Et nyt to-årigt projekt, med fokus på diabetes og forhøjet blodtryk, skal opkvalificere de lokale Female Community Health Volunteers’ kompetencer indenfor livsstilssygdomme. 

Det bliver efterårets frivillige sundhedshold, bestående af sygeplejerskerne Sofie Lindholt Dal og Katrine Schmidt, som søsætter foreningens nye projekt i Madi. Da projektet skal omstilles til en nepalesisk kontekst vil Sofie og Katrine facilitere flere workshops med de lokale samarbejdspartnere, så projektet skræddersys til kulturen og religionen.

Derudover skal de danske frivillige arbejde med screeninger af befolkningen i ward 7, 8 og 9 og holde oplæg for lokalbefolkningen om KRAMS-faktorer (Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress).

Female Community Health Volunteers, til dagligt kaldet ‘De blå damer’, er Nepals ‘frontlinje’, det primære sundhedsvæsen, og en af Nepals helt store og gode historier. De blev introduceret tilbage i 1988, hvor deres primære fokus var graviditet, pædiatri og børnesundhed, hvilket op gennem 90’erne viste sig at have en meget positiv indflydelse på børnedødeligheden.

Kristian Rystok Bisgaard: Projektet skal stå sin prøve
I spidsen for projektet står sygeplejerske Kristian Rystok Bisgaard, der af flere omgange selv har arbejdet som frivillig i landsbyerne gennem ‘Jysk landsbyudvikling i Nepal’. Efter næsten 1,5 års arbejde glæder Kristian sig til, at projektet nu for alvor går i gang.

“Det er jo nu, projektet skal stå sin prøve. Det er både med en smule frygt men også spænding, at Katrine og Sofie rejser til Nepal for at eksekvere det stykke arbejde, vi i fællesskab har arbejdet på”, siger han, og tilføjer:

“Jeg tror på, at det bliver en succes – og helt sikkert et meget spændende projekt og arbejde vi kommer til at beskæftige os med de næste to år”.

Ifølge projektlederen er her tale om et projekt, der kandiderer til at kunne præge de fremtidige sundhedsprojekter i Madi.

Overvejer du at rejse ud som frivillig i Sundhedsprojektet?
Se video med Kristian Rystok Bisgaard og hør ham fortælle om sine oplevelser som frivillig i Nepal

Foto: (fra venstre): Kristian Rystok Bisgaard, Katrine Schmidt og Sofie Lindholt Dal.