En godhjertet pengegave fra Norge blev på få dage forvandlet til et meningsfuldt og konkret støtteprojekt i landsbyerne
”Har I et godt forslag til, hvad vores pengegave kan gå til?”
Det spørgsmål blev vores frivillige, Lone Petersen, Dorrit Sidenius og Ronisha Shrestha stillet, da de for halvanden uge siden tilfældigt falder i snak med fire unge norske medicinstuderende i Bharatpur, i forbindelse med et stop på vej til Madi.
En af de kvindelige studerende, Ingvild Grøsle, fortæller, at hun har medbragt en pengegave fra familie og venner i Norge, som hun ønsker at donere til et meningsfuldt projekt eller til trængte familier i Nepal. Nordmændene spørger flere gange om gode idéer til, hvordan de kan bruge pengegaven bedst. De tre danske frivillige lover at vende tilbage, når de har snakket med landsbyboerne i Madi.
Da Ingvild Grøsle hører om landsbyboernes ønske om scholarships, var hun omgående overbevist. Hendes tre medstuderende begyndte straks at spidse ører, og over natten skillingede de fire norske venner sammen til i alt 27 scholarships. Familier, venner og bekendte i Norge støttede straks op om projektet.
De fire studerende er i øjeblikket, som en del af deres medicinstudie på SDU i Odense, på studieophold på Universitetshospitalet i Bharatpur i Nepal.
Stor påskønnelse fra både borgmester, viceborgmester og skoledirektør
De 27 scholarships blev overrakt ved en reception på Ayodhyapuri Skole i lørdags, hvor de udvalgte, trængende familier var inviteret. En udvælgelse, som var foretaget af skolens lærere og ledelse.
Lærere havde forud for receptionen bestilt skrædderen til at komme og tage mål til 27 skoleuniformer og været i byen for at købe skoletasker, blyanter, notesbøger, stof til uniformerne, skolebøger, vaskepulver, sæbe, tandbørster og tandpasta.
Hjælp til uddannelsesstøtte har længe været et ønske fra Madi Kommunes side til Jysk landsbyudvikling i Nepal. Så der var stor påskønnelse fra borgmesteren, viceborgmesteren og skoledirektøren, også til Jysk landsbyudvikling i Nepal, i forbindelse med overrækkelsen af den norske gave.
Jysk landsbyudvikling i Nepals opgave bestod, i den aktuelle situation, primært i at etablere kontakten til de rigtige folk i landsbyerne, udarbejde budget i samarbejde med Ayodhyapuri Skole og koordinere selve overrækkelsen af gavebeløbet.
Er du interesseret i at rejse ud som frivillig, så læs om mulighederne her
Behov for økonomisk støtte til betaling af skolepenge
I Nepal betaler forældre skolepenge for deres børns skolegang. Det varierer, hvor mange familier på Ayodhyapuri Skole, der har behov for økonomisk hjælp for at kunne sende deres børn i skole.
Ifølge Soma Panta, som underviser på skolen, er det ikke unormalt, at halvdelen af forældrene til skolens ca. 163 elever har svært ved at betale skolepengene.
”Tre-fire medarbejdere, ud af skolens 10 ansatte, bruger hvert år rigtig mange timer på at finde donorer til børnene. De benytter deres netværk i lokalområdet til at skaffe midler. Det er et kæmpe arbejde. Fattige børn får måske en brugt skoleuniform, som en lærer har fået foræret”, fortæller Soma Panta, og tilføjer:
“Skolebestyrelsen, lærerne og mere velstående forældre forsøger også at finde penge til, at de mindste børn kan få et måltid mad i løbet af skoledagen”.
Foto: Norske Ingvild Grøsle overrækker et af de 27 scholarships til en reception på Ayodhyapuri Skole, lørdag den 30. november 2021