Namuna Dalit Utthan Kantipur

Posts Tagged ‘Erhvervsudvikling’

Tilbage i Kathmandu efter 9 dage i Kantipur, Ayodhyapur and Indrabasti og 1½ dag rundt på offentlige kontorer i distriktshovedstaden Bharatpur.
Det har været et udbytterigt besøg for både begge parter, dvs. Gandharva & Dalit Upliftment Samaj (de tre landsbyer) på den ene side og os fra Jysk landsbyudvikling i Nepal på den anden. Et besøg fyldt med udfordringer, glæder, smil, grin, opfølgning, panderynker, skuffelser, nye indsigter, nye ideer og nye mål. Udviklingsarbejde er ikke bare eksotiske oplevelser, anderledes hverdag, smukke mennesker, harmonisk samarbejde, motivation, korpsånd, planmæssighed, undren og aha-oplevelser. Udviklingsarbejde er også opdragelse, opsang og grænsedragning – og kamp mod misundelse, smålighed og intriger. Efter 2½ år har vi selvfølgelig helt andre ting at tumle med end dengang, vi startede med at købe et par geder hos de rige for at give dem til de fattige.

De kommende indlæg skal handle om skoleprojektet, sundhedsprojektet, drikkevandsprojektet, organisationsudvikling, produktionen, uddannelsesstøtte, turisme, de enlige kvinder, sagen om Bikash, et par hundrede toiletter og samarbejdet med det offentlige Nepal.Men jeg tager også på ferie denne gang. Tirsdag morgen flyver jeg til Phaplu – en lille lufthavn syd for Mount Everest. Jeg  skal slappe af og besøge et helt andet Nepal. Jeg skal ud at vandre, og jeg skal studere en anden danskers udviklingsarbejde. Dyrlæge fra Skive, Kurt Lomborg, har i mange år arbejdet i Solu Khombu, som området nedenfor Mount Everest kaldes. Mandag 31.10 vender jeg tilbage for at arbejde med drikkevandsprojektet de sidste dage før hjemrejsen 5.11.

Tilbage i Kathmandu…. mere end fuld af fine oplevelser, positive overraskelser og gode historier at fortælle jer. Der vil komme flere indlæg i den nærmeste tid: Om forprojektering af vandværk, om skoleprojektet, om kommende samarbejde med de offentlige myndigheder, om en dyrlægeklinik, om skolerenovering, om de indtægtsgenererende aktiviteter, om andelsforeningen og opsparingen, om voksenundervisning, om en rejse i 2011 til Nepal og Kantipur for interesserede danskere og om sundhedsprojektet. Dette er den, efter aktualitet prioriterede rækkefølge, men af praktiske årsager kommer indlæggene sikkert i en lidt anden rækkefølge.

Casper og Anette stortrives i Madi, som det afsides liggende område hedder, hvor Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti ligger. I skrivende stund er der fire dage tilbage af deres 7 uger lange ophold. Udover skolearbejdet, som for tiden foregår i Ayodhyapur, styrer de med sikker hånd produktionen af 50 skåle, 50 huer og 200 støtteknapper. Og de laver videodokumentation af arbejdet som udviklingsarbejder, af dagliglivet i Kantipur og af børnenes leg og legetøj (Museum Østjylland har bestilt 2 stk. legetøj – pige/dreng – med tilhørende baggrundsfortælling, til brug i kommende udstilling). Det skal blive dejligt at se dem på lørdag og have et par dage sammen, inden de tidligt tirsdag morgen sætter kursen mod Mount Everest.

Jeg var jo ret bekymret forud for dette fjerde besøg i Kantipur (se indlæg fra 15.2.2011). Efter jungletrommerne og min intuition at dømme stod det skralt til med vores udviklingsprojekt.
Der ER et par store udfordringer, men det ser ud til, at de fleste problemer nu er samlet op, at forventningerne er afstemte og at fornyet optimisme er sået hele vejen rundt. Vi har tilmed fået decentraliseret en del kompetence og indsigt. Og dermed aflastet formand Siddhi Lal for noget af ansvaret og lidt af den tunge arbejdsbyrde. Vi har på afgørende måde fået konsolideret og kvalificeret udviklingsprojektet.

