Posts Tagged ‘volontør’
Next Stop Kantipur
I dag har ‘Jysk landsbyudvikling i Nepal’ taget afsked med det næste hold frivillige, der skal arbejde i de tre landsbyer – Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti, i Madi, Chitwan. Det er det femte hold, vi sender ud for at undervise børn og lærere i engelsk.
I løbet af september rejser seks personer afsted fra Danmark. De fleste starter med at tage på trekking, enten mod nordøst til Everest Base Camp eller mod vest i Annapurna området. Lørdag 8. oktober drager vi så alle, ti danskere og to nepalesere, i samlet flok videre til de tre landsbyer i det sydlige Nepal: De seks, der skal arbejde i skoleprojektet …. fire, der skal arbejde i sundhedsprojektet … Umesh, vores tolk, sproglærer og rådgiver og så mig, Lone.
I dag fik vi ordnet de sidste forberedelser, og vi fik hilst på hinandens familier. Vi så billeder fra landsbyerne og hørte om landsbyudviklingsprojektet. Herboende butanere kokkererede og serverede en forrygende Dal Bhat til os, og vi fik taget afsted med hinanden.
‘Vi ses i Kathmandu’ ku’ vi med et stort smil sige til hinanden.
Flere frivillige på vej til Kantipur
I går rejste Casper Grud Nielsen fra Randers og Anette Leegaard fra Vejle til Kantipur.
De udgør det næste hold frivillige, der skal undervise børnene i engelsk. Inden afrejsen i går havde de haft en en travl og spændende uge i Kathmandu. Ankomst mandag eftermiddag, modtagelse i lufthavnen, introduktion til Nepals kultur, historie og aktuelle samfundsmæssige situation, 4×1½ times intensiv sprogundervisning, møde med vores nepalesiske kontakter, Dal Bhat på et par ydmyge steder, besøg på en meget lokal ‘danserestaurant’, møde med østens skønhed, storbyens kaotiske liv og Nepals helt ufattelige gæstfrihed.
Med sig har Casper og Anette 2000 små blyanter fra IKEA og viskelædere, så børnene kan få suppleret deres penalhuse op, mange ideer til og erfaringer fra undervisningen fra de tidligere frivillige og måske et par sommerfugle i maven.
I skrivende stund vides det ikke, om det også lykkedes de to at finde den tykke, farvede, 28 micron uldgarn i Kathmandu, som vi skal bruge i produktionen af hæklede huer. Det er nemlig planen, at Casper og Anette – foruden undervisningen af børnene – også skal sætte en ny produktion af skåle, huer og støtteknapper i gang. Den første sending varer fra Kantipur kom til Danmark 1. november og er nu ude i butikkerne. Og butikkerne har bestilt flere varer.
Vi venter spændt på en sms fra de to. Forhåbentlig er den lange rejse gået godt og forhåbentlig har mødet med deres nye familie været en rigtig god oplevelse. En meget anderledes hverdag venter dem.
Dansklærerens dagbog – dannelsesrejse i Dalitternes jungle

En beretning om 7 ugers undervisningseventyr med troldmænd og gudinder – langt nede i det nepalesiske lavland, dybt inde i den tigerbeboede jungle.
10 små finurlige historier fra dagliglivet som frivillig i ‘Namuna Dalit Utthan Kantipur’. Fortalt af lærer Trine Frits Nielsen, frivillig i Kantipur, efteråret 2010.
Dansklærerens dagbog. Trine Frits, oktober 2010
Learning with head, hands and heart – Teacher Training is the way to start
Trine Frits Nielsen er nyuddannet lærer fra Silkeborg og Winnie Hollegaard er nyuddannet socialrådgiver fra Århus.
Trine og Winnie er for få dage siden vendt tilbage til Kathmandu efter 7 ugers ophold i Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti. De to kvinder har arbejdet med skoleudvikling og ‘Teacher Training’ i de tre landsbyer.
Læs Trine’s fortælling om deres vidunderlige oplevelser i klasseværelset på Ayoudhyapur School, hvor de hver dag fra kl. 16-17 underviste de tre landsbyskolers lærere i engelsk og samtidig lod dem opleve, at der findes helt andre måder at undervise på end terperi, ydmygelse og fysisk afstraffelse.
