Hvor ligger området Madi?

De fire landsbyer, som Jysk landsbyudvikling i Nepal har fokus på i sit udviklingsarbejde, er alle beliggende i Madi kommune i den sydlige del af Nepal.

Rejsen til Madi

Med turistbus fra Kathmandu går turen sydpå – 5 timer langs Trisuli-floden til Bharatpur/Narayanghat, så du har god tid til at nyde den smukke udsigt over ‘bakkerne’. I byen Bharatpur skifter du bus og fortsætter  til området Madi.

En spændende bustur venter dig. Mange af de lokale rejsende er ikke vant til fremmede i bussen. 

Efter cirka en times kørsel er du fremme ved Rapti-floden og Chitwan National Park.

Den næste ½ time kører bussen i nationalparken, så hold øjnene åbne – måske ser du et næsehorn, en elefant eller en tiger, hvis du er meget heldig.

Velkomst af lokale og din værtsfamilie

Vel ude af nationalparken krydser du Reu-floden, og derfra er der ca. to timers buskørsel tilbage.

Du kommer gennem landsbyernes nærmeste markedsby, Basantapur, før du til sidst bliver sat af ved et af stoppestederne på Madi Road.

Det sidste stykke vej vandrer du sammen med din værtsfamilie, som står klar til at byde dig velkommen, når du står af bussen.

 

Et smukt og afsondret område

Landsbyerne Kantipur, Ayodhyapuri, Indrabasti og Kharkatta udgør tilsammen Ward No. 8 i Madi kommune.

Madi er et meget afsondret og smukt landområde, som ligger klemt inde mellem nationalparken og grænsen til Indien.

Der bor 90.000 mennesker i Madi, heraf 4.000 i Kantipur, Ayodhyapuri, Indrabasti og Kharkatta.

Den-hellige-sø_Baikuntha-Taal