En kæmpestor tak skal tilfalde Umesh Regmi, som har været en enestående tolk og rådgiver de sidste 12 dage. Jeg er glad for, at jeg fik lov at starte dette projekt med de bare næver og et par blå øjne, men det var absolut på tide, at vi fik Umesh på banen. De menige medlemmer i andelsforeningen er begyndt at snakke og give deres mening tilkende. Engagementet er steget betydeligt. Det samme gælder den gensidige forståelse. Tydeligvis stor lettelse hos os alle. Mere komplekse emner har kunnet diskuteres, og vi er kommet endnu tættere på hinanden. Nye perspektiver dukker op og nye døre åbner sig.
Og så er det jo heller ikke at sige ski’e til, at Umesh og jeg arbejder rigtig godt sammen !!!

I går rejste Casper Grud Nielsen fra Randers og Anette Leegaard fra Vejle til Kantipur.
De udgør det næste hold frivillige, der skal undervise børnene i engelsk. Inden afrejsen i går havde de haft en en travl og spændende uge i Kathmandu. Ankomst mandag eftermiddag, modtagelse i lufthavnen, introduktion til Nepals kultur, historie og aktuelle samfundsmæssige situation, 4×1½ times intensiv sprogundervisning, møde med vores nepalesiske kontakter, Dal Bhat på et par ydmyge steder, besøg på en meget lokal ‘danserestaurant’, møde med østens skønhed, storbyens kaotiske liv og Nepals helt ufattelige gæstfrihed.
Med sig har Casper og Anette 2000 små blyanter fra IKEA og viskelædere, så børnene kan få suppleret deres penalhuse op, mange ideer til og erfaringer fra undervisningen fra de tidligere frivillige og måske et par sommerfugle i maven.
I skrivende stund vides det ikke, om det også lykkedes de to at finde den tykke, farvede, 28 micron uldgarn i Kathmandu, som vi skal bruge i produktionen af hæklede huer. Det er nemlig planen, at Casper og Anette – foruden undervisningen af børnene – også skal sætte en ny produktion af skåle, huer og støtteknapper i gang. Den første sending varer fra Kantipur kom til Danmark 1. november og er nu ude i butikkerne. Og butikkerne har bestilt flere varer.
Vi venter spændt på en sms fra de to. Forhåbentlig er den lange rejse gået godt og forhåbentlig har mødet med deres nye familie været en rigtig god oplevelse. En meget anderledes hverdag venter dem.

Den første sending kunsthåndværk og husflid er kommet til Danmark.
30 hæklede huer, 88 par benvarmere, 147 possementknapper, 19 skåle, 6 strikkede huer og 25 armbånd ankom med DHL Express for to uger siden. Og nu er også en fin og overskuelig opgørelse over de enkelte kvinders produktion ankommet med kurer. Af opgørelsen fremgår det, at 37 kvinder har deltaget i produktionen
Ordren blev afgivet i begyndelsen af september. Kvinderne lovede arbejdet færdigt inden 22. oktober, så Trine og Winnie kunne få alle varer med til Kathmandu efter Dashain.
Arbejdet blev færdigt til tiden. Trine og Winnie fragtede den kostbare last sikkert til Kathmandu, og Kamal sørgede for, at den kom hurtigt videre til speditøren. Det tog derefter mindre end to døgn for de to kasser at komme fra Kathmandu til Silkeborg.

Det er næsten alt sammen fint håndarbejde, og det er tydeligt, at kvinderne har lyttet til den kvalitetsvurdering, som vi i februar lavede af pilotproduktionen. Knapper og armbånd er blevet til de rene kunstværker. Men der er nu stadig langt fra Midtjylland til Kantipur, og der er endnu længere den anden vej. En skål er åbenbart bare en skål. For de skåle, der kom hjem, ligner slet ikke de skåle, der var bestilt. Og det på trods af, at det er de samme kvinder, der har lavet modellen og den endelige skål. Endvidere er de danske kunder krævende, når der gælder finish. Noget af det sværeste er det åbenbart at lære at hæfte ender med en stoppenål i stedet for at binde knuder på garnet.
Alle varer er bestillingsvarer. Fem forretninger i Silkeborg, Ry, Randers og Bøvlingbjerg har bestilt varer fra Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti.

