Namuna Dalit Utthan Kantipur

Efter mange mails mellem Danmark og Nepal, efter mange Skype møder og efter mange bekymring og frustrationer er Kantipur Health Camp 2011 omsider skudt igang.
Vi (Britta og Gitte, begge fra Vejle) ankom til Kathmandu for et par dage siden. Vi blev hentet i lufthavnen af Kamal, Lone og vores unge nepalesiske sygeplejerske, Arati Poudel. Sammen med Arati har vi gennemgået medicinbeholdningen, sygeplejeartiklerne, og undervejs har vi snakket om projektets formål og indhold. Vi har klaret de sidste indkøb i går og om et øjeblik drager vi tre sygeplejersker sammen med skolegruppen, Umesh og Lone til Kantipur.
Vi har fået en fantastisk samarbejdspartner i Arati, og vi glæder os meget til det forestående arbejde og til, at Anette Mønster (praktiserende læge i Silkeborg) 24.oktober slutter sig til os.
Vores første opgave vil være, at vi får taget taget kontakt til den lokale sundhedsmyndighed. Vi skal åbenbart – og selvfølgelig – have tilladelse til at lave sundhedsarbejde og vi skal undersøge mulighederne for samarbejde. Derefter skal vi de første par uger lave opsøgende sundhedsarbejde i de tre landsbyer, vi forventer at screene alle børn under fem år, vi vil tilbyde alle gravide kvinder en konsultation, og vi vil tage imod syge, der har brug for råd eller hjælp.
Mens Anette er i Kantipur er det vores plan at afvikle en række workshops om ernæring, hygiejne, anatomi, gravidet/fødsel/spædbørnspleje og familieplanlægning.
Det er endvidere vores mål at få undersøgt behovet og mulighederne for mere vedvarende sundhedsarbejde i de tre landsbyer. Måske lykkes det os at få grundlagt en lille sundhedsklinik i området..

14 dage er gået siden ankomsten til Nepal 24. september. Der er sket meget – og ind i mellem for lidt. Mange små og større ting at forberede, en del træden vande. Især de sidste dage, hvor den største af alle højtider, Dashain, er på sit højeste.
I morgen tidlig rejser vi til Kantipur, tre kvinder til sundhedsprojektet, fire mænd og kvinder til skoleprojektet, Umesh og jeg. I Narayanghat skal vi samle Anne og Mia op. De kommer fra Chitwan National Park og skal også arbejde i skoleprojektet. Om 14 dage ankommer vores læge i sundhedsprojektet til Nepal.
Det er netop for et øjeblik siden afgjort, at vi kører med busser, som vi plejer – i stedet for at leje en jeep med chauffør, hvilket kunne have flere fordele, når vi er så mange og har så meget udstyr at fragte. Med den beslutning får en tur med rigtig mange udfordringer og oplevelser, til gengæld bliver rejsen mindre komfortabel. Det passer i virkeligheden de fleste af os rigtig godt, ikke mindst nu, hvor det ser ud til at alle – især alle maver – er raske.

Der er købt 18 kg uld til kvindernes produktion af huer og benvarmere, og vi har desuden ordrer med på knapper og skåle. Vi har fået trykt 1200 kladdehæfter til skoleprojektet. Vi har fået købt sygeplejeudstyr og medicin til sundhedsprojektet. Jeg har desværre måttet afskedige vores nepalesiske sygeplejerske og ansætte en anden. Det har trukket tænder, men der var ikke andet at gøre.

En af de allerførste dage havde jeg møde med ambassadør Morten Jespersen. Ambassadøren fik en status på vores projekt, og jeg fik en række rigtig gode råd med på vejen. Vi drøftede også Nepal rejsen 2012 og fik i den forbindelse aftalen på plads om besøg på ambassaden 14.2.2012, hvor vi skal høre om dansk udviklingsbistand. Morten Jespersen er en af hovedmændene bag Danmarks nye strategi for udviklingsarbejde.

Og som noget af det allervigtigste: Vi har fået taget godt hul på arbejdet med drikkevandsprojektet, som skal være klart til kontraktunderskrivning allerførst i november. Vi har diverse illustrationsmateriale med os, så vi kan vise landsbyboerne, hvordan vandværkerne komme til at fungere. Og der er truffet aftale om, at vi om en uges tid vil få besøg af den ingeniør fra distriktet, som har lavet forundersøgelserne. Vi har sørme også en Grundfos dvd med, som fortæller om lignende projekter i Kirgisistan og Kenya. Både videoen og computeren, som vi skal bruge til at vise videoen på, bliver uden tvivl noget af en sensation.

