Det kostede slid, slæb og mange bekymringer, men nu kører turistprojektet. Mange tak til Liva Nitschke, Umesh Regmi, Peter Michaelsen, det første turisthold, landsbyboerne og sidst, men ikke mindst René Andersen fra rejsebureauet Mountain Adventures i Viby.

Det andet turisthold, der nogensinde besøger landsbyerne i Madi, er nået til Kathmandu. De otte forventningsfulde gæster skal selvfølgelig besøge nogle af Kathmandudalens kulturperler i verdensklasse i dag, men i morgen sætter de sammen med deres to guider fra Jysk landsbyudvikling i Nepal, Liva Nitschke og Umesh Regmi, kursen mod sydvest, gennem Chitwan Nationalpark med elefanter, næsehorn, tigre, krokodiller og alverdens fugle til landsbyerne i Madi, hvor dei fem døgn  skal bo hos fire, nøje udvalgte familier.
De otte kommer på bondegårdsferie og skal selvfølgelig give en hånd med, hvor der er brug for det – i huset, i marken og i junglen. Men de skal også på tur rundt i landsbyerne og blandt andet se, hvad vores udviklingsarbejde har betydet for det lille samfund. De skal besøge Skolehold 11 og følge dem i deres arbejde på fire skoler. De skal se vandværkerne i Kantipur og Indrabasti. De skal snakke med Yubaraj, den unge dyrlæge i andelsdyreklinikken, og de skal møde borgmesteren Dev Prasad Paudel og høre om hans og hans medarbejderes arbejde. De skal muligvis også give Liva og Umesh en hånd med at følge op på nogle af de udviklingsinitiativer, vi har taget for et par uger siden: Hvordan ser de tre nye opslagstavler til informationer om Projekt Bæredygtighed ud? Er Narayan Bastakoti kommet gang i uddannelsen af 15 svampegartnere? Har de 30 allerfattigste familier fået hver en spand udleveret, så de får lettere adgang til at vaske hænder efter toiletbesøg. Vi skal gerne have alle tre projekter fotodokumenteret, tak :-).
Efter besøget i Kantipur, Ayodhyapuri og Indrabasti går turen atter mod nord, hvor de fleste af de otte skal på fem dages trekkingtur i Annapurna områder.

Vi er i fuld gang med at tilrettelægge den tredje rejse.
Det bliver en kortere tur – 2 uger – med bedre tid til det, vi er rigtig gode til: landsbyudvikling. Der bliver plads til 9-10 dage i landsbyerne. Trekking og safari udgår, men vil kunne tilkøbes. Yderligere oplysninger om turen kan fås ved henvendelse til direktør René Andersen fra Mountain Adventures, telefon 71 99 02 89. Turen bliver selvfølgelig også slået op her på hjemmesiden – så snart Liva kommer hjem med aftalerne med landsbyboerne om det næste besøg.

Share This