I dag så de to første af butikkerne deres bestillinger. Jeg havde næsten mavepine, da jeg gik ind i forretningen i Tværgade i Silkeborg med 16 skåle, 60 knapper og 20 armbånd. For skålene lignede slet ikke de skåle, der var bestilt. Men kvinderne har lagt et kæmpearbejde i de skåle. Alle skåle er navngivne og ikke to er ens – det er unika.
Helle faldt straks for skålene. Så alle 16 Kantipur skåle sælges fra T.I.N.G i Silkeborg. Sammen med 60 flotte knapper og 20 knyttede armbånd.

Så gik turen videre til ‘Gods og Guld’ i Søndergade. Her vakte både de 24 hæklede huer, Rekha’s 24 knapper med takker og benvarmerne jubel.
Huen, som Buddhisara fandt ud at at lave, fortæller sin egen egen fine historie en anden dag.
I næste uge er der kundebesøg i Ry og Randers, og 30 par benvarmere med påsyede perler skal sendes til Bøvlingbjerg.

Men gå nu ikke forgæves. Varerne skal lige mærkes med nye varemærker, som Janus er ved at lave. Varerne kommer først ud i butikkerne om en uge.

Alt i alt er vi rigtig godt startet. Noget tyder endda på, at en større produktion af skåle, knapper og huer kan sættes i gang til februar. Og det er jo der, vi skal hen.

Tilbage i Kathmandu efter en alt for kort uge i Kantipur. Der er efterhånden en del at lave for mig i vores landsbyudviklingsprojekt. Og alt skal jo klappes af, mens jeg er i Kantipur og kan se alle i øjnene. Men det var skønt at møde alle Kantipur’erne igen. At høre, at alle folk og alle gederne har det godt. At have Trine og Winnie med og følge, hvor flot, de to seje piger kom fra start.
Der har været store problemer med oversvømmelse og jordskred. Ødelæggelserne er sket som følge af usædvanligt voldsomme og langvarige regnskyl midt i august. Langs floden er et større område med rismarker ødelagt, vandforsyningen til halvdelen af landsbyen er ødelagt, veje og dæmninger er ødelagt og dækket af lerskred. Det vil tage langt tid at rette op på skaderne, og Kantipur forsøger at få hjælp fra distriktet.

Nu officielt udviklingsprojekt for 117 familier

Landsbyudviklingsprojektet er nu registreret som en forening, en NGO (Non Government Organisation).
Det har skiftet navn fra ‘Namuna Dalit Utthan Kantipur’ til ‘Gandharva & Dalit Upliftment Samaj’.
NGO’en består af 3 landsbyer med hver sin lille andelsforening med bestyrelse og medlemmer:
Kantipur – 60 ud af 105 familier
Ayodhyapur – 21 ud af 114 familier
Indrabasti – 36 ud af  omkring 100 familier
Formaliseringen af projektet er et vigtigt skridt. Det betyder, at vi nu har en status, der er til at tage og føle på – vi eksisterer.
Men som NGO er det nu også muligt at søge udviklingsstøtte, både lokalt i VDC (Village Devellopment Commity) og i distriktet.
Allerede for 1½ år siden tilbød jeg at betale de udgifter, der er forbundet med dannelsen af en NGO – omkring 700 kr. inkl. en uge lang rejse til distrikskontoret og fortæring undervejs for 3 bestyrelsesmedlemmer.
NGO’en har oprettet en særlig konto i Himalayan Bank og overført formuen til den ny foreningskonto.

Opsparing

Centralt i dette udviklingsprojekt er opsparing i banken til en fælles fremtid. Alle medlemmer sparer hver måned 10-20-50 RS op, og pengene sættes i banken. Efter godkendelse af regnskaberne dobler vi den årlige opsparing – dog højst 50.000 RS årligt.
Denne opsparing er meget vigtig for fællesskabsfølelsen, kan jeg forstå. Den er stadig limen i foreningerne.
En del af opsparingen kommer fra tilbagebetalingen af gederne, grisene og butikkerne. I alt 51 mikrolån – ikke penge, men naturalier – har vi givet. Og der er indgået aftaler med hver familie om tilbagebetaling over de resterende 3½ år.
Det er først efter nytår, at vi for alvor kigger på regnskaberne, tilbagebetalingen af lånene og indestående i banken.

