Hvem er Jysk landsbyudvikling i Nepal?
Foreningen støtter udvalgte landsbyer i Nepal i deres bestræbelser på udvikling
Jysk landsbyudvikling i Nepal blev startet i 2011 af Lone Petersen og en gruppe naboer, venner og bekendte. Efter et par år at have hørt Lone Petersen berette om sine oplevelser, idéer og tanker om et udviklingsarbejde i området Madi, i det sydlige Nepal, var gruppen klar til at gå i gang med deres fælles projekt.
I foråret 2009 drog Lone Petersen til Nepal for første gang. Målet var at få kontakt til en by eller et område, hvor hun kunne gøre en forskel, når hun en dag skulle gå på pension. Den første landsby, Lone Petersen besøgte, var landsbyen Kantipur – som denne hjemmeside blev “navngivet” efter.
På det tidspunkt lå pensionsalderen dog langt ude i fremtiden for Lone Petersen, så der var ingen hastværk. Hendes store ønske om at opleve landet og få indsigt i den spændende og fremmedartede kultur, blev opfyldt i løbet af det tre måneder lange ophold.
Besøget i Nepal skulle dog vise sig at gøre så stort indtryk, at tankerne om at involvere sig i hjælpearbejde måtte igangsættes før pensionistalderen.
Siden det første besøg i Nepal, og ved siden af sit faste arbejde, har Lone Petersen og Jysk landsbyudvikling i Nepal igangsat flere hjælpeprojekter, holdt foredrag, søgt donationer, og hun har besøgt de fire udvalgte landsbyer i Madi adskillige gange.
Frivillige kræfter gør en forskel
Jysk landsbyudvikling i Nepal er en dansk almennyttig forening, der har til formål at støtte udvalgte nepalistiske landsbyer i deres bestræbelser på udvikling. Frivillige har igennem årenes løb gjort et stort, værdifuldt udviklingsarbejde i Nepal – indenfor skole, sundhed, infrastruktur og erhvervsudvikling.
Både nyuddannede og erfarne sygeplejersker, jordemødre, lærere, bibliotekarer, vvs’ere og andre med en relevant baggrund har mulighed for at rejse ud som frivillige med Jysk landsbyudvikling i Nepal.
Frivillige ildsjæle brænder for at gøre en forskel
Frivillige koordinatorer bærer udviklingsarbejdet ved hjælp af værdifulde indsatser, baseret på deres individuelle faglighed indenfor fx. sundhed, læringsmiljø og erhvervsudvikling.
Udover koordinatorerne har Jysk landsbyudvikling i Nepal en aktiv bestyrelse, bestående af frivillige ildsjæle. På hver sin måde, og med hver deres faglige baggrund, bidrager de til foreningens arbejde og brænder for at gøre en forskel. Læs mere om foreningen og bestyrelsen.