Namuna Dalit Utthan Kantipur

Archive for the ‘Skoleprojektet’ Category

I morgen kl. 7 rejser disse seks unge mennesker fra Kathmandu til Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti, hvor de skal bo og arbejde de næste syv uger. To og to skal de undervise landsbyernes børn i alderen 5-15 år i engelsk, og efter skoletid skal de undervise de tre landsbyskolers lærere i engelsk.
Siden august har Hold 6 forberedt sig på denne rejse og på opholdet i landsbyerne. Tidligere frivillige fra Hold 5 og 3 har mellem jul og nytår klædt de unge frivillige på til skolearbejdet og til livet i landsbyerne.
Bjørn, Anne, Frederik, Hanne, Morten og Kristian rejste fra Danmark lige efter nytår, og de er i de seneste dage blevet introduceret til Nepals kultur  af Kamal Sapkota – og til dagliglivet i dette, et af verdens fattigste lande.
De har af Umesh Regmi fået tre lektioner sprogundervisning, hvor de har lært de allervigtigste nepalesiske fraser, og de har gjort de sidste indkøb, så de kan klare syv uger i det yderste Nepal. Bikash, en ung lægestuderende fra Kantipur er kommet til Kathmandu for at følge dem hjem til sin landsby.
Det er planen, at Umesh sidst i januar skal rejse til Kantipur for at holde et midtvejsmøde med de danske frivillige og de nepalesiske lærere. Med henblik på at evaluere og justere samarbejdet.

Hvad skal man sige….? Ingen ord slår til, når man skal beskrive, hvilke indtryk, man får, når man første gang bevæger sig gennem landet, ud til de tre små byer Kantipur, Ayodhyapur and Indrabasti. Kathmandu i sig selv var en eksplosion af lyde, farver, dufte, mennesker og dyr.
Men nu er vi altså på landet. En uge har vi været i de tre små landsbyer, vi er indkvarteret i tre super-familier. Karl og jeg bor hos Mithu i Ayodhyapur – en gæv kvinde, hvis store familie sammen med alle naboerne, deres børn, kusiner og andre på visit fylder pladsen foran huset hver eneste aften. Alle passer hinandens børn, alle børn opdrager de mindre børn, de gamle er i gang til det sidste. På mange måder er livet her, som man forestiller sig livet i Danmark for 200 år siden. Det fortidige gælder også landbrugsmetoderne og byggestilen med de stråtækte, lerklinede huse, der holdes pæne med to farver kolort/ler-oversmøring hver morgen.
Nepaleserne er meget venlige og imødekommende. Når de ser, at vi forsøger at gøre tingene i hverdagen som de, bliver de meget glade og hjælper til, og det giver anledning til mange gode grin.
Overvældende er også naturen omkring os. Fra de små ildfluer i træerne om aftenen, de store farvestrålende sommerfugle over de allestedsnærværende høns og allemands-hunde til de store bjørne og tigre, efter sigende for nylig set lige i nærheden.
I det hele taget er kulturmødet som en passer med to meget spredte ben. I skoleprojektet er der fx. stor spredning mellem vores vesteuropæiske afhængighed af fast struktur, faste aftaler, faste tidspunkter og den nepalesiske lærerstil, hvor bare kendskabet til, hvilken side, vi er nået til i engelskbogen, nærmest ikke eksisterer. De fleste lærere er meget svage i engelsk, men alligevel har mange kastet sig ud i ‘Teacher training’, som kører hver dag efter skoletid. Her arbejder lærerne ihærdigt med udtale, samtaleøvelser, fremstilling af spil, indstudering af lege mv.
Det virker, som om de er glade for det, og der vokser stille og roligt et kollegialt venskab frem. Vores samarbejde med lærerne i timerne med eleverne fungerer ikke helt endnu alle steder, men efter bare én uge, må vi sige, at vi ser lyst på vores nepalesiske fremtid.
Og alle børnene – omdrejningspunktet i vores skoleprojekt, der lærer os Nepali, mens vi lærer dem engelsk, er helt klart hele rejsen værd. Men dem omkring sig tager man gerne musene på værelset, de evigt beskidte fødder og duften på toilettet med.

På Hold 5′s vegne, Ellen Fredslund Møller

I dag har ‘Jysk landsbyudvikling i Nepal’ taget afsked med det næste hold frivillige, der skal arbejde i de tre landsbyer – Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti, i Madi, Chitwan. Det er det femte hold, vi sender ud for at undervise børn og lærere i engelsk.

I løbet af september rejser seks personer afsted fra Danmark. De fleste starter med at tage på trekking, enten mod nordøst til Everest Base Camp eller mod vest i Annapurna området. Lørdag 8. oktober drager vi så alle, ti danskere og to nepalesere, i samlet flok videre til de tre landsbyer i det sydlige Nepal: De seks, der skal arbejde i skoleprojektet …. fire, der skal arbejde i sundhedsprojektet … Umesh, vores tolk, sproglærer og rådgiver og så mig, Lone.

