Tilbage i Kathmandu efter en alt for kort uge i Kantipur. Der er efterhånden en del at lave for mig i vores landsbyudviklingsprojekt. Og alt skal jo klappes af, mens jeg er i Kantipur og kan se alle i øjnene. Men det var skønt at møde alle Kantipur’erne igen. At høre, at alle folk og alle gederne har det godt. At have Trine og Winnie med og følge, hvor flot, de to seje piger kom fra start.
Der har været store problemer med oversvømmelse og jordskred. Ødelæggelserne er sket som følge af usædvanligt voldsomme og langvarige regnskyl midt i august. Langs floden er et større område med rismarker ødelagt, vandforsyningen til halvdelen af landsbyen er ødelagt, veje og dæmninger er ødelagt og dækket af lerskred. Det vil tage langt tid at rette op på skaderne, og Kantipur forsøger at få hjælp fra distriktet.

Nu officielt udviklingsprojekt for 117 familier

Landsbyudviklingsprojektet er nu registreret som en forening, en NGO (Non Government Organisation).
Det har skiftet navn fra ‘Namuna Dalit Utthan Kantipur’ til ‘Gandharva & Dalit Upliftment Samaj’.
NGO’en består af 3 landsbyer med hver sin lille andelsforening med bestyrelse og medlemmer:
Kantipur – 60 ud af 105 familier
Ayodhyapur – 21 ud af 114 familier
Indrabasti – 36 ud af  omkring 100 familier
Formaliseringen af projektet er et vigtigt skridt. Det betyder, at vi nu har en status, der er til at tage og føle på – vi eksisterer.
Men som NGO er det nu også muligt at søge udviklingsstøtte, både lokalt i VDC (Village Devellopment Commity) og i distriktet.
Allerede for 1½ år siden tilbød jeg at betale de udgifter, der er forbundet med dannelsen af en NGO – omkring 700 kr. inkl. en uge lang rejse til distrikskontoret og fortæring undervejs for 3 bestyrelsesmedlemmer.
NGO’en har oprettet en særlig konto i Himalayan Bank og overført formuen til den ny foreningskonto.

Opsparing

Centralt i dette udviklingsprojekt er opsparing i banken til en fælles fremtid. Alle medlemmer sparer hver måned 10-20-50 RS op, og pengene sættes i banken. Efter godkendelse af regnskaberne dobler vi den årlige opsparing – dog højst 50.000 RS årligt.
Denne opsparing er meget vigtig for fællesskabsfølelsen, kan jeg forstå. Den er stadig limen i foreningerne.
En del af opsparingen kommer fra tilbagebetalingen af gederne, grisene og butikkerne. I alt 51 mikrolån – ikke penge, men naturalier – har vi givet. Og der er indgået aftaler med hver familie om tilbagebetaling over de resterende 3½ år.
Det er først efter nytår, at vi for alvor kigger på regnskaberne, tilbagebetalingen af lånene og indestående i banken.

Skoleprojektet

Skoleprojektet er en stor succes. Børnene og lærerne sætter meget stor pris på vores arbejde. De så gerne, at vi var der hele året rundt.
Det er tredje sæson for skoleprojektet. Det synes at være lykkedes os, denne gang at samle erfaringerne fra de to første holds arbejde i Kantipur og Ayodhyapur Schools og endda give skolearbejdet et stort kvalitativt løft.
Trine og Winnie har i skrivende stund været i Kantipur i 2 uger. De arbejder med lærerudvikling og med skolegangskulturen, og de er kommet rigtig godt fra start. Lærerne har et stort ønske om at blive bedre til engelsk, og opgradering af lærerne er næsten det allerbedste sted at sætte ind. Det faglige niveau er lavt – engelsk for voksne nybegyndere. Til gengæld er motivationen meget stor.  Trine og Winnie underviser også børnene, men sammen med deres lærere. På den måde får lærerne øvet sig i det indlærte engelsk, men de får også lige så stille og roligt udviklet en bevidsthed om andre pædagogiske muligheder end terperi og udenadslære.
Anna, Marie, Signe og Simone ankom til Kathmandu fra København for to dage siden. Lige nu er de i gang med deres anden nepali time. Efter trekking og andre eventyr, der starter på mandag, skal de til Kantipur. Der bliver en uges overlap, hvor Trine og Winnie kan introducere de nye frivillige til yderligere 7 ugers fortsat arbejde med børnene i de tre skoler.
Om en uges tid går Winnie, der er socialrådgiver, i gang med en undersøgelse af skolegangskulturen: Hvem kommer i skole? Hvordan ser fraværsstatikken ud? Hvad er årsagerne til at nogle børn ikke kommer i skole? Hvordan er forældrenes faglige baggrund? Hvordan ser forældrene på betydning af skolegang? Hvordan arbejder skolen med at forbedre fremmødet? Hvad kan der gøres for at få alle børn i skole hver dag? Hvad kan vi gøre? Forhåbentlig træffer jeg meget snart aftale med en kvindelig tolk og rådgiver fra Kathmandu, som kan hjælpe Winnie i 4-5 dage med interviews og andet opklarende arbejde.

