Skakturnering og “Blindebuk”. Strikke-workshop og liggende portrætmaling. En quiz for de kloge og inspirerende foredrag til dem, der gerne vil være endnu klogere. Den allerførste Madi Family Day bød på et hav af aktiviteter for både børn og voksne, og dagen blev en velbesøgt, sjov og lærerig succes.

Det er første gang, et event som Madi Family Day er arrangeret næsten udelukkende af nepalesiske kræfter. Rolf Bücking, der er frivillig og har været med til at udvikle konceptet for Family Day, roser sin samarbejdspartner i Nepal for arrangementet:

“Jeg har arrangeret events i over tyve år og har samarbejdet med rigtig mange mennesker, men jeg har kun sjældent mødt en så dygtig event director som Ramu Bhandari. Der er bare tjek på alt,” siger Rolf, der for to år siden selv var tovholder på forgængeren for Family Day, nemlig Madi Children’s Day 2017.

Aktiviteter for krop og hoved
Family Day blev skudt i gang med et 10 kilometers motionsløb for alle børn. Senere underholdte unge talenter med sang og dans på den store scene, og der var foredrag om flere af Jysk landsbyudvikling i Nepals projekter, fx biblioteket Madi Brain Power og et projekt, der skal levere bæredygtige toiletter til landsbyerne.

En gruppe lokale kvinder lærte flittigt fra sig på en strikke- og sytøjs-workshop. En anden gruppe fremviste farvestrålende blomster og kunstværker, de har fremstillet af plastik og andet affald. Og alle børn og unge fik rørt både krop og hoved med alt fra et godt spil skak til en dyst i længdespring.

Family Day fortsætter som en årligt tilbagevendende begivenhed i og omkring Jana Jiwan skolen i Madi. Dagen er finansieret med midler fra Viborg 24 Timers løb.

Se alle billederne fra den første Madi Family Day