‘De blå damer’ udgør fundamentet for frivilligt arbejde med sundhed og trivsel blandt familier og børn i de små landsbyer i Nepal. Kvinderne kaldes FCHV (Female Community Health Volunteer). I øjeblikket arbejder 52.000 kvinder som FCHV i Nepal.

FCHV er udvalgte, gifte kvinder, der bor i det ward (område), hvor de skal arbejde. Efter udvælgelsen får kvinderne undervisning i fx familieplanlægning, moderskab, nyfødte og større børns sundhed og ernæringsproblematikker.

Jysk Landsbyudvikling i Nepals ‘Health Team 9’ (Tove Sommer, Bente Knudsen, Liza Jørgensen og Ulla Nordtorp) har under opholdet i Madi samarbejdet med elleve ‘Blå damer’ fra Madi Kommune.

‘Health Team 9’: ‘De blå damer’ var meget interesseret og deltagende i undervisningen
“Vi gennemførte 2 kompetencedage for De blå damer og 5 workshops i forskellige mindre landsbyer. Indholdet af kompetencedagene var aftalt på forhånd i et samarbejde mellem Jysk Landsbyudvikling i Nepal og Madi Kommunes ledelse indenfor sundhed.

Temaerne i år (2019) er: håndvask og hygiejne, tandbørstning, diabetesforebyggelse, kvindeproblemstillinger i forhold til underliv samt bækkenbundstræning endvidere opfølgning på sundhedsblomsten samt præsentation af organic cup, som er doneret af et dansk firma.

‘De blå damer’ var meget interesseret og deltagende i undervisningen. De var åbne om de problemstillinger, som de møder i deres daglige arbejde. Kvinderne var meget interesseret i at få udarbejdet plancher på nepalesisk om flere af de emner, vi arbejdede med. De havde også mange ønsker om mere sygdomslære.

Det var vigtigt at få ‘De blå damer’ inddraget
I samarbejdet fandt vi frem til, hvordan undervisning /workshops i de enkelte wards skulle finde sted. Det var vigtigt for os, at vi fik inddraget ‘De blå damer’, så meget som muligt.

På de enkelte workshops deltog 2 ‘Blå damer’ sammen med os fire danske frivillige. Der var en del forskel på de enkelte landsbyens deltagerantal og lokal opbakning. Ved fælles hjælp fik vi gennemført programmet, registreret deltagerne og uddelt de medbragte materialer (tandbørster, tandpasta og sæbe).

For Health team 9 har det været en meget lærerig og positiv oplevelse at samarbejde med ‘De blå damer’, som gør et stort frivilligt arbejde i de små landsbyer i Madi”.

Samarbejde med De blå damer i Madi

Share This