Bliv frivillig i Kantipur
For de helt unge
Hvis du er ung og gerne vil opleve 3.verden på virkelig nært hold,
hvis du brænder for at lave noget udviklingsarbejde,
hvis du har mod på at leve primitivt, langt fra varmt vand og elektricitet i 2 måneder,
hvis du synes om dette udviklingsprojekt i øvrigt og gerne vil bakke det op med en personlig indsats,
så er dette projekt måske noget for dig.
Skriv lidt om dig selv og det, du er rigtig god til.
Fortæl, hvorfor du søger at blive frivillig i netop dette projekt.
Og send det til Lone.
For de lidt mere garvede
Måske er du ikke helt ung og sidder inde med en faglig erfaring, som du gerne vil bruge i et udviklingsprojekt.
Det kan være, at du er læge, jordemor eller sygeplejerske. Det kan være, du er ingeniør og ved noget om drikkevand. Det kan være, du er professionel på IT området. Det kan være, du ved en masse om erhvervsudvikling. Det kan være, du er lærer eller pædagog. Det kan være, du er landmand eller gartner.
Sådanne kompetencer har vi også brug for i Namuna Dalit Utthan Kantipur.


Hej Lone.
Sender i kun frivillige afsted for minimum 2 måneder?
Mvh Rikke
Hej Rikke.
En periode på syv uger i skoleprojektet har vist sig hensigtsmæssig i forhold til, at både I frivillige og landsbyerne skal nå at få et godt udbytte ud af opholdet. Og så er der stadig 5 uger til overs til andre eventyr i Nepal, inden opholdstilladelsen ophører. Man kan højst opholde sig 5 måneder om året i Nepal og højst 3 måneder på én gang.
Hilsen Lone
Hvor ofte sender I frivillige afsted? På bestemte tidspunkter af året?
Kh Iben
Kære Iben
Indtil nu har vi kunnet sende frivillige afsted to gange om året, i efteråret og lige efter nytår. Fra midten af april til midten af september er der for varmt og fra juni tilmed for fugtigt (regntid). Helt tilfældigt opdagede jeg på Facebook, at du kender Anne Hoberg. Anne har, som du ved, lige været 7 uger i landsbyerne. Hun og Bjørn, der har boet og arbejdet i Indrabsti, kommer til DK på tirsdag. Anne er helt fyldt op af spændende oplevelser, så jeg vil absolut foreslå, at du tager en snak med Anne, hvis du er interesseret i at komme afsted som frivillig. Du skal i givet fald sende mig en motiveret ansøgning. Vær dog opmærksom på, at der er trængsel om de få pladser.
Gode hilsner
Lone
Hej lone.
Jeg skal til Nepal for 7. Gang, dette forår og sommer.
Jeg har Nepal som mit andet hjem og glædes oprigtigt når jeg oplever noger af den fantastiske udv.
trods de mange udfordringer.
Jeg hedder Thomas, 38 år og har snart fri til at bruge tid der hvor jeg får fred i min sjæl.
Jeg er udd. Soc pæd, men har arbejdet på, special skoler de senere år, bl.a grundet de gode ferie muligheder.
Jeg mener at jeg har rigtigt meget at kunne tilbud, så hvis du og Teamet ser en mulighed,
Må i meget glædet skrive til mig.
Bedste dag
Thomas Aarenstrup
Hej Thomas
Tak for din henvendelse og for din interesse for dette landsbyudviklingsprojekt.
Jeg vil opfordre dig til at skrive mig en motiveret ansøgning, hvor du fortæller om din baggrund for at ansøge om deltagelse i skoleprojektet.
Både din faglige og menneskelige baggrund. Det er især vigtigt for os at høre om dine forudsætninger for at undervise i engelsk.
Vi vil rigtig gerne vide lidt om, hvorfor du søger netop dette projekt, for som du ved, er der er jo mange, mange andre muligheder for at gøre en forskel i Nepal. Vi vil gerne vide, om du har helt særlige spidskompetencer at byde ind med, som du kunne forestille dig, kunne bruges i landsbyerne.
Jeg vil også gerne høre lidt om, hvad du forventer at få ud af syv uger i Kantipur.
Det næste hold hedder Hold 7, og vi forventer, at opholdet i landsbyerne kommer til at ligge i ugerne 36-42/2012.
Med venlig hilsen
Lone Petersen
info@kantipur.dk