Skoleprojektet

Skoleprojektet er en stor succes. Børnene og lærerne sætter meget stor pris på vores arbejde. De så gerne, at vi var der hele året rundt.
Det er tredje sæson for skoleprojektet. Det synes at være lykkedes os, denne gang at samle erfaringerne fra de to første holds arbejde i Kantipur og Ayodhyapur Schools og endda give skolearbejdet et stort kvalitativt løft.
Trine og Winnie har i skrivende stund været i Kantipur i 2 uger. De arbejder med lærerudvikling og med skolegangskulturen, og de er kommet rigtig godt fra start. Lærerne har et stort ønske om at blive bedre til engelsk, og opgradering af lærerne er næsten det allerbedste sted at sætte ind. Det faglige niveau er lavt – engelsk for voksne nybegyndere. Til gengæld er motivationen meget stor.  Trine og Winnie underviser også børnene, men sammen med deres lærere. På den måde får lærerne øvet sig i det indlærte engelsk, men de får også lige så stille og roligt udviklet en bevidsthed om andre pædagogiske muligheder end terperi og udenadslære.
Anna, Marie, Signe og Simone ankom til Kathmandu fra København for to dage siden. Lige nu er de i gang med deres anden nepali time. Efter trekking og andre eventyr, der starter på mandag, skal de til Kantipur. Der bliver en uges overlap, hvor Trine og Winnie kan introducere de nye frivillige til yderligere 7 ugers fortsat arbejde med børnene i de tre skoler.
Om en uges tid går Winnie, der er socialrådgiver, i gang med en undersøgelse af skolegangskulturen: Hvem kommer i skole? Hvordan ser fraværsstatikken ud? Hvad er årsagerne til at nogle børn ikke kommer i skole? Hvordan er forældrenes faglige baggrund? Hvordan ser forældrene på betydning af skolegang? Hvordan arbejder skolen med at forbedre fremmødet? Hvad kan der gøres for at få alle børn i skole hver dag? Hvad kan vi gøre? Forhåbentlig træffer jeg meget snart aftale med en kvindelig tolk og rådgiver fra Kathmandu, som kan hjælpe Winnie i 4-5 dage med interviews og andet opklarende arbejde.

Skolebygningerne

Især Kantipur School trænger hårdt til vedligeholdelse. Vinduer og døre er delvist ødelagte. Gulvene er hullede, og skolemøblerne er gamle og dårligt vedligeholdte. Væggene trænger til maling, tavlen til reparation. Der er ingen materialer eller inspirerende udsmykning på væggene. Vi har afsat 50.000 RS – 3.500 kr. – til istandsættelse af to klasselokaler i år. Det dækker ikke en fuld istandsættelse af bygningen, men dog en fornuftig renovering med 10 nye vinduer, reparation af 2 døre, tavler og alle skolemøbler, støbning af nyt gulv og indvendig maling. Vi må senere, når også Ayodhyapur og Indrabasti Schools har fået deres største behov dækket, se, hvordan vi kan få skolen malet udvendigt.
I den uge i oktober, hvor alle seks danske frivillige er samlet i Kantipur, er det Dashain, årets største festival i Nepal. Alle tager hjem til deres landsby for at fejre højtiden og være sammen. I den uge skal vi sætte de to klasselokaler i stand. Frivillige, forældre, lærere og skolebestyrelsen i fællesskab.

Erhvervsudvikling

For at alt dette arbejde for Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti kan blive bæredygtigt, for at landsbyerne ikke skal blive afhængige af vores indsats, er det nødvendigt at se erhvervsmulighederne. Hvilken muligheder er der for at skabe et fælles indtægtsgrundlag?
Vi har drøftet dette spørgsmål flere gange og arbejder i øjeblikket et par af ideerne: Kunsthåndværk/husflid/håndarbejde til det danske marked og ubrændte, højtrykspressede mursten til det lokale marked.
Jeg havde jo materialer, modeller og endda bestillinger på omkring 200 stykker ‘handicraft’ og fik sat gang i produktionen af de fleste ting. Benvarmere, huer, brødkurve, knapper og armbånd. Kvinderne har lovet arbejdet færdig inden Dashain, så Trine og Winnie kan få produktionen med til Kathmandu og sende den hjem til Danmark inden julehandelen sætter ind.
Kantipurerne vil gerne lave ubrændte, højtrykspressede mursten. De er overbeviste om, at leren i området er velegnet til formålet, og jeg havde derfor en jordprøve med mig til Kathmandu. I går aftes mødtes jeg med Sonam Wangchuk, der bygger miljøvenlige skoler for MS Nepal. Sonam kunne bekræfte, at leren i jordprøven er meget velegnet, behøver dog tilsætning af lidt groft sand, som formodentlig også findes i nærheden. Næste spørgsmål er så afsætningsmulighederne. Er der i lokalområdet overhovedet et marked for denne slags mursten?

