Det populære børneløb i Madi har fået vokseværk. I år bliver der løb, leg og læring for både far, mor, børn og bedsteforældre, når Madi og Jysk landsbyudvikling i Nepal for første gang inviterer til Madi Family Day.

Motionsløb for børnene. Værdifuld viden til mor og far og masser af sang, dans og sjove lege for hele familien. Det er i korte træk, hvad man kan forvente som gæst ved den første officielle Madi Family Day i februar. Dagen er blevet til i et tankefællesskab mellem engagerede landsbyboere i Madi og Rolf Bücking, der er frivillig i Jysk landsbyudvikling i Nepal og arrangøren bag det første børneløb i Madi tilbage i 2017.

”Jeg luftede ideen om en familiedag ved mit forrige besøg i Madi, og da den blev taget rigtig godt imod, var der ikke langt fra tanke til begyndende planlægning,” fortæller Rolf Bücking, der glæder sig til at opleve det nye setup for dagen.

Motionsløbet for børnene bliver en lige så stor del af Madi Family Day, som det har været de foregående år. Derudover bliver der stor fællesspisning, musik og dans på opfordring fra gæster på scenen. Og på pladsen ved Jana Jewan skolen kan landsbyernes beboere ved forskellige info-stande høre om alle Jysk landsbyudvikling i Nepals projekter, fx i forhold til sundhed og sanitet. Dagen slutter med leg, spil og hygge.

Fra dansk frivilligprojekt – til lokal, tilbagevendende begivenhed i Madi
De seneste tre år har ikke blot betydet en udvikling af konceptet for dagen, men også en udvikling i projektets organisering. I 2007 stod Rolf for 100 % af planlægningen af børnenes løb. Sidste år deltes Jysk landsbyudvikling i Nepal og nepaleserne om opgaven. Og i år ligger så godt som 100 % af ansvaret for dagen hos Madi og den nepalesiske Event Director, Ramu Bhandari.

”I år læner jeg mig sådan set bare tilbage og ser til,” griner Rolf, der endda har overladt budgettet for dagen til sin Event Director”.

”Det var det naturlige næste skridt. Hvis man gerne vil afholde en dag med forskellige aktiviteter, med musik og med mad til så mange mennesker, så skal man også lære at lægge et budget for arrangementet – og at holde det budget,” tilføjer Rolf, der har fuld tiltro til, at nepaleserne løser opgaven og skaber en rigtig god dag i Madi.

”Jeg glæder mig som altid til at se begejstringen og glæden hos børnene og deres familier – og til at opleve taknemmeligheden, når dagen er forbi. Det er en kæmpe tilfredsstillelse for mig.

Madi Family Day afholdes for første gang fredag 22. februar 2019.
Dagen er finansieret af midler fra Viborg 24 Timers Løb. Du kan følge forberedelserne til Madi Family Day 2019 på vores Facebook side.