Har du mod på nye udfordringer? Har du en teknisk baggrund som ingeniør, konstruktør eller lignende? Og har du lyst til at bruge dine kompetencer som frivillig i forbindelse med etableringen af et nyt drikkevandssystem i det sydlige Nepal?

Arbejdet består i at være tilsynsførende på konstruktionen af vandtårnet og ledningsnettet samt ventilkamre og vandposter.

Du kan som frivillig forvente at skulle varetage forskellige opgaver som kvalitetssikring af konstruktionstegninger, konstruktioner og rørlægning, optimering af tidsplaner og vurdering af materialer fra leverandører m.m. Du vil arbejde tæt sammen med drifts- og vedligeholdelsesteknikere fra Nepal, som får konstruktionstræning og forståelse ved at udføre arbejdet, og du vil skulle instruere dem i at dokumentere arbejde, udført af entreprenøren.

Hovedformålet som frivillig er at få dansk kvalitet og erfaringer implementeret i projektet. Har du et par års erfaring og kompetencer indenfor projektledelse er det et plus, ligesom viden om byggematerialer er en fordel. Du skal kunne begå dig på engelsk både skriftligt og mundtligt.

Du bor hos en lokal familie og kommer helt tæt på livet i en landsby i Nepal, hvilket giver enestående muligheder for at få indsigt i den nepalesiske kultur. Længden af dit ophold i landsbyerne kan variere fra fire til seks uger, afhængig af aftale.

Få indflydelse på Nepals bedste drikkevandsprojekt
Water2Nepal er et udviklingsprojekt, som når det er færdigt, vil kunne levere rent vand til 4000 landsbyboere i tre landsbyer i Madi. Projektet inkluderer opførelse af et vandtårn, etablering af et 16 km ledningsnet, installering af ventiler, solenergi, pumper m.m. Projektet har også til formål at teste ny teknologi, som skal medføre en bæredygtig drift af systemet i fremtiden.

Flere danske virksomheder samarbejder om levering af nyeste teknologi, knowhow og bedste kvalitet af komponenter til projektet. Den nye vandforsyning skal efter anlægsfasen drives af Madi Kommune og lokale kræfter under supervision af Oxfam i Nepal.

Jysk landsbyudvikling i Nepal står bag projektet, i samarbejde Grundfos Fonden, AVK Danmark A/S, Kamstrup A/S, Envidan A/S, Oxfam Nepal, Madi Kommune og Jysk landsbyudvikling i Nepals partnerorganisation MIISDP i Madi.

Er du interesseret i at høre mere om drikkevandsprojektet, herunder transport, indkvartering og økonomiske forhold, så er du meget velkommen til at kontakte os på info@kantipur.dk.

På vores Facebookside kan du se billeder og læse historier fra tidligere frivillige i landsbyerne.