Projektleder og idémager bag Madi Girl Power er 25-årige Ronisha Shrestha, som er født og opvokset i Nepal. I øjeblikket er hun bosat i Danmark og har for nylig bestået sin kandidatuddannelse i kultur, kommunikation og globalisering fra Aalborg Universitet med speciale i ‘organisation og ledelse’.

Ronisha brænder for at motivere og selvstændiggøre unge, nepalesiske kvinder i forhold til deres karrierevalg, og ifølge hende bør kvinder og mænd have samme muligheder og rettigheder, med respekt for begge køn. I dag forskelsbehandles drenge og piger i Nepal, fortæller Ronisha, og uddyber:

“Som en del af min uddannelse kom jeg rundt til mange landdistrikter i Nepal. Her oplevede jeg, hvordan patriarkalske strukturer udøves og påvirker kvinderne. Jeg indså, at ikke alle er lige så heldige som mig. Mine forældre har opdraget mig på en måde, så jeg selv har kunne vælge mit liv og min karriere”, siger hun, og tilføjer:

“Med de samfundsmæssige begrænsninger, der er gældende i store dele af Nepal, er mange nepalesiske kvinder nødt til at gå på kompromis med uddannelse og karriere”.

Læs om projektet Madi Girl Power

De lokale kvinder er positive og begejstrede for Madi Girl Power
Med sin erfaring fra sit NGO-arbejde i såvel Nepal som Danmark besidder Ronisha en international og bred faglig indsigt i socialt arbejde.

Hun var både spændt og en smule nervøs for at præsentere Madi Girl Power projektet for landsbyboerne i Madi.

“Projektet vil uddanne de unger piger til stærke, uafhængige kvinder, hvilket unægtelig vil påvirke  den nuværende samfundsmæssige dynamik. Jeg var derfor bekymret for, hvordan de lokale, især kvinderne, ville reagere, men til min store glæde var og er de meget positive og begejstrede. De fortalte endda, at det var noget, de har ledt efter og har meget brug for”, fortæller Ronisha.

I fritiden nyder Ronisha at læse, lave mad, rejse og fotografere.

Følg med på Facebook og bliv opdateret med nyheder om Madi Girl Power