Vi er alle forventningsfulde og spændte på at komme afsted og i gang med arbejdet. I dag skal de sidste indkøb klares, vi skal have pakket, og vi skal have sagt farvel til vores kære derhjemme.
Det er jo ikke fordi, det er en farlig ekspedition, vi skal ud på. Men de fleste af os vil jo være udenfor rækkevidde i pænt lang tid – syv uger for de, der skal arbejde i skoleprojektet og fem uger for sundhedsprojektets vedkommende. Desuden vil de fleste af os skulle igennem en eller anden slags kulturchok i løbet af de næste dage. Umesh og jeg kommer tilbage til Kathmandu omkring 18. oktober.

Billedet er taget en tidlig morgen for et par dage siden. Vi gik hjemmefra før solopgang og fik den fantastisk oplevelse af storbyens opvågnen. Der er mange indtryk og mange gode billeder fra de sidste par uger. Kig lidt i vores fælles fotoalbum (på vej).

I dag har ‘Jysk landsbyudvikling i Nepal’ taget afsked med det næste hold frivillige, der skal arbejde i de tre landsbyer – Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti, i Madi, Chitwan. Det er det femte hold, vi sender ud for at undervise børn og lærere i engelsk.

I løbet af september rejser seks personer afsted fra Danmark. De fleste starter med at tage på trekking, enten mod nordøst til Everest Base Camp eller mod vest i Annapurna området. Lørdag 8. oktober drager vi så alle, ti danskere og to nepalesere, i samlet flok videre til de tre landsbyer i det sydlige Nepal: De seks, der skal arbejde i skoleprojektet …. fire, der skal arbejde i sundhedsprojektet … Umesh, vores tolk, sproglærer og rådgiver og så mig, Lone.

I dag fik vi ordnet de sidste forberedelser, og vi fik hilst på hinandens familier. Vi så billeder fra landsbyerne og hørte om landsbyudviklingsprojektet. Herboende butanere kokkererede og serverede en forrygende Dal Bhat til os, og vi fik taget afsted med hinanden.

‘Vi ses i Kathmandu’ ku’ vi med et stort smil sige til hinanden.

Søndag 3. juli så en ny almenvelgørende forening ‘Jysk landsbyudvikling i Nepal’ dagens lys i Silkeborg.

15 mennesker havde afsat det meste af en sommersøndag eftermiddag til at bakke landsbyudviklingsprojektet op. Til at diskutere, hvordan man organiserer en forening, så flest mulige får adgang til udviklingsarbejdet. Og til at tygge vedtægter, formålsparagraf og stiftelsesdokument igennem.

Du kan læse foreningens vedtægter, se stiftelsesdokumentet, læse referatet fra den stiftende generalforsamling og få et overblik over årets projekter.

Alle, der støtter foreningens idé og formål, kan blive medlem af ‘Jysk landsbyudvikling i Nepal’.

Du kan melde dig ind i foreningen ved at sende en mail til info@kantipur.dk med oplysning om navn, adresse, email og telefon. Kontingentet er 150 kr. i 2011.

På vegne af Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti landsbyerne i Madi provinsen i Chitwan, Nepal, har jeg i dag modtaget den fantastisk glædelige nyhed, at Poul Due Jensen’s Fond har bevilget 1,2 mill. DKK til etableringen af drikkevandsforsyning i de tre landsbyer.

Bevillingen vil sikre rent drikkevand til 1400 mennesker. Rent drikkevand er en forudsætning for det gode sundhedsarbejde. Bedre sundhed er den lige vej til øget livskvalitet og til oplevelsen af, at det for alvor går i den rigtige retning. Og med troen på fremtiden er bæredygtig udvikling startet.

Vi er overordentlig taknemmelige for den velvilje og interesse, vi har mødt hos Grundfos, og vi er dybt beærede over den tillid, der vises vores unge landsbyudviklingsprojekt. Bevillingen vil ganske givet løfte udviklingsprojektet så højt, at nye horisonter og muligheder toner frem.