Skolebygningerne

Især Kantipur School trænger hårdt til vedligeholdelse. Vinduer og døre er delvist ødelagte. Gulvene er hullede, og skolemøblerne er gamle og dårligt vedligeholdte. Væggene trænger til maling, tavlen til reparation. Der er ingen materialer eller inspirerende udsmykning på væggene. Vi har afsat 50.000 RS – 3.500 kr. – til istandsættelse af to klasselokaler i år. Det dækker ikke en fuld istandsættelse af bygningen, men dog en fornuftig renovering med 10 nye vinduer, reparation af 2 døre, tavler og alle skolemøbler, støbning af nyt gulv og indvendig maling. Vi må senere, når også Ayodhyapur og Indrabasti Schools har fået deres største behov dækket, se, hvordan vi kan få skolen malet udvendigt.
I den uge i oktober, hvor alle seks danske frivillige er samlet i Kantipur, er det Dashain, årets største festival i Nepal. Alle tager hjem til deres landsby for at fejre højtiden og være sammen. I den uge skal vi sætte de to klasselokaler i stand. Frivillige, forældre, lærere og skolebestyrelsen i fællesskab.

Erhvervsudvikling

For at alt dette arbejde for Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti kan blive bæredygtigt, for at landsbyerne ikke skal blive afhængige af vores indsats, er det nødvendigt at se erhvervsmulighederne. Hvilken muligheder er der for at skabe et fælles indtægtsgrundlag?
Vi har drøftet dette spørgsmål flere gange og arbejder i øjeblikket et par af ideerne: Kunsthåndværk/husflid/håndarbejde til det danske marked og ubrændte, højtrykspressede mursten til det lokale marked.
Jeg havde jo materialer, modeller og endda bestillinger på omkring 200 stykker ‘handicraft’ og fik sat gang i produktionen af de fleste ting. Benvarmere, huer, brødkurve, knapper og armbånd. Kvinderne har lovet arbejdet færdig inden Dashain, så Trine og Winnie kan få produktionen med til Kathmandu og sende den hjem til Danmark inden julehandelen sætter ind.
Kantipurerne vil gerne lave ubrændte, højtrykspressede mursten. De er overbeviste om, at leren i området er velegnet til formålet, og jeg havde derfor en jordprøve med mig til Kathmandu. I går aftes mødtes jeg med Sonam Wangchuk, der bygger miljøvenlige skoler for MS Nepal. Sonam kunne bekræfte, at leren i jordprøven er meget velegnet, behøver dog tilsætning af lidt groft sand, som formodentlig også findes i nærheden. Næste spørgsmål er så afsætningsmulighederne. Er der i lokalområdet overhovedet et marked for denne slags mursten?

2 køkkener

I februar afsatte vi penge til at to familier i Kantipur kunne bygge sig et separat køkken. Det er Kantipurs to fattigste familier, og de bor henholdsvis 5 og 3 mennesker i meget små huse, under 12 m2. De to familierne har selvfølgelig også fået hver en ged, som de er begyndt at sælge kid fra. Gedemælken bruges ikke i Nepal – ikke af religiøse grunde, nærmere fordi de ikke giver mere mælk end kiddene har brug for.

