Frivillig i Nepal?
Brug dine kompetencer og gør en forskel
Sidder du inde med en faglig erfaring, som du ønsker at bruge i et udviklingsprojekt? Det kan være, at du er læge, jordemor eller sygeplejerske. Måske er du ingeniør eller VVS’er og ved noget om drikkevand? Eller har kompetencer og erfaring indenfor ledelsesudvikling?
Det kan også være, du er professionel på IT-området. Eller på biblioteks- eller skoleområdet? Erhvervsudvikling kunne også være en mulighed – måske er du landmand eller gartner? Måske har du andre kompetencer og erfaringer, som du kan bidrage med i Jysk landsbyudvikling i Nepal?
Tag kontakt til os og få en snak om dine muligheder for at blive frivillig og være med til at gøre en forskel i udvalgte landsbyer i det sydlige Nepal.
Vi sender et hold af frivillige afsted til Nepal i efteråret 2024 og et igen til foråret 2025. Er du interesseret, så kontakt os for mere information.
Lidt om vilkårene som frivillig i Madi
Som frivillig i Jysk landsbyudvikling i Madi vil du typisk blive udsendt i en mindre gruppe af fagfæller, som du rejser, arbejder og bor sammen med. Inden I rejser, vil jeres koordinator sætte jer ind i jeres opgaver og vilkårene som frivillige, og I vil møde tidligere udsendte, så I kan få svar på dine mange spørgsmål.
Du betaler selv rejsen til Nepal samt opholdet i Kathmandu. Dertil kommer visum, forsikring, vaccinationer, rejsemedicin og andre personlige fornødenheder. Vi plejer at sige, at 10.000 kr. kan dække dine udgifter.
Når du forlader Kathmandu, betaler foreningen for busturen og for dit ophold i Madi. Foreningen sørger også for, at du får en nepalesisk tolk, som kan støtte dig kulturelt og sprogligt, både når du er på arbejde og når du har fri.
I Kathmandu sørger tolken for, at du og de andre frivillige lærer om den nepalesiske kultur, og tolken rejser med jer til Madi og bor sammen med jer der.
Opholdet i landsbyerne
Du bor hos en lokal familie, så du kommer helt tæt på livet i en landsby i Nepal. Det er et enkelt og primitivt liv, som formentlig er meget anderledes, end det du er vant til. Du vil sikkert finde forholdene lidt grænseoverskridende i begyndelsen, men vi ved af erfaring, at der ikke går lang tid, før du kommer til at holde af det simple liv.
Din hverdag kommer til at bestå af arbejde seks dage om ugen, tid til at nyde de smukke omgivelser og hverdagsliv med familien og de andre udsendte.
Som frivillig i Jysk landsbyudvikling i Madi vil du få mulighed for at sætte din faglighed på spil på en anden måde end hjemme – og du vil i det hele taget få en oplevelse for livet. Da nepaleserne er åbne og venlige, kan du også regne med, at du får venner for livet i Madi.
Forberedelse og evaluering
At vise respekt for nepalesernes kultur og levemåde forventer vi er en selvfølge, lige som vi forventer, at du gør dit for at få teamet til at fungere.
Det er et ’must’ at deltage i de forberedende møder, ligesom det forventes, at du deltager i et evalueringsmøde efter hjemkomsten samt et møde, hvor næste hold introduceres til opholdet i landsbyerne og til opgaverne.
Vi har også brug for, at du sammen med dit hold laver en kort, fælles afrapportering af jeres arbejde, med råd og anbefalinger til det næste hold frivillige.