Madi Brain Power er landsbyernes aktive folkebibliotek
Siden 1. marts 2018 har børn, unge og voksne besøgt biblioteket på Jana Jewan Skole i Kharkatta
Formålet med biblioteket er at understøtte udviklingen af en læsekultur hos børn, unge og voksne i lokalområdet. En nepalesisk bibliotekar/læsevejleder er ansat til at varetage den daglige drift af biblioteket, afvikle den daglige åbningstid med vejledning i valg af litteratur til hjemlån samt organisere og afvikle ugentlige læse-events for børn og unge.
To gange årligt udsender Jysk landsbyudvikling i Nepal frivillige, fortrinsvis bibliotekarer og lærere, til biblioteket, hvor de i fem uger skal støtte og inspirere bibliotekaren i udviklingen af et aktivt og levende bibliotek.
Jysk landsbyudvikling i Nepal har stået for opbygning, drift og udvikling af biblioteket i to år – frem til 7. februar 2020, hvor Madi Brain Power blev overdraget til Madi Kommune.
Jysk landsbyudvikling i Nepal udsender fortsat frivillige to gange om året til støtte og inspiration for bibliotekaren.
Børn i Viborg løber for børn i Nepal
‘Børn i Viborg løber for børn i Nepal’. Løbet, der blev afholdt i Viborg i 2016, gjorde det økonomisk muligt at afholde det første børneløb i Nepal i 2017, Children’s Run. En lignende aktivitet blev gentaget i 2018, hvor der ud over løb var mulighed for at deltage i forskellige kropsligt aktiverende lege en hel dag, Children’s Day.
Formålet med løbet/dagen er, at den skal være sjov, den skal være sund, den skal skabe samarbejde, og den skal på landkortet. Der vil også i 2019 og 2020 blive afholdt lignende dage – og med inddragelse af hele familien, Family Day.
Children’s Day udvikler kompetencer
Via sidemandsoplæring og uddelegering af opgaver til involverede nepalesere, har Children’s Day udviklet sig til også at være vigtig kompetenceudvikling inden for projektdeltagelse og -ledelse.