Kvinderne har alt for længe været underrepræsenterede i vores udviklingsprojekt, men nu træder de helt af sig selv frem i lyset!

Forleden uge var jeg forbi hos Kamala Bika, som tidligere to gange har været vært for skoleholdets frivillige. Jeg ville høre, om hun og et par andre kvinder ville knytte nogle armbånd i børnestørrelse til os. Kamala fik den lille pose garn, som jeg havde med hjemmefra.

Nogle dage senere var jeg igen forbi for hos Kamala for at høre, hvordan det gik med produktionen. Fem kvinder var gået i gang med at knytte armbånd, fortalte hun. Men Kamala havde også noget, hun ville snakke med mig om. Kamala og 99 andre kvinder er indenfor de sidste par år gået sammen i fire spare-/låne grupper. De ville starte en fælles indtægtsgivende virksomhed. Det skulle handle om at producere grøntsager i stor målestok. Til formålet har kvinderne nu næsten fået bygget et ’Vegetable Collection Centre’. Huset manglede bare en dør og to vinduer, og det ville de nu gerne snakke med os om finansieringen af.

Jeg blev selvfølgelig enormt glad og stolt, og vi aftalte, at Kamala skulle lave et lille budget. Så kunne vi diskutere sagen dagen efter, når hun alligevel ville komme og aflevere de færdige armbånd.

I går aftes kom Kamala så, sammen med tre andre kvinder – Bishnu, Binda og Mithu. De havde en fin ansøgning med – om støtte til en dør, 2 vinduer med gitre, et toilet og et hegn omkring huset. Mithu Hariyan kender jeg særdeles godt, men det er flere år siden, jeg sidst har set hende. Den stærke kvinde havde i mellemtiden sat sin fordrukne mand stolen for døren ved at fortælle ham, at hun ville skilles, hvis han ikke omgående holdt op med at drikke. Siden havde han ikke rørt spiritus, og Mithu er nu formand for de fire kvindegrupper, med i alt 100 medlemmer.

Det er et meget stærkt initiativ, kvinderne har taget ved at starte ’Chaukidada Cluster Development Committee’. Så snart forretningen begynder at give overskud, vil de ansætte en kvinde til at administrere forretningen. Og på den måde vise deres mænd og ikke mindst deres sønner, at der er andre og mere spændende ting at give sig til end at drikke sig fulde.

Lad os holde øje med disse kvinder. De gør det, vi andre bare drømmer om.