2 køkkener

I februar afsatte vi penge til at to familier i Kantipur kunne bygge sig et separat køkken. Det er Kantipurs to fattigste familier, og de bor henholdsvis 5 og 3 mennesker i meget små huse, under 12 m2. De to familierne har selvfølgelig også fået hver en ged, som de er begyndt at sælge kid fra. Gedemælken bruges ikke i Nepal – ikke af religiøse grunde, nærmere fordi de ikke giver mere mælk end kiddene har brug for.

Den ene familie har lavet sig et meget fint køkken ved siden af det lille, gamle hus, se billederne. Den anden er knap så dygtig med hænderne eller knap så omhyggelig med arbejdet. Så det køkken er knap så fint bygget og synes også at have lidt fugtproblemer, fordi regnvandet ikke afledes ordentligt. Vi drøftede muligheden af at lave et dræn med sten langs huset, så vandet fra taget løber hen til en skrænt få meter borte – i stedet for ind under huset. Ingen af de to familier har endnu fået bygget den skorsten, som vi aftalte, da vi bevilgede pengene. Så der er lidt at følge op på dér. Det er selvfølgeligt en småting i den store sammenhæng, men jeg tror, det betyder meget at vise interesse for det, vi har sat i gang og følge op, indtil tingene er som aftalt. Og det er også meget dejligt at komme rundt til familierne – det begynder at knibe lidt efterhånden som projektet vokser.
Begge køkkener har kostet 5000 RS stykket  – 350 kr.- incl. køkkengrejet.
Den anden familie, Shyam Bahadur, Sarmila og deres tre børn, er måske ikke verdens bedste husbyggere, og de vil muligvis også blive ved med at være en af landsbyens fattigste familier; men det er til gengæld altid morsomt at komme på besøg hos dem. Da alt køkkengrej blev lagt frem på jorden foran huset, lavede jeg lidt sjov med dem. Jeg spurgte om, jeg måtte have lov at vælge en tallerken, der kunne være min, når jeg kom på besøg næste gang. Det morede alle sig meget over, så jeg tog min tykke, vandfaste tusch og skrev ‘Loneko Thal’ under en af den seks tallerkener. Så næste gang, jeg kommer til Kantipur, får Sarmila en kylling og så holder vi fest.

Uddannelse

Dette landsbyudviklingsprojekt starter nederst i landsbyhierakiet. Med de 51 mikrolån investeringerne i geder, grise og butikker samt de to køkkener forsøger vi  at løfte de fattigste først. Halvdelen af medlemmerne er så velstillede, at en investering af den størrelsesorden ikke vil have nogen betydning for dem. Men de må omvendt gerne opleve, at der også kan være fordele for dem ved at være med. Det kunne være uddannelsesstøtte til deres børn.
I februar udpegede kooperativet fire familier med børn under videregående uddannelse – det skulle være to piger og to drenge. Også ved disse scolarships er det hensigten, at vi kigger på de fattigste familier først. Vi blev enige om, at jeg/vi efter godkendelse af de unges seneste eksamenskarakterer og et budget fra hver af dem, betaler 50% af et års udgifter til studie, kost og logi. Forældrene skal fortsat betale de andre 50%. Vi har betalt 3.500 kr. i juni 2010, andre 3.500 kr. forfalder i november 2010, hvis alle eksaminer er bestået og admission fees betalt.
Med de nuværende 4 scolarships til unge fra Kantipur må det være Ayodhyapur og Indrabasti, vi kigger på næste gang.
Min gode ven og rådgiver, Kamal Sapkota i Kathmandu, hjælper mig med at fremskaffe dokumentation og forhandle rimelige budgetter med de unge. Jeg havde gerne set, at vi havde holdt et møde, Kamal, de fire unge og mig. Men dels kunne Kamal ikke finde tid til at komme til Kantipur, dels nåede de unge aldrig hjem, som forventet (hvorfor gjorde de ikke det?). Kunne de måske komme et smut til Kathmandu inden jeg tager hjem?