Den ene familie har lavet sig et meget fint køkken ved siden af det lille, gamle hus, se billederne. Den anden er knap så dygtig med hænderne eller knap så omhyggelig med arbejdet. Så det køkken er knap så fint bygget og synes også at have lidt fugtproblemer, fordi regnvandet ikke afledes ordentligt. Vi drøftede muligheden af at lave et dræn med sten langs huset, så vandet fra taget løber hen til en skrænt få meter borte – i stedet for ind under huset. Ingen af de to familier har endnu fået bygget den skorsten, som vi aftalte, da vi bevilgede pengene. Så der er lidt at følge op på dér. Det er selvfølgeligt en småting i den store sammenhæng, men jeg tror, det betyder meget at vise interesse for det, vi har sat i gang og følge op, indtil tingene er som aftalt. Og det er også meget dejligt at komme rundt til familierne – det begynder at knibe lidt efterhånden som projektet vokser.
Begge køkkener har kostet 5000 RS stykket  – 350 kr.- incl. køkkengrejet.
Den anden familie, Shyam Bahadur, Sarmila og deres tre børn, er måske ikke verdens bedste husbyggere, og de vil muligvis også blive ved med at være en af landsbyens fattigste familier; men det er til gengæld altid morsomt at komme på besøg hos dem. Da alt køkkengrej blev lagt frem på jorden foran huset, lavede jeg lidt sjov med dem. Jeg spurgte om, jeg måtte have lov at vælge en tallerken, der kunne være min, når jeg kom på besøg næste gang. Det morede alle sig meget over, så jeg tog min tykke, vandfaste tusch og skrev ‘Loneko Thal’ under en af den seks tallerkener. Så næste gang, jeg kommer til Kantipur, får Sarmila en kylling og så holder vi fest.

Uddannelse

Dette landsbyudviklingsprojekt starter nederst i landsbyhierakiet. Med de 51 mikrolån investeringerne i geder, grise og butikker samt de to køkkener forsøger vi  at løfte de fattigste først. Halvdelen af medlemmerne er så velstillede, at en investering af den størrelsesorden ikke vil have nogen betydning for dem. Men de må omvendt gerne opleve, at der også kan være fordele for dem ved at være med. Det kunne være uddannelsesstøtte til deres børn.
I februar udpegede kooperativet fire familier med børn under videregående uddannelse – det skulle være to piger og to drenge. Også ved disse scolarships er det hensigten, at vi kigger på de fattigste familier først. Vi blev enige om, at jeg/vi efter godkendelse af de unges seneste eksamenskarakterer og et budget fra hver af dem, betaler 50% af et års udgifter til studie, kost og logi. Forældrene skal fortsat betale de andre 50%. Vi har betalt 3.500 kr. i juni 2010, andre 3.500 kr. forfalder i november 2010, hvis alle eksaminer er bestået og admission fees betalt.
Med de nuværende 4 scolarships til unge fra Kantipur må det være Ayodhyapur og Indrabasti, vi kigger på næste gang.
Min gode ven og rådgiver, Kamal Sapkota i Kathmandu, hjælper mig med at fremskaffe dokumentation og forhandle rimelige budgetter med de unge. Jeg havde gerne set, at vi havde holdt et møde, Kamal, de fire unge og mig. Men dels kunne Kamal ikke finde tid til at komme til Kantipur, dels nåede de unge aldrig hjem, som forventet (hvorfor gjorde de ikke det?). Kunne de måske komme et smut til Kathmandu inden jeg tager hjem?

Sundhed

Jeg er ikke læge og kan ikke gennemskue sundshedsforholdene i Kantipur. Men jeg ved, at gennemsnitsalderen for nepalesiske kvinder er 58 år (mænd 59 år). I det vestligste og meget fattige Nepal bliver kvinderne gennemsnitlig endda kun 35 år. Jeg ved også, at et af 2015-målene her i Nepal handler om at nedbringe børnedødelighed og dødeligheden for mødre. De konkrete tal for problemerne og for 2015-målene har jeg ikke lige ved hånden. Måske en særligt interesseret læser vil grave lidt i 2015-målene for mig?
Med egne øjne har jeg set, at de sanitære forhold lader meget tilbage at forbedre og en del børn ser forsømte og tynde ud. Enkelte børn har forstørrede maver. Mange børn har bylder og byldelignende knopper og mange ar efter …?. Jeg kan se, at mange sår ikke behandles. Men jeg kan også se på skolen, at UNICEF har været forbi på et tidspunkt med en oplysningskampagne om sanitære forhold. Og mens jeg var i Kantipur denne gang, var en søster til Siddhi Lals svigerinde i landsbyen for at afholde en aller anden slags seminar for mødre med småbørn. Svigerinden arbejder i marken for en finsk-nepalesisk NGO.
På møder med landsbyerne har jeg nævnt, at en af mine gode venner er læge, og at hun har tilbudt at tage med til Kantipur til februar, hvis der er brug for det. På et af møderne med bestyrelserne – i Ayodhyapur og Indrabasti består bestyrelserne næsten udelukkende af kvinder – spurgte jeg ind til, om der var særlige forhold, som de kunne tænke sig at bruge en dansk læge til. Det kom meget spontant tilbage, at de virkelig havde brug for at få drøftet forhold omkring mor og barn: Graviditet, fødsel og de første år efter fødslen.
Anette Mønster, praktiserende læge, er den veninde, der har tilbudt at tage med til Kantipur, hvis der er ønske om og behov for det.
Det er planen, at Anette og jeg tager til Kantipur i februar. Der er ingen tvivl om, at der vil blive trængsel omkring Anette. Det bliver rigtig spændende at prøve at planlægge 10 sundhedsdage sammen med Anette og landsbyerne. Det bliver også spændende at se, om der på længere sigt kunne komme gang i en målrettet indsats for sundheden i området.

