Indlæg ved Winnie Hollegaard, 8. september 2010
I skrivende stund sidder jeg på en af de eneste stole, der findes i Kantipur, med udsigt til en gårdsplads med hårdtarbejdende kvinder i farverige klæder, grønne træer, høns, geder og køer. En udsigt, der mest af alt vækker associationer til Guldalderens idylliske malerier. Blot en uge er gået siden vores ankomst en sen aften, efter 13 timers rejse fra Kathmandu. En rejse, der var blevet forlænget med fem timer på grund af høj flod. En rejse som foregik både i og på bus, i vandbøffelkærre, på traktor og til fods.
Livet her i landsbyen står i skarp modsætning til alt, hvad vi kender fra Danmark. Her bader man i badeklæder, da det ikke er velset at bade nøgen. Her spiser man med fingrene, og neglene får efterhånden en fin gullig farve. Her er toilettet et hul i jorden, og wc-papir var et ukendt fænomen, indtil de første midtjyske volontører meldte deres ankomst for et år siden. Alligevel og på trods af forskellene synes hverdagen her at føles hjemmevant – i takt med at kendskabet til vores værtsfamilie, de omkringliggende nabohuses familier og børnene/lærerne, som vi underviser, vokser.
Et mere imødekommende og dejligt folkefærd skal der ledes længe efter. Alle har taget så godt imod os, og især børnene er ivrige efter at komme i kontakt, lege, spørge, og pille ved vores tøj og hår. Som gæster i en landsby som Kantipur, langt væk fra alting, er det klart, at vores tilstedeværelse vækker stor opmærksomhed – og det er også fantastisk at slippe sit indre legebarn løs sammen med børnene i en omgang Boogie Woogie eller stafetleg.
Med til at gøre hverdagen mere hjemmevant er også de daglige gøremål. Et højdepunkt i dagen finder sted lige efter kl. 7, når vi har drukket vores kop morgente (bestående af 90% sukker, 10% vand, lidt nepalesisk te og hvis man er heldig lidt mælk). Da går turen ad smalle, snoede stier til brønden, hvor vi smukke, grønne omgivelser skiftes til at pumpe vand for hinanden, og hvor vi bader i vores lunghier. Morgenbadet er et  højdepunkt, da temperaturen i Kantipur nærmer sig de ’70’  grader C, og da vi konstant er omgivet af en svag, syrlig duft af sved, som man ville ønske, ikke kom fra een selv.  Endvidere skal dagens to hovedmåltider, altid bestående af Dal Bhat, tilegnes stor opmærksomhed. Tænk, at ris og linser med afvekslende grøntsagskompotter, kan smage så godt – og så forskelligt. Mellem de to hovedmåltider serveres et par flade, pandestegte brød – roti – sukkerte og indimellem også lidt Kantipurske popcorn (stegte majskerner). Er man superheldig også en banan.
Hver dag, undtagen lørdag, som er ugens enlige fridag, har vi endelig undervisningen af børnene og lærertræningen at se frem til. Når vi ikke er beskæftigede med det, stor programmet på skoleforberedelse, afslapning, leg, dans og sang – indtil vi dratter om ved 21-tiden.
Det er svært at nedfælde på papir de mange mange indtryk, som den første uge har budt på, og det er forunderligt, hvordan man på så kort tid kan omstille sig til det mest primitive landsbyliv – og elske det. Vi glæder os til det, der kommer de næste seks uger, til de mange Dal Bhat’er og til at kunne dele vores oplevelser med jer derhjemme og med Anna, Marie, Signe og Simone – de næste frivillige, der kommer herned.