Sundhed

Jeg er ikke læge og kan ikke gennemskue sundshedsforholdene i Kantipur. Men jeg ved, at gennemsnitsalderen for nepalesiske kvinder er 58 år (mænd 59 år). I det vestligste og meget fattige Nepal bliver kvinderne gennemsnitlig endda kun 35 år. Jeg ved også, at et af 2015-målene her i Nepal handler om at nedbringe børnedødelighed og dødeligheden for mødre. De konkrete tal for problemerne og for 2015-målene har jeg ikke lige ved hånden. Måske en særligt interesseret læser vil grave lidt i 2015-målene for mig?
Med egne øjne har jeg set, at de sanitære forhold lader meget tilbage at forbedre og en del børn ser forsømte og tynde ud. Enkelte børn har forstørrede maver. Mange børn har bylder og byldelignende knopper og mange ar efter …?. Jeg kan se, at mange sår ikke behandles. Men jeg kan også se på skolen, at UNICEF har været forbi på et tidspunkt med en oplysningskampagne om sanitære forhold. Og mens jeg var i Kantipur denne gang, var en søster til Siddhi Lals svigerinde i landsbyen for at afholde en aller anden slags seminar for mødre med småbørn. Svigerinden arbejder i marken for en finsk-nepalesisk NGO.
På møder med landsbyerne har jeg nævnt, at en af mine gode venner er læge, og at hun har tilbudt at tage med til Kantipur til februar, hvis der er brug for det. På et af møderne med bestyrelserne – i Ayodhyapur og Indrabasti består bestyrelserne næsten udelukkende af kvinder – spurgte jeg ind til, om der var særlige forhold, som de kunne tænke sig at bruge en dansk læge til. Det kom meget spontant tilbage, at de virkelig havde brug for at få drøftet forhold omkring mor og barn: Graviditet, fødsel og de første år efter fødslen.
Anette Mønster, praktiserende læge, er den veninde, der har tilbudt at tage med til Kantipur, hvis der er ønske om og behov for det.
Det er planen, at Anette og jeg tager til Kantipur i februar. Der er ingen tvivl om, at der vil blive trængsel omkring Anette. Det bliver rigtig spændende at prøve at planlægge 10 sundhedsdage sammen med Anette og landsbyerne. Det bliver også spændende at se, om der på længere sigt kunne komme gang i en målrettet indsats for sundheden i området.

Drikkevand

Vi skal have fat i drikkevandsproblemet.
Vi skal have samlet alle gode kræfter i netværket og se, hvordan vi kan få skovlen under det problem. Vi skal selvfølgelig have undersøgt, om vi på en aller anden måde kan trække på Grundfos.
Formand for landsbykooperativerne, Siddhi Lal, har lovet mig en beskrivelse af drikkevandssituationen i de tre landsbyer, af problemer, behov og perspektiver. Den må gerne være på nepalesisk – det gør det selvfølgelig nemmere for ham. Og nu kender jeg efterhånden mange mennesker, der kan hjælpe med oversættelse.
Jeg ved, at der er flere brønde, nogle med håndpumper, i Neder Kantipur. Men hvert år i marts-april løber de – på nær 1 brønd – tørre for vand. Indtil regntiden i juni er der så kun floden at hente vand fra. Vandet her er ikke rent nok, så alle har maveproblemer i et par måneder, indtil der igen løber vand i brøndene. Man har to gange forsøgt at skaffe vand til skolen. Men brøndene, der begge er gravede, står tomme hele året. De er ikke dybe nok.
I Over Kantipur lever omkring 60 familier. De henter alle vandet ved en fælles vandpost. Vandet ledes nedgravet slange fra en højtliggende sø i junglen, til vandhanen, der er forholdsvis centralt placeret. Vel ca. ½ km til de yderste familier. Omkring samme tid – marts-april – tørrer søen ud, og så må Over Kantipur også ned til floden efter ikke rent drikkevand.
I år har monsunen ødelagt vandledningen fra søen i junglen, og alle må ned til Neder Kantipur’s brønde efter vand. Jeg fornemmer, at det er man heller ikke glade for i Neder Kantipur.
Jeg mener, at Ayodhyapur og Indrabasti får vand fra samme ‘pipe’ som Over Kantipur. Der skulle efter sigende være syv vandhaner på ledningen, men jeg er ikke sikker. Det må Siddhi Lals rapport kaste lys over.