Vi vil gøre vores yderste for, at de to vandværker må blive landsbyernes store stolthed og for, at de må blive løftestang for udviklingen i den fattige og tilbagestående Madi provins.

På Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti’s … på alle de frivillige udviklingsarbejderes …. på alle danske og nepalesiske støtter og venners vegne … på alt godt dansk græsrodsarbejdes vegne …
siger jeg Grundfos mange, mange tak.

Lone Petersen
Silkeborg, onsdag 16. juni 2011

Foto: Janus Flagstad

I efteråret 2011 tager vi fat på sundheden og det sundhedsfremmende arbejde. Vi har spurgt kvinderne i Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti landsbyer til råds, og de har ønsket, at vi sætter fokus på graviditet, fødsel, spædbørns- og småbørnspleje. Dette fokus er rigtig godt valgt, ikke mindst fordi spædbørnsdødeligheden er høj  i Nepal. 40 ud af 1000 spædbørn dør inden det fyldte 1. år (Verdensbanken, april 2012). Det er 12 gange så mange som i Danmark.

To danske og en nepalesisk sygeplejerske, en dansk fysioterapeut samt en dansk læge starter i oktober og november et fremsynet sundhedsprojekt. Det er målet med dette års kampagne at forberede fundamentet til en kommende sundhedsklinik for de tre landsbyer, at øge kvindernes viden om kroppens funktioner, ernæring og hygiejne, at vejlede om mulighederne for at undgå fødselskomplikationer og spædbørnsdød samt at afdække de 0-5 åriges sundheds- og ernæringstilstand.

Du kan læse mere om sundhedsprojektet i projektbeskrivelsen.
På billedet ser du fra venstre: Fysioterapeut Marie Olsen (Herlev Sygehus) – også i skoleprojektet, Britta Fuhlendorff (Sundhedsfaglig Højskole i Århus), Lone Petersen (mig), praktiserende læge Anette Mønster (Lægerne i Skolegade, Silkeborg) og sundhedsplejerske Gitte Thorup (Hedensted Kommune)

I denne uge er det faldet på plads, hvem der skal deltage i dette efterårs skoleprojekt. Seks danskere i alderen 24-60 år rejser i løbet af september til Nepal. Fra 8. oktober til 26. november underviser de børn og lærere på tre landsbyskoler i engelsk.

Paul og Marie kommer fra København og er henholdsvis historiestuderende og fysioterapeut. Mia og Anne læser psykologi på Århus Universitet. Ellen er gymnasielærer, og Karl er pensioneret folkeskolelærer, bosiddende i Hadsten.
Foruden den daglige undervisning har de seks påtaget sig ‘fritidsarbejde’. Paul og Marie skal arbejde videre med en registrering af andelsforeningens medlemmer, Mia og Anne skal styre produktionen, og Ellen og Karl skal koordinere skoleprojektet og tilrettelægge ‘teacher training’en.

Den anden produktion er kommet til Silkeborg i denne uge.

106 skåle, 140 støtteknapper, 29 huer og 2 børneskamler, produceret af 40 kvinder og 2 mænd. Kantipurs omsætning er steget 20% i forhold til den første produktion, der er flere mennesker i gang med produktionen, og kvaliteten er blevet  bedre. Det er gået rigtig meget den rigtige vej !!

Anette og Casper satte denne anden produktion i gang i januar og styrede den helt frem til forsendelsen. Fornemt arbejde. Det ses ikke mindst på kvaliteten, der er højnet ganske betydeligt. Men også på kreativiteten. Der er adskillige forslag til nye produkter og justering af eksisterende produkter. Anette er dygtig til håndarbejde. Det er tydeligt, at kvinderne lytter til vores udmeldinger om design, kvalitet og finish. De  forsøger at følge vores anvisninger. Vores kvalitetsvurdering og prissætningen er meget vigtige  værktøjer i kvalitetsudviklingen.

Hele produktionen forventes – også denne gang – at være afsat på forhånd. Vores trofaste forhandler, T.I.N.G i Tværgade i Silkeborg, aftager ca. 25% af produktionen. Fra lørdag 19.3.2011 kan du købe de nye skåle og støtteknapper fra Kantipur i T.I.N.G.
På Museum Østjylland i Randers og Grenå kan du købe både huer, knapper og skåle. Resten af produktionen sørger Soroptimisterne  i Randers og andre gode støtter i netværket for at få solgt.