Status – September 2010
Tilbage i Kathmandu efter en alt for kort uge i Kantipur. Der er efterhånden en del at lave for mig i vores landsbyudviklingsprojekt. Og alt skal jo klappes af, mens jeg er i Kantipur og kan se alle i øjnene. Men det var skønt at møde alle Kantipur’erne igen. At høre, at alle folk og alle gederne har det godt. At have Trine og Winnie med og følge, hvor flot, de to seje piger kom fra start.
Der har været store problemer med oversvømmelse og jordskred. Ødelæggelserne er sket som følge af usædvanligt voldsomme og langvarige regnskyl midt i august. Langs floden er et større område med rismarker ødelagt, vandforsyningen til halvdelen af landsbyen er ødelagt, veje og dæmninger er ødelagt og dækket af lerskred. Det vil tage langt tid at rette op på skaderne, og Kantipur forsøger at få hjælp fra distriktet.
Nu officielt udviklingsprojekt for 117 familier
Landsbyudviklingsprojektet er nu registreret som en forening, en NGO (Non Government Organisation).
Det har skiftet navn fra ‘Namuna Dalit Utthan Kantipur’ til ‘Gandharva & Dalit Upliftment Samaj’.
NGO’en består af 3 landsbyer med hver sin lille andelsforening med bestyrelse og medlemmer:
Kantipur – 60 ud af 105 familier
Ayodhyapur – 21 ud af 114 familier
Indrabasti – 36 ud af omkring 100 familier
Formaliseringen af projektet er et vigtigt skridt. Det betyder, at vi nu har en status, der er til at tage og føle på – vi eksisterer.
Men som NGO er det nu også muligt at søge udviklingsstøtte, både lokalt i VDC (Village Devellopment Commity) og i distriktet.
Allerede for 1½ år siden tilbød jeg at betale de udgifter, der er forbundet med dannelsen af en NGO – omkring 700 kr. inkl. en uge lang rejse til distrikskontoret og fortæring undervejs for 3 bestyrelsesmedlemmer.
NGO’en har oprettet en særlig konto i Himalayan Bank og overført formuen til den ny foreningskonto.
Opsparing
Centralt i dette udviklingsprojekt er opsparing i banken til en fælles fremtid. Alle medlemmer sparer hver måned 10-20-50 RS op, og pengene sættes i banken. Efter godkendelse af regnskaberne dobler vi den årlige opsparing – dog højst 50.000 RS årligt.
Denne opsparing er meget vigtig for fællesskabsfølelsen, kan jeg forstå. Den er stadig limen i foreningerne.
En del af opsparingen kommer fra tilbagebetalingen af gederne, grisene og butikkerne. I alt 51 mikrolån – ikke penge, men naturalier – har vi givet. Og der er indgået aftaler med hver familie om tilbagebetaling over de resterende 3½ år.
Det er først efter nytår, at vi for alvor kigger på regnskaberne, tilbagebetalingen af lånene og indestående i banken.
Skoleprojektet
Skoleprojektet er en stor succes. Børnene og lærerne sætter meget stor pris på vores arbejde. De så gerne, at vi var der hele året rundt.
Det er tredje sæson for skoleprojektet. Det synes at være lykkedes os, denne gang at samle erfaringerne fra de to første holds arbejde i Kantipur og Ayodhyapur Schools og endda give skolearbejdet et stort kvalitativt løft.
Trine og Winnie har i skrivende stund været i Kantipur i 2 uger. De arbejder med lærerudvikling og med skolegangskulturen, og de er kommet rigtig godt fra start. Lærerne har et stort ønske om at blive bedre til engelsk, og opgradering af lærerne er næsten det allerbedste sted at sætte ind. Det faglige niveau er lavt – engelsk for voksne nybegyndere. Til gengæld er motivationen meget stor.
Trine og Winnie underviser også børnene, men sammen med deres lærere. På den måde får lærerne øvet sig i det indlærte engelsk, men de får også lige så stille og roligt udviklet en bevidsthed om andre pædagogiske muligheder end terperi og udenadslære.
Anna, Marie, Signe og Simone ankom til Kathmandu fra København for to dage siden. Lige nu er de i gang med deres anden nepali time. Efter trekking og andre eventyr, der starter på mandag, skal de til Kantipur. Der bliver en uges overlap, hvor Trine og Winnie kan introducere de nye frivillige til yderligere 7 ugers fortsat arbejde med børnene i de tre skoler.