Danske turister til Kantipur, Ayodhyapur and Indrabasti?

Ligesom uddannelsesstøtte til de fire unge er et tilbud til de lidt mere velstillede familier, kunne det også være et tilbud til udvalgte familier at tage imod danskere, der har lyst til at opleve, hvordan livet leves udenfor Kathmandudalen. Et bondegårdsophold på 2-3 dage bare… hvor vi tager med i marken, med til brønden, med i junglen for at hente grønt til gederne og er med ved madlavningen. Der kunne også blive tid til et par småture rundt i landsbyerne, en udflugt til den forunderlige Chepan-dal, springvandene lidt oppe ad floden og til den smukke sø i junglen, hvis navn, jeg ikke kan stave.
Jeg har spurgt kooperativerne, om de kunne tænke sig at arbejde med den mulighed. Vi kunne starte i efteråret 2011 med 6 familier, dvs. 2 familier i hver landsby. Landsbyerne er både interesserede, glade og spændte.
Opholdet vil være primitivt, men værtsfamilien vil mindst kunne gode toiletforhold (pedaltoilet) og et separat værelse med seng og rent sengetøj til gæsterne.
Jeg går nu videre med at planlægge en Nepal 2-3 ugers rejse for 10-12 personer. Rejsen vil, foruden sightseeing i Kathmandu og omegn – selvfølgelig, åbne mulighed for at komme på trekking i Himalaya, for besøge et andet landsbyudviklingsprojekt og for at besøge Chitwan National Park, der ligger i nærheden af Kantipur. Turen vil blive tilrettelagt i samarbejde med Kamal, vores gode guide, ven og rådgiver. Han ejer Mountain Delights Treks & Expedition. Der er flere gode venner i det danske Kantipur-netværk, der har udtrykt ønske om at komme med til Kantipur en dag. I vil selvfølgelig blive spurgt først (I er også meget velkomne til at kontakte mig). Derudover kunne jeg vel nok gennem aviserne samle et par interesserede i det midtjyske.

Kathmandu, mandag 30. august 2010 kl. 22.30.
Trine og Winnie kom hertil for snart 18 dage siden fra Indien. De har besøgt nogle af de største seværdigheder her i Nepal, de været på trekking i Annapurna området, og nu forsøger de at få det nepalesiske dagligliv op under neglene. Jeg kom for 2 dage siden og prøver at få styr på de mange forberedelser forud for starten af næste afsnit af udviklingsprojektet i Sydnepal. Sammen rejser vi til Kantipur på torsdag.
Hver eneste dag i denne uge starter for os alle tre med Nepali undervisning. Umesh kommer kl. 8 og spilder højst et minut med snak, før undervisningen går i gang. Trine og Winnie må slide i 1½ time hver gang, mens jeg har fået lov at slippe med 1 time.
Trine og Winnie har i forgårs besøgt en – efter nepalesiske – meget utraditionel privatskole, som arbejder med undervisningsprincipper, der ligner dem, Trine vil arbejde med i sit lærerudviklingsprogram. Mens Trine skal arbejde med lærerudvikling, sætter Winnie fokus på skolegangskulturen. Hvad kan vi gøre for at få alle børn i skole og få dem til at synes, at det bare er det mest spændende, der findes?
Trine og Winnie har brug for en tolk.Forhåbentlig træffer vi aftale om det med en ung mand i morgen tidlig.

