Af Charlie Ersahin, frivillig i Madi
Jeg har sammen med min kone valgt at arbejde som frivillig i ni uger for Jysk landsbyudvikling i Nepal. Min kone (jordemoder Tine Ersahin, red.) hjælper på det lokale sundhedscenter, og jeg bidrager på biblioteket på den lokale skole. Vi er her til først i januar 2020 og bor hos en sød lokal familie på vores alder. De har tre børn, som for længst er fløjet fra reden.
Efter længere tid i et andet land, lærer man mange kulturelle og religiøse detaljer, som man ikke kan læse sig til. Især ikke oplevelsesmæssigt, da det kræver sanselige oplevelser. Og det forudsætter, at man befinder sig fysisk i det pågældende sted.
Familien, vi bor hos, er troende hinduer ligesom hovedparten i dette område, og ægteparret har fundet hinanden i Indien for mange år siden, mens manden var i det indiske militær. At Indien og Nepal på det økonomiske og religiøse, kulturelle og sproglige er tæt tilknyttede hinanden kom ikke som en overraskelse for mig, men at de millitærmæssigt kan gøre tjenester hos hinanden var mig en overraskelse.
Noget andet, som har gjort indtryk på mig, er at se religionens markante spor i det daglige. Eksempelvis da jeg tilfældigt ser min kones unge tolk køre sin hånd op og ned mellem panden og hjertet 3-4 gange i træk. Jeg bemærker det igen et andet sted på gaden, ligesom jeg på et andet tidspunkt ser tolken gøre det igen. Tolken forklarer mig, at det gøres, hvis man uønsket kommer til at sparke en anden på foden/benet.
Min kollega Menuka har fået ny scooter
Menuka Gayak er bibliotekar her på det lokale bibliotek i Kharkatta. Hun er 24 år og har et barn på 4 år. Hendes mand er farmaceut og driver et apotek i Kharkatta. Seks dage om ugen tager Menuka sin scooter og kører de 20-25 minutter til arbejde her i landsbyen. Med bussen tager det meget længere tid. Mens jeg skriver denne beretning, hvisker hun mig stolt i øret, at hun i dag kom helt op på 40 km/t! Hendes scooter kan snildt køre mere end det dobbelte.
Menukas stolte udmelding, skal ses i lyset af, at hun først har lært at køre scooter, efter at hun blev ansat her på biblioteket. Det var nødvendigt. Med bussen brugte hun den dobbelte tid, og det var både mindre komfortabelt og mindre fleksibelt. Så hun investerede i en ældre scooter, som hun brugte til at få lidt erfaring med at køre.
Den gamle scooter er nu skiftet ud med en ny. Den gamle gav for mange reparationsproblemer, og den var ikke stærk nok til at køre igennem de mange floder, hun skal krydse. I mange af floderne er vanddybden 20-30 cm.
Læs mere om Jysk landsbyudvikling i Nepals projekt Madi Brain Power
Infrastrukturen er en udfordring
Vejene er usammenlignelige med vejene i Danmark. Der er ingen asfalt vej mellem Menukas hjemby og Kharkatta. Det er en grusvej, men heller ikke grusvejene kan sammenlignes med de danske grusveje.
Vejene er ikke planeret med stabilt grus og er fulde af store huller. Jeg tror dog, at der også her er en god forklaring. For det regner voldsomt, når det regner her. Og efter regntiden bliver vejene hullede, fordi regnen skyller de mindste grussten væk og efterlader dem i kuglestøder Joachim B. Olsen-size sten, håndboldspiller Joachim Boldsen-size sten eller værst i fodboldspiller Nicklas Bendtner-size sten.
Ud over at servicere biblioteket i Kharkatta, kører Menuka hver anden uge ud til skolerne i Ayodhyapuri og Kantipur. De ligger i 5-8 km afstand fra Kharkatta, og vejene dertil er endnu ringere end før beskrevne vej fra Menukas hjem til arbejde.
Menukas bog-scooter besøger landsbyerne
De to mindre landsbyskoler bliver serviceret i god gammeldags “bogbus-stil”, som vi kender det fra danske landsbyer, hvor bogbussen kommer på besøg i et par timer om ugen.
Menukas bogbus er hendes scooter – bog-scooteren – og en taske fyldt med udvalgte bøger til såvel lærere og elever. Det kan være vanskeligt for Menuka at holde balancen og styre sin scooter på de ujævne veje. Og så gælder det om ikke at gå i stå midt i flodløbet. Én ting er at få våde fødder, men en anden ting er at tabe bøgerne i vandet…
Tja… det er en udfordring, Menuka kommer ud for ugentlig. Men alle ved, at øvelse gør mester. Når jeg er med, overlader jeg styringen til Menuka. De sidste par gange er det gået rimelig balanceret. Forbedring kan ske for os alle – i alle henseender :-)
Menuka med sin nye scooter. Foto: Charlie Ersahin
Der er svært at forestille sig forholdene i Madi hjemmefra
Kantipur Skole er for børn op til 3. klassetrin. Der er 60 elever og syv lærere. Lærerværelse og administrationskontor er i det samme lokale. Biblioteket i Kharkatta ligger på Jana Jewan Skolen, som har omkring 600 elever. Den går op til 12. klassetrin, som svarer til gymnasiet.