Om en uges tid går Winnie, der er socialrådgiver, i gang med en undersøgelse af skolegangskulturen: Hvem kommer i skole? Hvordan ser fraværsstatikken ud? Hvad er årsagerne til at nogle børn ikke kommer i skole? Hvordan er forældrenes faglige baggrund? Hvordan ser forældrene på betydning af skolegang? Hvordan arbejder skolen med at forbedre fremmødet? Hvad kan der gøres for at få alle børn i skole hver dag? Hvad kan vi gøre? Forhåbentlig træffer jeg meget snart aftale med en kvindelig tolk og rådgiver fra Kathmandu, som kan hjælpe Winnie i 4-5 dage med interviews og andet opklarende arbejde.
Skolebygningerne
Især Kantipur School trænger hårdt til vedligeholdelse. Vinduer og døre er delvist ødelagte. Gulvene er hullede, og skolemøblerne er gamle og dårligt vedligeholdte. Væggene trænger til maling, tavlen til reparation. Der er ingen materialer eller inspirerende udsmykning på væggene. Vi har afsat 50.000 RS – 3.500 kr. – til istandsættelse af to klasselokaler i år. Det dækker ikke en fuld istandsættelse af bygningen, men dog en fornuftig renovering med 10 nye vinduer, reparation af 2 døre, tavler og alle skolemøbler, støbning af nyt gulv og indvendig maling. Vi må senere, når også Ayodhyapur og Indrabasti Schools har fået deres største behov dækket, se, hvordan vi kan få skolen malet udvendigt.
I den uge i oktober, hvor alle seks danske frivillige er samlet i Kantipur, er det Dashain, årets største festival i Nepal. Alle tager hjem til deres landsby for at fejre højtiden og være sammen. I den uge skal vi sætte de to klasselokaler i stand. Frivillige, forældre, lærere og skolebestyrelsen i fællesskab.
Erhvervsudvikling
For at alt dette arbejde for Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti kan blive bæredygtigt, for at landsbyerne ikke skal blive afhængige af vores indsats, er det nødvendigt at se erhvervsmulighederne. Hvilken muligheder er der for at skabe et fælles indtægtsgrundlag?
Vi har drøftet dette spørgsmål flere gange og arbejder i øjeblikket et par af ideerne: Kunsthåndværk/husflid/håndarbejde til det danske marked og ubrændte, højtrykspressede mursten til det lokale marked.
Jeg havde jo materialer, modeller og endda bestillinger på omkring 200 stykker ‘handicraft’ og fik sat gang i produktionen af de fleste ting. Benvarmere, huer, brødkurve, knapper og armbånd. Kvinderne har lovet arbejdet færdig inden Dashain, så Trine og Winnie kan få produktionen med til Kathmandu og sende den hjem til Danmark inden julehandelen sætter ind.
Kantipurerne vil gerne lave ubrændte, højtrykspressede mursten. De er overbeviste om, at leren i området er velegnet til formålet, og jeg havde derfor en jordprøve med mig til Kathmandu. I går aftes mødtes jeg med Sonam Wangchuk, der bygger miljøvenlige skoler for MS Nepal. Sonam kunne bekræfte, at leren i jordprøven er meget velegnet, behøver dog tilsætning af lidt groft sand, som formodentlig også findes i nærheden. Næste spørgsmål er så afsætningsmulighederne. Er der i lokalområdet overhovedet et marked for denne slags mursten?
2 køkkener
I februar afsatte vi penge til at to familier i Kantipur kunne bygge sig et separat køkken. Det er Kantipurs to fattigste familier, og de bor henholdsvis 5 og 3 mennesker i meget små huse, under 12 m2. De to familierne har selvfølgelig også fået hver en ged, som de er begyndt at sælge kid fra. Gedemælken bruges ikke i Nepal – ikke af religiøse grunde, nærmere fordi de ikke giver mere mælk end kiddene har brug for.
Den ene familie har lavet sig et meget fint køkken ved siden af det lille, gamle hus, se billederne.
