Skoleprojektet

Ud at rejse plakaten 2009Skoleprojektet startede i 2009. Før min afrejse efter det første besøg i februar 2009 lovede jeg Kantipur at forsøge at finde nogle mennesker, der havde lyst til at opholde sig i Kantipur i nogle måneder og lære børnene i skolen bedre engelsk.
Et opslag på gymnasierne i Midtjylland gav 17 henvendelser fra unge, der gerne ville ud i verden og gøre en forskel for verdens fattigste. Skoleprojektet er indtil videre en kæmpestor succes. De danske unge gør et fantastisk stykke arbejde.

Welcome Ann  Katrine and Matilde.Ann Katrine Breth Pedersen og Matilde Dynnesen, begge nybagte studenter fra Silkeborg Gymnasium, blev pionererne. Vi holdt fire møder i løbet af forår og sommer 2009 – forældrene deltog i det sidste, inden de to piger rejste til Nepal sidst i august. Efter et par uger som turister i Nepal mødtes de som aftalt med Manoj Gandharba, der fulgte dem det sidste stykke vej hjem til Kantipur. Ann Katrine og Matilde deltog i højtiden sammen med Manojs familie og resten af landsbyen. Og så var de omstillet til livet i den fattige landsby :) !!. Efter en uge startede de arbejdet i Kantipur og Ayodhyapur skoler. Ann Katrine og Matildes styrke var, at de begge er eminent gode til at lege og synge med børnene. Du kan (snart :-)) læse Ann Katrine og Matildes skoledagbog her. Deres ophold i Kantipur varede i 7 uger – en periode, der har vist sig at af være passende længde.

Emil underviser de mindste i Ayodhyapur Janus laver verdenskort

 

Janus Flagstad og Emil Helk, studenter fra Silkeborg Gymnasium i 2007, blev Hold nr. 2. De startede deres ophold i Nepal med 3×1½ times intensiv Nepali undervisning v/Umesh Regmi og en kort introduktion v/Ram Sapkota til Nepals kultur, dagliglivet og til Kathmandu dalens fantastiske kulturskatte. Janus og Emil ankom til Kantipur midt i januar 2010, 1½ måned efter Ann Katrine og Matildes afrejse. De havde begge undervisningserfaring og spiller desuden fodbold. Det var et projekt i sig selv at lave en fodboldbane og to mål sammen med ungerne – efter skoletid. For Janus og Emil var det også en enestående oplevelse at leve i Kantipur i 7 uger. Og Kantipur og Ayodhyapur skoler er dybt taknemmelige for deres arbejde – og dybt interesserede i deres pædagogik. Lærerne står sommetider udenfor vinduerne for at lure dem kunsten af.

Hold nr. 3 bestod af Signe Bønløkke Andersen fra Herning. Simone Kobborg Kristensen fra Holstebro. Marie Worm og Anna Frohn Pedersen fra Randers.
Yderligere to frivillige blev tilknyttet projektet med henblik på at videreuddanne lærerne. Det er lærer Trine Frits Nielsen fra Silkeborg og socialrådgiver Winnie Hollegaard fra Århus.

 

Alle 10 unge på Hold 3 mødtes et par gange i løbet af sommeren 2010 for at drøfte undervisningen og samle undervisningsmaterialer.
I løbet af Dashain 2010 – satte Hold 3 to klasselokaler på Kantipur skole i stand. De to klasselokaler er Kantipur Skole meget stolt af.

 

 

Anette Leegaard Fuhlendorff fra Vejle og Casper Nielsen blev Hold 4. De mødtes få uger før afrejsen i januar 2011. Casper og Anette havde foruden skolearbejdet fået til opgave at styre produktionen af kunsthåndværk. Det vil sige rådgive kvinderne, uddele materialer, tage imod og holde styr på de færdige produkter, kvalitetsvurdere og sende hjem til Danmark.

 

Så når vi til efteråret 2011. Sammen med landsbyerne og Hold 3 og 4 lagde vi i sommeren 2011 skoleprojektet om. Vi går over til at bruge de nepalesiske engelskbøger og følge de officielle undervisningsplaner. Vi holder op med at skifte skole hver 14 dag, men bor og arbejder nu  alle syv uger i samme landsby. Skolerne ændrer lidt på skoleskemaet, så alle engelsklærerne kan nå at være på Ayodhyapur Skole kl. 16, når Teacher Trainingen starter. Teacher Trainingen er meget populær, men også en meget vigtig satsning. Det er meget mere effektivt at lære lærerne engelsk end børnene. Og samtidig får vi mulighed for at introducere pædagogiske metoder, som er helt naturlige for os, men fuldstændig fremmede for nepaleserne. Om dagen arbejder nu vi sammen med lærerne i timen, ikke længere hver for sig. Vi får for første gang kontakt med de offentlige skolemyndigheder. Typisk for græsrodsarbejde, at der går langt tid, før man bliver opmærksom på, at der er noget, der hedder ‘District Education Office’.

 

 

De unge frivillige boede i starten hos Siddhi Lal Gayak og hans familie. Men siden omlægningen af skoleprojektet i efteråret 2011 bor vi nu i alle tre landsbyer og hos forskellige familier. Det er godt for det sociale liv i landsbyerne, at man på skift er vært for de danske frivillige.

Siddhi Lal er lærer ved Kantipur skole og formand for andelsforeningen. Familien rykker ud af deres soveværelse for at de frivillige kan få deres eget værelse. De spiser sammen med familien, og de spiser det samme som familien. Alle nepalesere spiser Dal Bhat – ris og linsesuppe – to gange hver dag.  Lidt nudler, majspandekager eller popkorn efter skolegang. Fordi det nu er os, så er der kylling eller kød på tallerkenen en gang om ugen – højst. Det er nøjsomt, men det er sundt og altid frisklavet og velsmagende.

Share This