Det er nu et år siden, at vi begyndte at ‘lege’ med  produktion af kunsthåndværk og håndarbejde til det danske marked. Indtægtsgivende virksomhed og økonomisk vækst er en forudsætning for at kunne løfte sig ud af fattigdom.
For at dette vækstinitiativ skal blive bæredygtigt, skal der

1. arbejdes med styring af både produktionen og kvaliteten. Vi har sat en koordinator på hvert produkt og en mindre, tredje ordre er afgivet: 100 skåle, 100 knapper og 30 huer. Kvinderne mente, at de kunne have produktionen færdig sidst i april. Det bliver spændende at se, om de kan holde den leveringstid. Om de kan få varerne ekspederet til Kathmandu og videre til Danmark. Det er eksperiment, der skal vise os, hvor der skal sættes ind med støtte og uddannelse. Desuden skal der

2. findes en eller to interesserede danskere, der har lyst til at bygge markedet i Danmark op. Det er ikke verdens største produktion, men der skal arbejdes målrettet med kundegrundlaget og salget herhjemme. Endelig skal der

3. arbejdes meget mere kreativt med produktudviklingen. Vi burde alliere os med en dansk designer eller designstuderende, som har lyst til at arbejde med designudvikling i et projekt som dette. Vi bør selvfølgelig tage udgangspunkt i lokale materialer og håndværkstraditioner og så designe produkter, der kan sælges i Danmark.

Vi er på vej, men der er godt nok langt igen.

For et år siden fejrede vi andelsforeningens 1 års fødselsdag med en stor fest. Jeg havde hørt om den fødselsdag flere gange i månederne op til mit andet besøg og havde besluttet, at Kantipur skulle have en fødselsdagsgave. Vi havde fået et solpanel fra Energi Midt i Silkeborg, og det kom med til Nepal som check-in bagage. En nepalesisk virksomhed leverede en ladestation og 60 lamper, som så kunne lades op med solenergi. Det var tanken, at børnene skulle tage familiens lampe med i skole og på vejen aflevere den til opladning hos DirBahadur, der sammen med Sambhu blev oplært i vedligeholdelse af lamperne og solenergianlægget. På vej hjem fra skole kunne de tage lampen med hjem og på den måde få mulighed for at lave lektier om aftenen efter solnedgang.

Lamperne viste sig ikke at kunne holde til børnenes hårdhændede håndtering. De vred så meget i flexslangen med de 4 små LED-pærer i enden, at der opstod en løs forbindelse i lampen.

I september købte jeg på DirBahadurs opfordring et stort antal reservedele til reparation. Jeg mente, at jeg havde gjort andelsforeningen klart, at lamperne og reparationen af dem var deres eget ansvar. Og at jeg ville trække udgiften til reservedelene fra det beløb, jeg alligevel skulle overføre til foreningens bankkonto. De havde fået en gave, som de måtte tage vare på. Misforståelse eller efterrationalisering? I hvert fald forlød det hjemme i Silkeborg, at Kantipur ikke ville have stumperne, og at de var blevet afleveret på vores ven Kamal’s kontor i Kathmandu.

Det syntes jeg, var en rigtig træls afslutning på et ellers godt projekt. Alle er jo glade for lamperne, hvor de fleste fortsat fungerer med den defekte forbindelse. Så jeg tilbød at betale stumperne, under forudsætning af, at de hentede stumperne hjem igen og fik lamperne repareret. Da Umesh og jeg kom til Kantipur, stod papkassen med stumperne stadig hos Siddhi Lal. Kantipur’erne kunne vist godt mærke, at jeg var ved at være sur. I hvert fald afhentede DirBahadur kort efter stumperne. Siddhi Lal sagde lidt senere med et skævt smil, at så kunne det jo vare længe inden, jeg betalte stumperne. Dertil kunne jeg kun svare, at det håbede jeg da ikke.

Jeg ville gerne have haft tid til at følge op på lampesagen, inden vi forlod Kantipur, men det nåede vi ikke. Jeg kan få Umesh til at spørge lidt til den, når han alligevel skal snakke med Siddhi Lal om andre ting. Vi har, så vidt jeg kan se, fået fat i den lange ende igen.