Jeg havde på forhånd gjort op med tanken om at skulle revolutionere nogle ting hernede, for jeg kendte ikke nok til forholdene. Jeg kan nikke genkendende til de informationer, jeg fik af Trille (koordinator i Jysk landsbyudvikling i Nepal, red.) på forhånd, men uanset, hvor meget man bliver sat ind i forholdene hjemmefra, så vil det kun være ord mod faktiske forhold og oplevelser. Først når man er fremme, får man et realistisk billede af, hvad man kan bidrage med.
Jeg havde således gjort mig nogle tanker om at gøre biblioteket mere folkeligt. Som vi kender det fra Danmark – at øge brugernes interesse for biblioteket. I Danmark kan man få udstedt et lånekort, og så kan man ellers få glæde af de ting, som et bibliotek kan tilbyde.
Tradition for fortælling og sang fremfor læsning
I Nepal er der ikke samme læsetraditioner som hjemme. I nogle hjem skal der nok være børn, der får læst godnathistorier, men herude i Kharkatta har jeg endnu ikke mødt familier, som håndhæver den tradition.
I stedet bliver der fortalt, sunget og danset. Det er der bestemt intet dårligt i. For sådan har det været i tidligere generationer, og det vil sikkert også være sådan i flere generationer fremover.
I Nepal er analfabetisme på næsten 50%. Det siges, at den nuværende regering har sat alle kræfter ind for at komme dette problem til livs. Måske er det derfor, at vejene ikke bliver vedligeholdt eller udbygget… Set i det lys har jeg forståelse for, at Menuka må finde sig i de dårlige veje og regeringens prioritering.
Jeg bruger mine IT-kompetencer som frivillig
IT tager over i flere og flere funktionsområder, ligesom det er sket i mange andre lande. Her er behov for efteruddannelse af brugerne, som ikke kan følge med i denne hurtige udvikling.
Dette område er et af de steder, hvor mine kompetencer virkelig er kommet i brug. En del af IT-udstyret på biblioteket var sat til side som følge af ”virker ikke” diagnosen. Det skulle dog vise sig, at flere af diagnoserne ikke holdt stik.
Jeg besluttede mig for at få afklaret hvilke produkter, der kunne bruges, og jeg fik ryddet op. En laserprinter og 3 bærbare computere blev atter gjort funktionsdygtige. Mine ”healende” kompetencer rygtedes hurtigt, så skolen bad mig om at se på deres printer, ligesom det lokale health post havde problemer med deres PC og printer, som de ønskede løst. Faktisk skyldtes de fleste problemer manglende vedligeholdelse af udstyret.
Det er nu blevet en af bibliotekets serviceydelser at tilbyde introkurser i IT, således at så mange personer som muligt kan blive dygtiggjort og forhåbentligt give den nyerhvervede viden videre til andre. Tilbuddet er for de ældste elever fra 11. og 12. klasse. De kommer motiverede til kurserne 2-3 gange om ugen. Selv lærerne og administrativ personale beder om et tilsvarende tilbud til dem. Det må vi se på, når der bliver tid til det. I første omgang handler det om at gøre vores bibliotekar så IT-kyndig som mulig.
Læs om muligheden for at arbejde som frivillig i Madi
Biblioteket har fået elektronisk udlånsregister
Jeg opdagede ved en tilfældighed, at låneprocessen blev registreret manuelt. Der var over 10 katalog registre, fordelt på diverse lånekriterier: De ældste klasser, medlemmer, ikke medlemmer, offentlige lånere, skolemedarbejdere, lærere osv.. Jeg tænkte, at en digital registrering alt andet lige måtte kunne give et bedre overblik og være mere fleksibelt at registrere i.
Kort sagt, så har jeg i samarbejde med Menuka fået lavet et elektronisk udlånsregister i Word. Det krævede at få lavet en tabel med de nødvendige låner informationer og bog informationer. Endelig skulle der to kolonner mere til, udlånsdato og indleveringsdato. En kolonne var dog nøgle information, nemlig lånernummer. For de, som allerede var medlemmer, var det nemt, for de havde et lånernummer allerede, og for de øvrige elever var det også nemt, da alle elever bliver tildelt et elevnummer, når man bliver indskrevet. Tilbage var der øvrige lånere som lærere, andre medarbejdere og andre lånere. Disse blev registreret med navn og tilføjet lånernummer så snart, de blev medlemmer.
Endelig har jeg en ide om at få holdt en filmaften, hvor jeg vil vise en Olsen Banden film, så folk kan få en smagsprøve på dansk humor og, hvad man ellers vil kunne få ud af billeder og lyd. Jeg glæder mig rigtig meget til den event og håber at mange vil tage imod tilbuddet.
Risalamande og pakkeleg i Madi
Ellers nærmer julen sig her, skønt det kun er på kalenderen, man ser det. For i bybilledet er der intet, der indikerer, at det snart er juleaften.
Min kone, der er mere til jul end jeg, har allerede en lille plan klar med hensyn til at fejre jul i Nepal. Vi skal nemlig have risalamande og lege pakkeleg!
Mon ikke hinduguderne Shiva, Krishna og alle de andre hinduguder samt Jesus, Mohammed, Buddha og Moses, for ikke at glemme de nordiske guder som Thor og Odin, vil kigge på vores julefejring med et skævt smil og undre sig over, hvad vi dog har gang i ?!! :-)