Drikkevand

Vi skal have fat i drikkevandsproblemet.
Vi skal have samlet alle gode kræfter i netværket og se, hvordan vi kan få skovlen under det problem.
Formand for landsbykooperativerne, Siddhi Lal, har lovet mig en beskrivelse af drikkevandssituationen i de tre landsbyer, af problemer, behov og perspektiver. Den må gerne være på nepalesisk – det gør det selvfølgelig nemmere for ham. Og nu kender jeg efterhånden mange mennesker, der kan hjælpe med oversættelse.
Jeg ved, at der er flere brønde, nogle med håndpumper, i Neder Kantipur. Men hvert år i marts-april løber de – på nær 1 brønd – tørre for vand. Indtil regntiden i juni er der så kun floden at hente vand fra. Vandet her er ikke rent nok, så alle har maveproblemer i et par måneder, indtil der igen løber vand i brøndene. Man har to gange forsøgt at skaffe vand til skolen. Men brøndene, der begge er gravede, står tomme hele året. De er ikke dybe nok.
I Over Kantipur lever omkring 60 familier. De henter alle vandet ved en fælles vandpost. Vandet ledes nedgravet slange fra en højtliggende sø i junglen, til vandhanen, der er forholdsvis centralt placeret. Vel ca. ½ km til de yderste familier. Omkring samme tid – marts-april – tørrer søen ud, og så må Over Kantipur også ned til floden efter ikke rent drikkevand.
I år har monsunen ødelagt vandledningen fra søen i junglen, og alle må ned til Neder Kantipur’s brønde efter vand. Jeg fornemmer, at det er man heller ikke glade for i Neder Kantipur.
Jeg mener, at Ayodhyapur og Indrabasti får vand fra samme ‘pipe’ som Over Kantipur. Der skulle efter sigende være syv vandhaner på ledningen, men jeg er ikke sikker. Det må Siddhi Lals rapport kaste lys over.

Danske turister til Kantipur, Ayodhyapur and Indrabasti?

Ligesom uddannelsesstøtte til de fire unge er et tilbud til de lidt mere velstillede familier, kunne det også være et tilbud til udvalgte familier at tage imod danskere, der har lyst til at opleve, hvordan livet leves udenfor Kathmandudalen. Et bondegårdsophold på 2-3 dage bare… hvor vi tager med i marken, med til brønden, med i junglen for at hente grønt til gederne og er med ved madlavningen. Der kunne også blive tid til et par småture rundt i landsbyerne, en udflugt til den forunderlige Chepan-dal, springvandene lidt oppe ad floden og til den smukke sø i junglen, hvis navn, jeg ikke kan stave.
Jeg har spurgt kooperativerne, om de kunne tænke sig at arbejde med den mulighed. Vi kunne starte i efteråret 2011 med 6 familier, dvs. 2 familier i hver landsby. Landsbyerne er både interesserede, glade og spændte.
Opholdet vil være primitivt, men værtsfamilien vil mindst kunne gode toiletforhold (pedaltoilet) og et separat værelse med seng og rent sengetøj til gæsterne.
Jeg går nu videre med at planlægge en Nepal 2-3 ugers rejse for 10-12 personer. Rejsen vil, foruden sightseeing i Kathmandu og omegn – selvfølgelig, åbne mulighed for at komme på trekking i Himalaya, for besøge et andet landsbyudviklingsprojekt og for at besøge Chitwan National Park, der ligger i nærheden af Kantipur. Turen vil blive tilrettelagt i samarbejde med Kamal, vores gode guide, ven og rådgiver. Han ejer Mountain Delights Treks & Expedition. Der er flere gode venner i det danske Kantipur-netværk, der har udtrykt ønske om at komme med til Kantipur en dag. I vil selvfølgelig blive spurgt først (I er også meget velkomne til at kontakte mig). Derudover kunne jeg vel nok gennem aviserne samle et par interesserede i det midtjyske.

 

Share This