Namuna Dalit Utthan Kantipur

Archive for the ‘Nyheder’ Category

14 dage er gået siden ankomsten til Nepal 24. september. Der er sket meget – og ind i mellem for lidt. Mange små og større ting at forberede, en del træden vande. Især de sidste dage, hvor den største af alle højtider, Dashain, er på sit højeste.
I morgen tidlig rejser vi til Kantipur, tre kvinder til sundhedsprojektet, fire mænd og kvinder til skoleprojektet, Umesh og jeg. I Narayanghat skal vi samle Anne og Mia op. De kommer fra Chitwan National Park og skal også arbejde i skoleprojektet. Om 14 dage ankommer vores læge i sundhedsprojektet til Nepal.
Det er netop for et øjeblik siden afgjort, at vi kører med busser, som vi plejer – i stedet for at leje en jeep med chauffør, hvilket kunne have flere fordele, når vi er så mange og har så meget udstyr at fragte. Med den beslutning får en tur med rigtig mange udfordringer og oplevelser, til gengæld bliver rejsen mindre komfortabel. Det passer i virkeligheden de fleste af os rigtig godt, ikke mindst nu, hvor det ser ud til at alle – især alle maver – er raske.

Der er købt 18 kg uld til kvindernes produktion af huer og benvarmere, og vi har desuden ordrer med på knapper og skåle. Vi har fået trykt 1200 kladdehæfter til skoleprojektet. Vi har fået købt sygeplejeudstyr og medicin til sundhedsprojektet. Jeg har desværre måttet afskedige vores nepalesiske sygeplejerske og ansætte en anden. Det har trukket tænder, men der var ikke andet at gøre.

En af de allerførste dage havde jeg møde med ambassadør Morten Jespersen. Ambassadøren fik en status på vores projekt, og jeg fik en række rigtig gode råd med på vejen. Vi drøftede også Nepal rejsen 2012 og fik i den forbindelse aftalen på plads om besøg på ambassaden 14.2.2012, hvor vi skal høre om dansk udviklingsbistand. Morten Jespersen er en af hovedmændene bag Danmarks nye strategi for udviklingsarbejde.

Og som noget af det allervigtigste: Vi har fået taget godt hul på arbejdet med drikkevandsprojektet, som skal være klart til kontraktunderskrivning allerførst i november. Vi har diverse illustrationsmateriale med os, så vi kan vise landsbyboerne, hvordan vandværkerne komme til at fungere. Og der er truffet aftale om, at vi om en uges tid vil få besøg af den ingeniør fra distriktet, som har lavet forundersøgelserne. Vi har sørme også en Grundfos dvd med, som fortæller om lignende projekter i Kirgisistan og Kenya. Både videoen og computeren, som vi skal bruge til at vise videoen på, bliver uden tvivl noget af en sensation.

Vi er alle forventningsfulde og spændte på at komme afsted og i gang med arbejdet. I dag skal de sidste indkøb klares, vi skal have pakket, og vi skal have sagt farvel til vores kære derhjemme.
Det er jo ikke fordi, det er en farlig ekspedition, vi skal ud på. Men de fleste af os vil jo være udenfor rækkevidde i pænt lang tid – syv uger for de, der skal arbejde i skoleprojektet og fem uger for sundhedsprojektets vedkommende. Desuden vil de fleste af os skulle igennem en eller anden slags kulturchok i løbet af de næste dage. Umesh og jeg kommer tilbage til Kathmandu omkring 18. oktober.

Billedet er taget en tidlig morgen for et par dage siden. Vi gik hjemmefra før solopgang og fik den fantastisk oplevelse af storbyens opvågnen. Der er mange indtryk og mange gode billeder fra de sidste par uger. Kig lidt i vores fælles fotoalbum (på vej).

Den første sending kunsthåndværk og husflid er kommet til Danmark.
30 hæklede huer, 88 par benvarmere, 147 possementknapper, 19 skåle, 6 strikkede huer og 25 armbånd ankom med DHL Express for to uger siden. Og nu er også en fin og overskuelig opgørelse over de enkelte kvinders produktion ankommet med kurer. Af opgørelsen fremgår det, at 37 kvinder har deltaget i produktionen
Ordren blev afgivet i begyndelsen af september. Kvinderne lovede arbejdet færdigt inden 22. oktober, så Trine og Winnie kunne få alle varer med til Kathmandu efter Dashain.
Arbejdet blev færdigt til tiden. Trine og Winnie fragtede den kostbare last sikkert til Kathmandu, og Kamal sørgede for, at den kom hurtigt videre til speditøren. Det tog derefter mindre end to døgn for de to kasser at komme fra Kathmandu til Silkeborg.

