Kære alle frivillige, medlemmer af Jysk landsbyudvikling i Nepal, kolleger, naboer, familie, Fortuna-koret og andre venner.
Mange, mange, mange tak for jeres lykønskninger i dag og jeres opmærksomhed i går, da der skulle stemmes. Jeg kan se på de hundredvis af kommentarer og ‘share’s på Facebook, sms’er og mails, at virkelig, virkelig mange af jer har bakket op om vores Nepal projekt her i finalen til Årets Østjyde 2013.
Det er bare stort at blive Årets Østjyde. Jeg håber, vi forstår at smede, mens jernet er varmt … og at vi kan holde jernet varmt rigtig længe :-)
Også tak til Marie Worm, Christian Kolthoff, Poul Frits Nielsen, Anette Nymann, Liva Nitschke, Nirmala Thapa, Asmus Jensen og Camilla Larsen, der var med i studiet og med til at gøre aftenen til en uforglemmelig oplevelse.
En særlig tak til vores webmaster Lisbeth Scharling fra Webwoman Kommunikation, der hele december har optimeret indlæggene her på hjemmesiden, og som i går eftermiddags overtog al kommunikation til jer om afstemningen og uploadede de første flotte billeder, få sekunder efter kåringen. Tak, Lisbeth.