Madi Kommune er ligesom resten af Nepal hårdt ramt af den anden COVID-19 bølge, og situationen er kritisk. En nyproduceret video ‘COVID-19: Generelle råd om smitteforebyggelse’ samt økonomisk støtte til indkøb af iltforsyning til karantæneafsnit på kommunens hospital skal hjælpe landsbyboerne igennem krisen

“Lone Ji, at this time our situation is very critical and out of control”.

Sådan lød ordene fra Madi Kommunes sundhedskoordinator Shiva Subedi i en besked til Lone Petersen, formand i Jysk landsbyudvikling i Nepal, for en uge siden. Der er indført udgangsforbud i Madi, og kommunen har lukket for al trafik ind og ud af Madi.

Shiva Subedi efterlyste vidensdeling fra Danmark, i håbet om at kunne nedbringe smitten og få corona-situationen under kontrol. En oplysningskampagne med ‘Generelle råd om smitteforebyggelse’ er allerede igangsat i Madi.

Bestyrelsen i Jysk landsbyudvikling i Nepal har desuden besluttet at komme landsbyboerne til undsætning med en økonomisk håndsrækning. Midlerne i foreningen er normalt øremærket udviklingsarbejde, men i denne ekstraordinære situation har vi valgt at reservere kr. 10.000 af foreningens projektmidler til COVID-19 nødhjælp.

En medlemsindsamling er derudover igangsat blandt medlemmerne af Jysk landsbyudvikling i Nepal.

Madi ønsker vidensdeling om smitteforebyggelse
Anne-Marie Koch Jørgensen, sundhedsfaglig leder og sygeplejerske hos Aalborg Sundhedscenter samt frivillig i Jysk landsbyudvikling i Nepal, har i samarbejde med sin arbejdsplads, produceret en oplysningsvideo med ‘Generelle råd til at forebygge smittespredning’.

Den lokale radio- og tv-station, Swadesh FM, vil i den kommende tid formidle budskabet til lyttere og seere i Madi Kommune. Ligeledes bliver videoen delt på sociale medier af vores partnerorganisation, Swadesh FM og andre lokale interessenter.

 

Indsamling og økonomisk støtte
Jysk landsbyudvikling i Nepal støtter økonomisk til indkøb af iltflasker og iltkoncentratorer til kommunens ambulance og det netop åbnede karantæneafsnit på kommunens hospital.

Udgiften beløber sig til i alt kr. 30.000, hvoraf de kr. 10.000 finansieres af foreningens projektmidler og kr. 20.000 finansieres gennem støtte fra foreningens medlemmer (der ikke om tale  en offentlig indsamling, men derimod en medlemsindsamling).

Kommunens embedsmænd har doneret op til en månedsløn til realisering af kommunens strategi for bekæmpelse af COVID-19.

APPEL om AKUT humanitær støtte til Nepal

På initiativ af en række forskere og organisationer med tilknytning til Nepal, herunder Jysk landsbyudvikling i Nepal, er der den 18. maj 2021 sendt en appel til udenrigsministeren, udviklingsministeren og en række politiske udviklingsordførere om, at der ydes akut hjælp til det hårdt ramte land.