Det er næsten alt sammen fint håndarbejde, og det er tydeligt, at kvinderne har lyttet til den kvalitetsvurdering, som vi i februar lavede af pilotproduktionen. Knapper og armbånd er blevet til de rene kunstværker. Men der er nu stadig langt fra Midtjylland til Kantipur, og der er endnu længere den anden vej. En skål er åbenbart bare en skål. For de skåle, der kom hjem, ligner slet ikke de skåle, der var bestilt. Og det på trods af, at det er de samme kvinder, der har lavet modellen og den endelige skål. Endvidere er de danske kunder krævende, når der gælder finish. Noget af det sværeste er det åbenbart at lære at hæfte ender med en stoppenål i stedet for at binde knuder på garnet.
Alle varer er bestillingsvarer. Fem forretninger i Silkeborg, Ry, Randers og Bøvlingbjerg har bestilt varer fra Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti.

I dag så de to første af butikkerne deres bestillinger. Jeg havde næsten mavepine, da jeg gik ind i forretningen i Tværgade i Silkeborg med 16 skåle, 60 knapper og 20 armbånd. For skålene lignede slet ikke de skåle, der var bestilt. Men kvinderne har lagt et kæmpearbejde i de skåle. Alle skåle er navngivne og ikke to er ens – det er unika.
Helle faldt straks for skålene. Så alle 16 Kantipur skåle sælges fra T.I.N.G i Silkeborg. Sammen med 60 flotte knapper og 20 knyttede armbånd.

Så gik turen videre til ‘Gods og Guld’ i Søndergade. Her vakte både de 24 hæklede huer, Rekha’s 24 knapper med takker og benvarmerne jubel.
Huen, som Buddhisara fandt ud at at lave, fortæller sin egen egen fine historie en anden dag.
I næste uge er der kundebesøg i Ry og Randers, og 30 par benvarmere med påsyede perler skal sendes til Bøvlingbjerg.

Men gå nu ikke forgæves. Varerne skal lige mærkes med nye varemærker, som Janus er ved at lave. Varerne kommer først ud i butikkerne om en uge.

Alt i alt er vi rigtig godt startet. Noget tyder endda på, at en større produktion af skåle, knapper og huer kan sættes i gang til februar. Og det er jo der, vi skal hen.

Indlæg ved Trine Frits Nielsen, 9. september 2010.
Klokken er 16. Der sidder 7 forventningsfulde nepalesere mellem 26 og 46 år foran mig. Vi befinder os på Ayodhyapur School, og det er tid til teacher training. La La betyder: JA.
16.05 kommer Siddhi Lal, viceinspektør på Kantipur School, som sædvanligt ‘casual late’, men timen er startet. Reglerne blev trukket op den første dag: Timen starter kl. 16 – Danish Time, not Nepalese Time!
Vi lægger ud med dagens ‘homework’, og på skift kommer lærerne fra de tre skoler op til tavlen og skriver en sætning. Når verbum, adjektiver og navneord er markeret, og fluebenet har godkendt ordstillingen, kommer de brede nepalesiske smil frem. De er tydeligvis stolte, og det samme er jeg.
Jeg elsker disse timer, og jeg elsker mine elever.
Så snart en opgave er stillet, breder arbejdsroen sig… men bortset fra roen, er der ikke meget, der adskiller de voksne nepaleseres læringsiver fra børnenes. Den barnlige usikkerhed kan spores, når de kaldes op til tavlen, ligesom trangen til at blive hørt først kan blive for stor. Jeg smiler indvendig, når jeg minder Krishna, inspektør på Ayodhyapur School, om, at han skal række hånden op for også at give kvinderne en chance for at svare på spørgsmålet.
Niveauet er lavt, men humøret er højt, og viljen er stor. Undervisningen varer en time, fra 16 til 17 og den skal efter planen køre 6 dage om ugen i 6 uger. De vil gerne have mere tid, men kvinderne skal også nå hjem og lave Daal Bhat til deres familier.
Jeg er taknemmelig og glad for, at de finder det vigtigt at afsætte tid til denne ‘videreuddannelse’, for det er i den grad nødvendigt, hvis niveauet af deres egen undervisning skal løftes/højnes.
I morgen byder undervisningen på eventyr og pararbejde udfra pixiebøger. Pararbejde er ukendt for de nepalesiske lærere, der holder sig trofast til tavleundervisning. Så det er ikke kun grammatikken, der kræver forklaring.
Der står ‘engelsk’ på skemaet, men at undervisningsmetoderne også smitter af på lærerne. Potentialet og viljen er i hvert fald til stede.