Den anden er knap så dygtig med hænderne eller knap så omhyggelig med arbejdet. Så det køkken er knap så fint bygget og synes også at have lidt fugtproblemer, fordi regnvandet ikke afledes ordentligt. Vi drøftede muligheden af at lave et dræn med sten langs huset, så vandet fra taget løber hen til en skrænt få meter borte – i stedet for ind under huset. Ingen af de to familier har endnu fået bygget den skorsten, som vi aftalte, da vi bevilgede pengene. Så der er lidt at følge op på dér. Det er selvfølgeligt en småting i den store sammenhæng, men jeg tror, det betyder meget at vise interesse for det, vi har sat i gang og følge op, indtil tingene er som aftalt. Og det er også meget dejligt at komme rundt til familierne – det begynder at knibe lidt efterhånden som projektet vokser.
Begge køkkener har kostet 5000 RS stykket – 350 kr.- incl. køkkengrejet.
Den anden familie, Shyam Bahadur, Sarmila og deres tre børn, er måske ikke verdens bedste husbyggere, og de vil muligvis også blive ved med at være en af landsbyens fattigste familier; men det er til gengæld altid morsomt at komme på besøg hos dem. Da alt køkkengrej blev lagt frem på jorden foran huset, lavede jeg lidt sjov med dem. Jeg spurgte om, jeg måtte have lov at vælge en tallerken, der kunne være min, når jeg kom på besøg næste gang. Det morede alle sig meget over, så jeg tog min tykke, vandfaste tusch og skrev ‘Loneko Thal’ under en af den seks tallerkener. Så næste gang, jeg kommer til Kantipur, får Sarmila en kylling og så holder vi fest.
Uddannelse
Dette landsbyudviklingsprojekt starter nederst i landsbyhierakiet. Med de 51 mikrolån investeringerne i geder, grise og butikker samt de to køkkener forsøger vi at løfte de fattigste først. Halvdelen af medlemmerne er så velstillede, at en investering af den størrelsesorden ikke vil have nogen betydning for dem. Men de må omvendt gerne opleve, at der også kan være fordele for dem ved at være med. Det kunne være uddannelsesstøtte til deres børn.
I februar udpegede kooperativet fire familier med børn under videregående uddannelse – det skulle være to piger og to drenge. Også ved disse scolarships er det hensigten, at vi kigger på de fattigste familier først. Vi blev enige om, at jeg/vi efter godkendelse af de unges seneste eksamenskarakterer og et budget fra hver af dem, betaler 50% af et års udgifter til studie, kost og logi. Forældrene skal fortsat betale de andre 50%. Vi har betalt 3.500 kr. i juni 2010, andre 3.500 kr. forfalder i november 2010, hvis alle eksaminer er bestået og admission fees betalt.
Med de nuværende 4 scolarships til unge fra Kantipur må det være Ayodhyapur og Indrabasti, vi kigger på næste gang.
Min gode ven og rådgiver, Kamal Sapkota i Kathmandu, hjælper mig med at fremskaffe dokumentation og forhandle rimelige budgetter med de unge. Jeg havde gerne set, at vi havde holdt et møde, Kamal, de fire unge og mig. Men dels kunne Kamal ikke finde tid til at komme til Kantipur, dels nåede de unge aldrig hjem, som forventet (hvorfor gjorde de ikke det?). Kunne de måske komme et smut til Kathmandu inden jeg tager hjem?
Sundhed
Jeg er ikke læge og kan ikke gennemskue sundshedsforholdene i Kantipur. Men jeg ved, at gennemsnitsalderen for nepalesiske kvinder er 58 år (mænd 59 år). I det vestligste og meget fattige Nepal bliver kvinderne gennemsnitlig endda kun 35 år. Jeg ved også, at et af 2015-målene her i Nepal handler om at nedbringe børnedødelighed og dødeligheden for mødre. De konkrete tal for problemerne og for 2015-målene har jeg ikke lige ved hånden. Måske en særligt interesseret læser vil grave lidt i 2015-målene for mig?
Med egne øjne har jeg set, at de sanitære forhold lader meget tilbage at forbedre og en del børn ser forsømte og tynde ud. Enkelte børn har forstørrede maver. Mange børn har bylder og byldelignende knopper og mange ar efter …?. Jeg kan se, at mange sår ikke behandles. Men jeg kan også se på skolen, at UNICEF har været forbi på et tidspunkt med en oplysningskampagne om sanitære forhold. Og mens jeg var i Kantipur denne gang, var en søster til Siddhi Lals svigerinde i landsbyen for at afholde en aller anden slags seminar for mødre med småbørn. Svigerinden arbejder i marken for en finsk-nepalesisk NGO.