Jeg har brugt en del tid og benarbejde på at lede efter egnet uld og silke til produktionen af benvarmere, pulsvarmere og huer. Jeg tror, det er lykkedes her i eftermiddag at finde grossisten, der har alle de farver og kvaliteter, vi har brug for – til en rimelig pris. I morgen køber jeg 25 kg uldgarn i 10 forskellige farver, og mon ikke der skal købes 5 kg silkegarn i forskellige meleringer. Og jeg får det pakket, så det kan klare den vanskelige tur til Kantipur.Jeg fik nemlig en opringning fra Kantipur her i aften. Sanju fortæller, at vi må klare de sidste par timer af turen i en 4-hjulstrækker, fordi vandet står så højt i floderne, at bussen ikke kan komme over. Det vil også sige, at vi skal bære vores bagage på hovedet over floderne.
Kamal er ved at undersøge priser på kladdehæfter til udviklingsprojektet. Børnene i de tre skoler får denne gang hver 2 kladdehæfter, 1 blyant, 1 viskelæder, en kort lineal og et træpenalhus. Hver skole får en stor blyantspidser. Trine og Winnie opdagede på skolen, som de besøgte nogle store tavler med både vores og det nepalesiske alfabet. Dem har vi bestilt tre af. Forhåbentlig kommer de også med på torsdag.
Fortsættelse følger i morgen eller i overmorgen…..

Kathmandu, onsdag 1. september 2010 kl. 21.
Så er vi klar til at tage afsted.
Der er truffet aftale med tolken Ajay om en uges arbejde for Trine og Winnie. Dvs. at han skal oversætte de indledende drøftelser med de tre skoleinspektører og de første dages arbejde med lærerne i Kantipur. Han skal hjælpe os med at introducere Winnies socialantropologiske undersøgelse af skolegangskulturen for skolerne og de tre kooperativer. Om alt går vel kommer han tilbage i uge 4 for at oversætte de interviews, som Winnie på det tidspunkt skal i gang med.

Vi havde i går et par timer med lidt spænding på. Det var jo gået op for os, at der i år er så meget vand i floderne og i lavlandet i det hele taget, at der ikke kører busser, når vi er kommet over Reu floden. Men så erfarede vi, at der heller ikke er noget, der hedder 4-hjulstrækkere. Vi ville gerne undgå at skulle vandre en 5-6 timer, da vi i så fald var nødt til at bruge 2 dage på rejsen. Og så er det jo også sådan, at vi har 30 kg uld- og silkegarn at bære – udover vores personlige bagage. Enden af det hele blev/bliver, at formand for andelsforeningen Siddhi Lal henter os i Narayanghat og følger os sikkert over floden og hjem til Kantipur. Vi har sagt ja tak til, at Siddhi Lal hyrer en traktor, der kan køre os og alt garnet fra Reu til Kantipur. Den er dyr! – men som nepaleserne siger: Ke garne – hvad sku’ vi ellers gøre?
I dag havde vi den sidste Nepali time med Umesh. Min var lang – 2 timer – for jeg har planer om, igen i år at holde en tale på nepalesisk for Kantipur’erne, når vi ankommer – eller rettere næste morgen. Jeg vil gerne med mine egne ord gøre status og fortælle, hvad jeg forventer mig af ugen. Og så vel også almindelig høflighed at sige pænt goddag. Nu er talen klar, jeg skal bare holde den for tolken i bussen i morgen, for Siddhi Lal og så lige lære den udenad. Så kører det!
Sådan noget synes jeg er vildt morsomt. Og temmelig grænseoverskridende – for mig.
Kl. 7 kører bussen. Kl. 6 har hotelejer Durba en kop kaffe parat. Kl. 6.15 bliver jeg afhentet, og 6.30 samler vi Winnie og Trine op ved deres hotel. Når vi kører fra Kathmandu, er Siddhi Lal på vej til Reu, til fods. Han står nok op kl. 4 for at nå frem til Reu til kl. 10. Går det efter planen, kommer vi til Kantipur ved mørkets frembrud.
Jeg er tilbage i Kathmandu senest 14.9. Signe, Simone, Anna og Marie lander jo i lufthavnen 15.9 kl. 13.45

Familie Journal’en bringer i denne uge en fin artikel om udviklingsprojektet i Kantipur. Jeg har netop fået tilladelse til at offentliggøre den her på hjemmesiden.

Artiklen er skrevet af Anne Mette Nordfalk, freelance journalist og  tidligere informationsmedarbejder ved Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal.
Læs Familie Journal, Uge 24-2010 (PDF)