I dag fik vi ordnet de sidste forberedelser, og vi fik hilst på hinandens familier. Vi så billeder fra landsbyerne og hørte om landsbyudviklingsprojektet. Herboende butanere kokkererede og serverede en forrygende Dal Bhat til os, og vi fik taget afsted med hinanden.

‘Vi ses i Kathmandu’ ku’ vi med et stort smil sige til hinanden.

I denne uge er det faldet på plads, hvem der skal deltage i dette efterårs skoleprojekt. Seks danskere i alderen 24-60 år rejser i løbet af september til Nepal. Fra 8. oktober til 26. november underviser de børn og lærere på tre landsbyskoler i engelsk.

Paul og Marie kommer fra København og er henholdsvis historiestuderende og fysioterapeut. Mia og Anne læser psykologi på Århus Universitet. Ellen er gymnasielærer, og Karl er pensioneret folkeskolelærer, bosiddende i Hadsten.
Foruden den daglige undervisning har de seks påtaget sig ‘fritidsarbejde’. Paul og Marie skal arbejde videre med en registrering af andelsforeningens medlemmer, Mia og Anne skal styre produktionen, og Ellen og Karl skal koordinere skoleprojektet og tilrettelægge ‘teacher training’en.

I går rejste Casper Grud Nielsen fra Randers og Anette Leegaard fra Vejle til Kantipur.
De udgør det næste hold frivillige, der skal undervise børnene i engelsk. Inden afrejsen i går havde de haft en en travl og spændende uge i Kathmandu. Ankomst mandag eftermiddag, modtagelse i lufthavnen, introduktion til Nepals kultur, historie og aktuelle samfundsmæssige situation, 4×1½ times intensiv sprogundervisning, møde med vores nepalesiske kontakter, Dal Bhat på et par ydmyge steder, besøg på en meget lokal ‘danserestaurant’, møde med østens skønhed, storbyens kaotiske liv og Nepals helt ufattelige gæstfrihed.
Med sig har Casper og Anette 2000 små blyanter fra IKEA og viskelædere, så børnene kan få suppleret deres penalhuse op, mange ideer til og erfaringer fra undervisningen fra de tidligere frivillige og måske et par sommerfugle i maven.
I skrivende stund vides det ikke, om det også lykkedes de to at finde den tykke, farvede, 28 micron uldgarn i Kathmandu, som vi skal bruge i produktionen af hæklede huer. Det er nemlig planen, at Casper og Anette – foruden undervisningen af børnene – også skal sætte en ny produktion af skåle, huer og støtteknapper i gang. Den første sending varer fra Kantipur kom til Danmark 1. november og er nu ude i butikkerne. Og butikkerne har bestilt flere varer.
Vi venter spændt på en sms fra de to. Forhåbentlig er den lange rejse gået godt og forhåbentlig har mødet med deres nye familie været en rigtig god oplevelse. En meget anderledes hverdag venter dem.

Trine Frits Nielsen er nyuddannet lærer fra Silkeborg og Winnie Hollegaard er nyuddannet socialrådgiver fra Århus.
Trine og Winnie er for få dage siden vendt tilbage til Kathmandu efter 7 ugers ophold i Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti. De to kvinder har arbejdet med skoleudvikling og ‘Teacher Training’ i de tre landsbyer.
Læs Trine’s fortælling om deres vidunderlige oplevelser i klasseværelset på Ayoudhyapur School, hvor de hver dag fra kl. 16-17 underviste de tre landsbyskolers lærere i engelsk og samtidig lod dem opleve, at der findes helt andre måder at undervise på end terperi, ydmygelse og fysisk afstraffelse.

Indlæg ved Trine Frits Nielsen, 9. september 2010.
Klokken er 16. Der sidder 7 forventningsfulde nepalesere mellem 26 og 46 år foran mig. Vi befinder os på Ayodhyapur School, og det er tid til teacher training. La La betyder: JA.
16.05 kommer Siddhi Lal, viceinspektør på Kantipur School, som sædvanligt ‘casual late’, men timen er startet. Reglerne blev trukket op den første dag: Timen starter kl. 16 – Danish Time, not Nepalese Time!
Vi lægger ud med dagens ‘homework’, og på skift kommer lærerne fra de tre skoler op til tavlen og skriver en sætning. Når verbum, adjektiver og navneord er markeret, og fluebenet har godkendt ordstillingen, kommer de brede nepalesiske smil frem. De er tydeligvis stolte, og det samme er jeg.
Jeg elsker disse timer, og jeg elsker mine elever.
Så snart en opgave er stillet, breder arbejdsroen sig… men bortset fra roen, er der ikke meget, der adskiller de voksne nepaleseres læringsiver fra børnenes. Den barnlige usikkerhed kan spores, når de kaldes op til tavlen, ligesom trangen til at blive hørt først kan blive for stor. Jeg smiler indvendig, når jeg minder Krishna, inspektør på Ayodhyapur School, om, at han skal række hånden op for også at give kvinderne en chance for at svare på spørgsmålet.
Niveauet er lavt, men humøret er højt, og viljen er stor. Undervisningen varer en time, fra 16 til 17 og den skal efter planen køre 6 dage om ugen i 6 uger. De vil gerne have mere tid, men kvinderne skal også nå hjem og lave Daal Bhat til deres familier.
Jeg er taknemmelig og glad for, at de finder det vigtigt at afsætte tid til denne ‘videreuddannelse’, for det er i den grad nødvendigt, hvis niveauet af deres egen undervisning skal løftes/højnes.
I morgen byder undervisningen på eventyr og pararbejde udfra pixiebøger. Pararbejde er ukendt for de nepalesiske lærere, der holder sig trofast til tavleundervisning. Så det er ikke kun grammatikken, der kræver forklaring.
Der står ‘engelsk’ på skemaet, men at undervisningsmetoderne også smitter af på lærerne. Potentialet og viljen er i hvert fald til stede.