På møder med landsbyerne har jeg nævnt, at en af mine gode venner er læge, og at hun har tilbudt at tage med til Kantipur til februar, hvis der er brug for det. På et af møderne med bestyrelserne – i Ayodhyapur og Indrabasti består bestyrelserne næsten udelukkende af kvinder – spurgte jeg ind til, om der var særlige forhold, som de kunne tænke sig at bruge en dansk læge til. Det kom meget spontant tilbage, at de virkelig havde brug for at få drøftet forhold omkring mor og barn: Graviditet, fødsel og de første år efter fødslen.
Anette Mønster, praktiserende læge, er den veninde, der har tilbudt at tage med til Kantipur, hvis der er ønske om og behov for det.
Det er planen, at Anette og jeg tager til Kantipur i februar. Der er ingen tvivl om, at der vil blive trængsel omkring Anette. Det bliver rigtig spændende at prøve at planlægge 10 sundhedsdage sammen med Anette og landsbyerne. Det bliver også spændende at se, om der på længere sigt kunne komme gang i en målrettet indsats for sundheden i området.
Drikkevand
Vi skal have fat i drikkevandsproblemet.
Vi skal have samlet alle gode kræfter i netværket og se, hvordan vi kan få skovlen under det problem. Vi skal selvfølgelig have undersøgt, om vi på en aller anden måde kan trække på Grundfos.
Formand for landsbykooperativerne, Siddhi Lal, har lovet mig en beskrivelse af drikkevandssituationen i de tre landsbyer, af problemer, behov og perspektiver. Den må gerne være på nepalesisk – det gør det selvfølgelig nemmere for ham. Og nu kender jeg efterhånden mange mennesker, der kan hjælpe med oversættelse.
Jeg ved, at der er flere brønde, nogle med håndpumper, i Neder Kantipur. Men hvert år i marts-april løber de – på nær 1 brønd – tørre for vand. Indtil regntiden i juni er der så kun floden at hente vand fra. Vandet her er ikke rent nok, så alle har maveproblemer i et par måneder, indtil der igen løber vand i brøndene. Man har to gange forsøgt at skaffe vand til skolen. Men brøndene, der begge er gravede, står tomme hele året. De er ikke dybe nok.
I Over Kantipur lever omkring 60 familier. De henter alle vandet ved en fælles vandpost. Vandet ledes nedgravet slange fra en højtliggende sø i junglen, til vandhanen, der er forholdsvis centralt placeret. Vel ca. ½ km til de yderste familier. Omkring samme tid – marts-april – tørrer søen ud, og så må Over Kantipur også ned til floden efter ikke rent drikkevand.
I år har monsunen ødelagt vandledningen fra søen i junglen, og alle må ned til Neder Kantipur’s brønde efter vand. Jeg fornemmer, at det er man heller ikke glade for i Neder Kantipur.
Jeg mener, at Ayodhyapur og Indrabasti får vand fra samme ‘pipe’ som Over Kantipur. Der skulle efter sigende være syv vandhaner på ledningen, men jeg er ikke sikker. Det må Siddhi Lals rapport kaste lys over.
Danske turister til Kantipur, Ayodhyapur and Indrabasti?
Ligesom uddannelsesstøtte til de fire unge er et tilbud til de lidt mere velstillede familier, kunne det også være et tilbud til udvalgte familier at tage imod danskere, der har lyst til at opleve, hvordan livet leves udenfor Kathmandudalen. Et bondegårdsophold på 2-3 dage bare… hvor vi tager med i marken, med til brønden, med i junglen for at hente grønt til gederne og er med ved madlavningen. Der kunne også blive tid til et par småture rundt i landsbyerne, en udflugt til den forunderlige Chepan-dal, springvandene lidt oppe ad floden og til den smukke sø i junglen, hvis navn, jeg ikke kan stave.
Jeg har spurgt kooperativerne, om de kunne tænke sig at arbejde med den mulighed. Vi kunne starte i efteråret 2011 med 6 familier, dvs. 2 familier i hver landsby. Landsbyerne er både interesserede, glade og spændte.
Opholdet vil være primitivt, men værtsfamilien vil mindst kunne gode toiletforhold (pedaltoilet) og et separat værelse med seng og rent sengetøj til gæsterne.