Vi har her et eksempel på, at selv om der er rimelig tæt og personlig kontakt mellem Siddhi Lal og mig, er der konstant brug for forventningsafstemning og opfølgning. Det var især denne sag om lamperne, der var årsag til, at jeg i julen besluttede at prøve at finde en tolk og rådgiver. Det er nødvendigt at have bedre føling med, hvad der rører sig under overfladen. Og det er nødvendigt at kunne drøfte mere komplekse emner og problemstillinger. Det er også vigtigt, at ikke al kommunikation behøver at gå gennem Siddhi Lal. Det har vist sig overordentligt godt at kunne snakke med Kantipur’erne om løst og fast. Og få mulighed for at høre dem om, hvordan de oplever udviklingen.

Umesh har med sit professionelle arbejde og sin dejlige måde at være på givet vores projekt et enestående løft. Alle uden undtagelse glæder sig til næste gang – det bliver lige efter Dashain. Jeg tager hjem med en rigtig god fornemmelse af ro, fornyet håb og masser af overskud.

I Danmark er rent drikkevand en selvfølge for de fleste. Vi åbner bare en af mange vandhaner i huset og tager en slurk af verdens bedste drikkevand. Vi vasker tøj i verdens bedste drikkevand. Og nu bliver det næsten pinligt, vi vasker bil og vander have i verdens bedste drikkevand.

I Kantipur skal du i oktober-november gå gennemsnitligt 500 m for at hente vand til mennesker og dyr. En vandbøffel (= ½ traktor) drikker 100 l vand i døgnet. Det er kvinderne og de unge piger, du møder ved vandhanen, hvis der er vand dér. Ellers ved brønden nede ad skrænten, hvis der er vand i den. Ellers helt nede ved vandingskanalen eller ude ved floden.
I begyndelsen af september holder regntiden op. Jo længere tid, der går efter regntiden, desto længere skal kvinderne gå efter vand og desto dårligere bliver vandkvaliteten. Fra marts til juni er der ikke vand i vandhanen, de fleste brønde er tørret ud, og flodvandet i stigende grad forurenet af husholdningerne længere oppe ad floden.

Vi er ved at undersøge mulighederne for at skaffe rent drikkevand til Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti. Det er en stor udfordring, fordi det er en stor investering og fordi etablering af drikkevand kræver deltagelse og engagement fra alle 350 familier i området. I sidste uge lavede vi en drikkevandsgruppe med to deltagere fra hver landsby og en vandværksformand fra Kantipur. Den mest respekterede og indflydelsesrige mand fra andelsforeningen, Namaraj Gayak, blev vandværksformand. Under Namaraj ledelse og med hjælp fra Umesh til udarbejdelse af skemaer gik landsbyerne i gang med at registrere familier, familiemedlemmer, husdyrhold og brønde. De beskrev afstande til drikkevand og kvaliteten af drikkevandet de forskellige steder. Og Siddhi Lal tog til Indrabasti for at lave kort over landsbyen. Kort over Kantipur og Ayodhyapur findes. Janus har affotograferet det ene for et år siden, Casper det andet nu.

Det var med stolthed og glæde, at Namaraj, Umesh og jeg i fredag tog til møde hos Suryodaya Urja, firmaet i Kathmandu’s nordlige udkant, som bl.a. forhandler danske SQFlex pumper.
Med os havde vi hele registreringen og alle tre kort. Det vakte respekt og anerkendelse hos direktørerne, da de fandt ud af, hvor stort et arbejde, landsbyerne var lavet og hvor stort et engagement, der var lykkedes at stable på benene. Umesh og jeg havde på et møde i Kantipur fortalt, at drikkevand er en meget bekostelig affære, og at en hvilken som helst dansk donor vil spørge til, hvor meget nepaleserne selv vil kunne bidrage med. Det resulterede i, at der blev startet en opsparing til drikkevand. 20 rupies om måneden. Dvs. 7000 NRS, svarende til 560 DKK. Det er ikke mange penge i denne sammenhæng, sikkert heller ikke nok, men det er lige nu det vigtigste, at landsbyerne går aktivt ind i arbejdet for at få rent drikkevand. At alle oplever, at de også bidrager til, at drømmen om drikkevand kan blive til virkelighed.

Suryodaya Urja går nu i gang med de tekniske forundersøgelser. Om en måneds tid vil vi blive præsenteret for en projektbeskrivelse og et budget. Og så skal vi i gang med at finde finansieringen. Omkring sommerferien forventer vi at have nyt i denne sag.