Indlæg ved Winnie Hollegaard, 8. september 2010
I skrivende stund sidder jeg på en af de eneste stole, der findes i Kantipur, med udsigt til en gårdsplads med hårdtarbejdende kvinder i farverige klæder, grønne træer, høns, geder og køer. En udsigt, der mest af alt vækker associationer til Guldalderens idylliske malerier. Blot en uge er gået siden vores ankomst en sen aften, efter 13 timers rejse fra Kathmandu. En rejse, der var blevet forlænget med fem timer på grund af høj flod. En rejse som foregik både i og på bus, i vandbøffelkærre, på traktor og til fods.
Livet her i landsbyen står i skarp modsætning til alt, hvad vi kender fra Danmark. Her bader man i badeklæder, da det ikke er velset at bade nøgen. Her spiser man med fingrene, og neglene får efterhånden en fin gullig farve. Her er toilettet et hul i jorden, og wc-papir var et ukendt fænomen, indtil de første midtjyske volontører meldte deres ankomst for et år siden. Alligevel og på trods af forskellene synes hverdagen her at føles hjemmevant – i takt med at kendskabet til vores værtsfamilie, de omkringliggende nabohuses familier og børnene/lærerne, som vi underviser, vokser.
Et mere imødekommende og dejligt folkefærd skal der ledes længe efter. Alle har taget så godt imod os, og især børnene er ivrige efter at komme i kontakt, lege, spørge, og pille ved vores tøj og hår. Som gæster i en landsby som Kantipur, langt væk fra alting, er det klart, at vores tilstedeværelse vækker stor opmærksomhed – og det er også fantastisk at slippe sit indre legebarn løs sammen med børnene i en omgang Boogie Woogie eller stafetleg.
Med til at gøre hverdagen mere hjemmevant er også de daglige gøremål. Et højdepunkt i dagen finder sted lige efter kl. 7, når vi har drukket vores kop morgente (bestående af 90% sukker, 10% vand, lidt nepalesisk te og hvis man er heldig lidt mælk). Da går turen ad smalle, snoede stier til brønden, hvor vi smukke, grønne omgivelser skiftes til at pumpe vand for hinanden, og hvor vi bader i vores lunghier. Morgenbadet er et  højdepunkt, da temperaturen i Kantipur nærmer sig de ’70′  grader C, og da vi konstant er omgivet af en svag, syrlig duft af sved, som man ville ønske, ikke kom fra een selv.  Endvidere skal dagens to hovedmåltider, altid bestående af Dal Bhat, tilegnes stor opmærksomhed. Tænk, at ris og linser med afvekslende grøntsagskompotter, kan smage så godt – og så forskelligt. Mellem de to hovedmåltider serveres et par flade, pandestegte brød – roti – sukkerte og indimellem også lidt Kantipurske popcorn (stegte majskerner). Er man superheldig også en banan.
Hver dag, undtagen lørdag, som er ugens enlige fridag, har vi endelig undervisningen af børnene og lærertræningen at se frem til. Når vi ikke er beskæftigede med det, stor programmet på skoleforberedelse, afslapning, leg, dans og sang – indtil vi dratter om ved 21-tiden.
Det er svært at nedfælde på papir de mange mange indtryk, som den første uge har budt på, og det er forunderligt, hvordan man på så kort tid kan omstille sig til det mest primitive landsbyliv – og elske det. Vi glæder os til det, der kommer de næste seks uger, til de mange Dal Bhat’er og til at kunne dele vores oplevelser med jer derhjemme og med Anna, Marie, Signe og Simone – de næste frivillige, der kommer herned.

Ann Katrine, dansk frivillig, underviser børnene i Kantipur landsbyen i engelsk . Sammen synger de en dansk sang “En lille and med vinge” – på engelsk “A chicken with a wing”.
Se andre film fra Kantipur på You Tube:

Janus var frivillig i Kantipur i januar og februar 2010. Han har lavet denne flotte plakat. Den hænger på uddannelsesstederne i Silkeborg, Randers, Herning, Ikast, Ringkøbing, Holstebro samt på et enkelt gymnasium i Århus. Janus’s plakat vil ganske givet sikre rekrutteringen af unge til Kantipur de næste par år.