For et år siden fejrede vi andelsforeningens 1 års fødselsdag med en stor fest. Jeg havde hørt om den fødselsdag flere gange i månederne op til mit andet besøg og havde besluttet, at Kantipur skulle have en fødselsdagsgave. Vi havde fået et solpanel fra Energi Midt i Silkeborg, og det kom med til Nepal som check-in bagage. En nepalesisk virksomhed leverede en ladestation og 60 lamper, som så kunne lades op med solenergi. Det var tanken, at børnene skulle tage familiens lampe med i skole og på vejen aflevere den til opladning hos DirBahadur, der sammen med Sambhu blev oplært i vedligeholdelse af lamperne og solenergianlægget. På vej hjem fra skole kunne de tage lampen med hjem og på den måde få mulighed for at lave lektier om aftenen efter solnedgang.
Lamperne viste sig ikke at kunne holde til børnenes hårdhændede håndtering. De vred så meget i flexslangen med de 4 små LED-pærer i enden, at der opstod en løs forbindelse i lampen.
I september købte jeg på DirBahadurs opfordring et stort antal reservedele til reparation. Jeg mente, at jeg havde gjort andelsforeningen klart, at lamperne og reparationen af dem var deres eget ansvar. Og at jeg ville trække udgiften til reservedelene fra det beløb, jeg alligevel skulle overføre til foreningens bankkonto. De havde fået en gave, som de måtte tage vare på. Misforståelse eller efterrationalisering? I hvert fald forlød det hjemme i Silkeborg, at Kantipur ikke ville have stumperne, og at de var blevet afleveret på vores ven Kamal’s kontor i Kathmandu.
Det syntes jeg, var en rigtig træls afslutning på et ellers godt projekt. Alle er jo glade for lamperne, hvor de fleste fortsat fungerer med den defekte forbindelse. Så jeg tilbød at betale stumperne, under forudsætning af, at de hentede stumperne hjem igen og fik lamperne repareret. Da Umesh og jeg kom til Kantipur, stod papkassen med stumperne stadig hos Siddhi Lal. Kantipur’erne kunne vist godt mærke, at jeg var ved at være sur. I hvert fald afhentede DirBahadur kort efter stumperne. Siddhi Lal sagde lidt senere med et skævt smil, at så kunne det jo vare længe inden, jeg betalte stumperne. Dertil kunne jeg kun svare, at det håbede jeg da ikke.
Jeg ville gerne have haft tid til at følge op på lampesagen, inden vi forlod Kantipur, men det nåede vi ikke. Jeg kan få Umesh til at spørge lidt til den, når han alligevel skal snakke med Siddhi Lal om andre ting. Vi har, så vidt jeg kan se, fået fat i den lange ende igen.
Vi har her et eksempel på, at selv om der er rimelig tæt og personlig kontakt mellem Siddhi Lal og mig, er der konstant brug for forventningsafstemning og opfølgning. Det var især denne sag om lamperne, der var årsag til, at jeg i julen besluttede at prøve at finde en tolk og rådgiver. Det er nødvendigt at have bedre føling med, hvad der rører sig under overfladen. Og det er nødvendigt at kunne drøfte mere komplekse emner og problemstillinger. Det er også vigtigt, at ikke al kommunikation behøver at gå gennem Siddhi Lal. Det har vist sig overordentligt godt at kunne snakke med Kantipur’erne om løst og fast. Og få mulighed for at høre dem om, hvordan de oplever udviklingen.
Umesh har med sit professionelle arbejde og sin dejlige måde at være på givet vores projekt et enestående løft. Alle uden undtagelse glæder sig til næste gang – det bliver lige efter Dashain. Jeg tager hjem med en rigtig god fornemmelse af ro, fornyet håb og masser af overskud.
