes og “kvindeting. Her deltog også en medarbejder fra Health Post.
Som koordinator af projektet er det en fornøjelse at opleve, at indsatsen udvikler sig i den rigtige retning – på trods af udfordringer og kulturforskelle”.
Strategi- og ledelsesudvikling er en udfordring
En velfungerende sundhedsklinik handler også om ledelse. Både daglig ledelse og overordnet ledelse. Strategi- og ledelsesudvikling bliver en af de meget store udfordringer i dette kompetenceudviklingsprojekt.
Men også på dette område synes der at være ønske om støtte og samarbejde, og vi oplever stadig større interesse for vores måde at arbejde med sundhedsfremme ude i landsbyerne. Mere kan vi næsten ikke ønske os.
Det ser ud til, at Tine Ersahin og Pratikchya Gautam, den nyudnævnte daglige leder af sundhedsklinikken, har overbevist kommunens sundhedsansvarlige om, at klinikken har brug for et mindre rådighedsbeløb til indkøb af batterier, håndsprit og lignende. Og de har nu afleveret en prioriteret liste over materialer, som klinikken løbende har brug for at indkøbe.
Tine Ersahin: ”Nu er jeg for alvor i gang”
Til slut en lille beretning om en fantastisk begivenhed. I fredags fik jordemoder Tine Ersahin lov til, for første gang at overvære en fødsel på sundhedsklinikken. Fødslen gik stærkt, fortæller hun, og det blev en skøn, lille, velskabt pige.
Denne overordentlig vigtige funktion på Ayodhyapuri Health Post kommer vi forhåbentlig til at høre mere om, når Tine Ersahin har medvirket ved et par fødsler mere.
”Så nu er jeg for alvor i gang!”, skriver jordemoder Tine Ersahin.