Kathmandu, mandag 30. august 2010 kl. 22.30.
Trine og Winnie kom hertil for snart 18 dage siden fra Indien. De har besøgt nogle af de største seværdigheder her i Nepal, de været på trekking i Annapurna området, og nu forsøger de at få det nepalesiske dagligliv op under neglene. Jeg kom for 2 dage siden og prøver at få styr på de mange forberedelser forud for starten af næste afsnit af udviklingsprojektet i Sydnepal. Sammen rejser vi til Kantipur på torsdag.
Hver eneste dag i denne uge starter for os alle tre med Nepali undervisning. Umesh kommer kl. 8 og spilder højst et minut med snak, før undervisningen går i gang. Trine og Winnie må slide i 1½ time hver gang, mens jeg har fået lov at slippe med 1 time.
Trine og Winnie har i forgårs besøgt en – efter nepalesiske – meget utraditionel privatskole, som arbejder med undervisningsprincipper, der ligner dem, Trine vil arbejde med i sit lærerudviklingsprogram. Mens Trine skal arbejde med lærerudvikling, sætter Winnie fokus på skolegangskulturen. Hvad kan vi gøre for at få alle børn i skole og få dem til at synes, at det bare er det mest spændende, der findes?
Trine og Winnie har brug for en tolk.Forhåbentlig træffer vi aftale om det med en ung mand i morgen tidlig.

Jeg har brugt en del tid og benarbejde på at lede efter egnet uld og silke til produktionen af benvarmere, pulsvarmere og huer. Jeg tror, det er lykkedes her i eftermiddag at finde grossisten, der har alle de farver og kvaliteter, vi har brug for – til en rimelig pris. I morgen køber jeg 25 kg uldgarn i 10 forskellige farver, og mon ikke der skal købes 5 kg silkegarn i forskellige meleringer. Og jeg får det pakket, så det kan klare den vanskelige tur til Kantipur.Jeg fik nemlig en opringning fra Kantipur her i aften. Sanju fortæller, at vi må klare de sidste par timer af turen i en 4-hjulstrækker, fordi vandet står så højt i floderne, at bussen ikke kan komme over. Det vil også sige, at vi skal bære vores bagage på hovedet over floderne.
Kamal er ved at undersøge priser på kladdehæfter til udviklingsprojektet. Børnene i de tre skoler får denne gang hver 2 kladdehæfter, 1 blyant, 1 viskelæder, en kort lineal og et træpenalhus. Hver skole får en stor blyantspidser. Trine og Winnie opdagede på skolen, som de besøgte nogle store tavler med både vores og det nepalesiske alfabet. Dem har vi bestilt tre af. Forhåbentlig kommer de også med på torsdag.
Fortsættelse følger i morgen eller i overmorgen…..

Kathmandu, onsdag 1. september 2010 kl. 21.
Så er vi klar til at tage afsted.
Der er truffet aftale med tolken Ajay om en uges arbejde for Trine og Winnie. Dvs. at han skal oversætte de indledende drøftelser med de tre skoleinspektører og de første dages arbejde med lærerne i Kantipur. Han skal hjælpe os med at introducere Winnies socialantropologiske undersøgelse af skolegangskulturen for skolerne og de tre kooperativer. Om alt går vel kommer han tilbage i uge 4 for at oversætte de interviews, som Winnie på det tidspunkt skal i gang med.

Vi havde i går et par timer med lidt spænding på. Det var jo gået op for os, at der i år er så meget vand i floderne og i lavlandet i det hele taget, at der ikke kører busser, når vi er kommet over Reu floden. Men så erfarede vi, at der heller ikke er noget, der hedder 4-hjulstrækkere. Vi ville gerne undgå at skulle vandre en 5-6 timer, da vi i så fald var nødt til at bruge 2 dage på rejsen. Og så er det jo også sådan, at vi har 30 kg uld- og silkegarn at bære – udover vores personlige bagage. Enden af det hele blev/bliver, at formand for andelsforeningen Siddhi Lal henter os i Narayanghat og følger os sikkert over floden og hjem til Kantipur. Vi har sagt ja tak til, at Siddhi Lal hyrer en traktor, der kan køre os og alt garnet fra Reu til Kantipur. Den er dyr! – men som nepaleserne siger: Ke garne – hvad sku’ vi ellers gøre?
I dag havde vi den sidste Nepali time med Umesh. Min var lang – 2 timer – for jeg har planer om, igen i år at holde en tale på nepalesisk for Kantipur’erne, når vi ankommer – eller rettere næste morgen. Jeg vil gerne med mine egne ord gøre status og fortælle, hvad jeg forventer mig af ugen. Og så vel også almindelig høflighed at sige pænt goddag. Nu er talen klar, jeg skal bare holde den for tolken i bussen i morgen, for Siddhi Lal og så lige lære den udenad. Så kører det!
Sådan noget synes jeg er vildt morsomt. Og temmelig grænseoverskridende – for mig.
Kl. 7 kører bussen. Kl. 6 har hotelejer Durba en kop kaffe parat. Kl. 6.15 bliver jeg afhentet, og 6.30 samler vi Winnie og Trine op ved deres hotel. Når vi kører fra Kathmandu, er Siddhi Lal på vej til Reu, til fods. Han står nok op kl. 4 for at nå frem til Reu til kl. 10. Går det efter planen, kommer vi til Kantipur ved mørkets frembrud.
Jeg er tilbage i Kathmandu senest 14.9. Signe, Simone, Anna og Marie lander jo i lufthavnen 15.9 kl. 13.45