Jeg går nu videre med at planlægge en Nepal 2-3 ugers rejse for 10-12 personer. Rejsen vil, foruden sightseeing i Kathmandu og omegn – selvfølgelig, åbne mulighed for at komme på trekking i Himalaya, for besøge et andet landsbyudviklingsprojekt og for at besøge Chitwan National Park, der ligger i nærheden af Kantipur. Turen vil blive tilrettelagt i samarbejde med Kamal, vores gode guide, ven og rådgiver. Han ejer Mountain Delights Treks & Expedition. Der er flere gode venner i det danske Kantipur-netværk, der har udtrykt ønske om at komme med til Kantipur en dag. I vil selvfølgelig blive spurgt først (I er også meget velkomne til at kontakte mig). Derudover kunne jeg vel nok gennem aviserne samle et par interesserede i det midtjyske.
Livet som volontør i Kantipur
Indlæg ved Winnie Hollegaard, 8. september 2010
I skrivende stund sidder jeg på en af de eneste stole, der findes i Kantipur, med udsigt til en gårdsplads med hårdtarbejdende kvinder i farverige klæder, grønne træer, høns, geder og køer. En udsigt, der mest af alt vækker associationer til Guldalderens idylliske malerier. Blot en uge er gået siden vores ankomst en sen aften, efter 13 timers rejse fra Kathmandu. En rejse, der var blevet forlænget med fem timer på grund af høj flod. En rejse som foregik både i og på bus, i vandbøffelkærre, på traktor og til fods.
Livet her i landsbyen står i skarp modsætning til alt, hvad vi kender fra Danmark. Her bader man i badeklæder, da det ikke er velset at bade nøgen. Her spiser man med fingrene, og neglene får efterhånden en fin gullig farve. Her er toilettet et hul i jorden, og wc-papir var et ukendt fænomen, indtil de første midtjyske volontører meldte deres ankomst for et år siden. Alligevel og på trods af forskellene synes hverdagen her at føles hjemmevant – i takt med at kendskabet til vores værtsfamilie, de omkringliggende nabohuses familier og børnene/lærerne, som vi underviser, vokser.
Et mere imødekommende og dejligt folkefærd skal der ledes længe efter. Alle har taget så godt imod os, og især børnene er ivrige efter at komme i kontakt, lege, spørge, og pille ved vores tøj og hår. Som gæster i en landsby som Kantipur, langt væk fra alting, er det klart, at vores tilstedeværelse vækker stor opmærksomhed – og det er også fantastisk at slippe sit indre legebarn løs sammen med børnene i en omgang Boogie Woogie eller stafetleg.
Med til at gøre hverdagen mere hjemmevant er også de daglige gøremål. Et højdepunkt i dagen finder sted lige efter kl. 7, når vi har drukket vores kop morgente (bestående af 90% sukker, 10% vand, lidt nepalesisk te og hvis man er heldig lidt mælk). Da går turen ad smalle, snoede stier til brønden, hvor vi smukke, grønne omgivelser skiftes til at pumpe vand for hinanden, og hvor vi bader i vores lunghier. Morgenbadet er et højdepunkt, da temperaturen i Kantipur nærmer sig de ’70′ grader C, og da vi konstant er omgivet af en svag, syrlig duft af sved, som man ville ønske, ikke kom fra een selv. Endvidere skal dagens to hovedmåltider, altid bestående af Dal Bhat, tilegnes stor opmærksomhed. Tænk, at ris og linser med afvekslende grøntsagskompotter, kan smage så godt – og så forskelligt. Mellem de to hovedmåltider serveres et par flade, pandestegte brød – roti – sukkerte og indimellem også lidt Kantipurske popcorn (stegte majskerner). Er man superheldig også en banan.
Hver dag, undtagen lørdag, som er ugens enlige fridag, har vi endelig undervisningen af børnene og lærertræningen at se frem til. Når vi ikke er beskæftigede med det, stor programmet på skoleforberedelse, afslapning, leg, dans og sang – indtil vi dratter om ved 21-tiden.
Det er svært at nedfælde på papir de mange mange indtryk, som den første uge har budt på, og det er forunderligt, hvordan man på så kort tid kan omstille sig til det mest primitive landsbyliv – og elske det. Vi glæder os til det, der kommer de næste seks uger, til de mange Dal Bhat’er og til at kunne dele vores oplevelser med jer derhjemme og med Anna, Marie, Signe og Simone – de næste frivillige, der kommer herned.







