Tilbage i Kathmandu…. mere end fuld af fine oplevelser, positive overraskelser og gode historier at fortælle jer. Der vil komme flere indlæg i den nærmeste tid: Om forprojektering af vandværk, om skoleprojektet, om kommende samarbejde med de offentlige myndigheder, om en dyrlægeklinik, om skolerenovering, om de indtægtsgenererende aktiviteter, om andelsforeningen og opsparingen, om voksenundervisning, om en rejse i 2011 til Nepal og Kantipur for interesserede danskere og om sundhedsprojektet. Dette er den, efter aktualitet prioriterede rækkefølge, men af praktiske årsager kommer indlæggene sikkert i en lidt anden rækkefølge.

Casper og Anette stortrives i Madi, som det afsides liggende område hedder, hvor Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti ligger. I skrivende stund er der fire dage tilbage af deres 7 uger lange ophold. Udover skolearbejdet, som for tiden foregår i Ayodhyapur, styrer de med sikker hånd produktionen af 50 skåle, 50 huer og 200 støtteknapper. Og de laver videodokumentation af arbejdet som udviklingsarbejder, af dagliglivet i Kantipur og af børnenes leg og legetøj (Museum Østjylland har bestilt 2 stk. legetøj – pige/dreng – med tilhørende baggrundsfortælling, til brug i kommende udstilling). Det skal blive dejligt at se dem på lørdag og have et par dage sammen, inden de tidligt tirsdag morgen sætter kursen mod Mount Everest.

Jeg var jo ret bekymret forud for dette fjerde besøg i Kantipur (se indlæg fra 15.2.2011). Efter jungletrommerne og min intuition at dømme stod det skralt til med vores udviklingsprojekt.
Der ER et par store udfordringer, men det ser ud til, at de fleste problemer nu er samlet op, at forventningerne er afstemte og at fornyet optimisme er sået hele vejen rundt. Vi har tilmed fået decentraliseret en del kompetence og indsigt. Og dermed aflastet formand Siddhi Lal for noget af ansvaret og lidt af den tunge arbejdsbyrde. Vi har på afgørende måde fået konsolideret og kvalificeret udviklingsprojektet.

En kæmpestor tak skal tilfalde Umesh Regmi, som har været en enestående tolk og rådgiver de sidste 12 dage. Jeg er glad for, at jeg fik lov at starte dette projekt med de bare næver og et par blå øjne, men det var absolut på tide, at vi fik Umesh på banen. De menige medlemmer i andelsforeningen er begyndt at snakke og give deres mening tilkende. Engagementet er steget betydeligt. Det samme gælder den gensidige forståelse. Tydeligvis stor lettelse hos os alle. Mere komplekse emner har kunnet diskuteres, og vi er kommet endnu tættere på hinanden. Nye perspektiver dukker op og nye døre åbner sig.
Og så er det jo heller ikke at sige ski’e til, at Umesh og jeg arbejder rigtig godt sammen !!!