Namuna Dalit Utthan Kantipur

Archive for the ‘Drikkevand’ Category

I dag, 3. november 2011, har vi her i Kathmandu underskrevet en trepartsaftale om etablering af drikkevand til 280 familier. Anlægsarbejdet starter nu og forventes afsluttet i begyndelsen af december 2012.
Fem repræsentanter fra brugerne i Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti kom hertil i går aftes for at deltage i de sidste forhandlinger og for at underskrive aftalen sammen med det nepalesiske firma, Suryoudaya Urja, der skal være totalentreprenør på opgaven og os, Jysk landsbyudvikling i Nepal. De seneste dage har Suryodaya Urja og vi arbejdet intenst med detailprojektering, udarbejdelse af kontrakter, tidsplaner, beskrivelse ansvarfordeling og risikovurdering. Stor respekt og stor tak skal Suryodaya Urja have for sit arbejde.
Drikkevand er livsvigtigt, og rent drikkevand er af største betydning for udviklingen i Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti. Takket være en stor bevilling fra Grundfos i juni i år kan vi nu gå igang med at skabe drikkevand til 280 familier. Grundfos har dermed  har givet dette udviklingsprojekt et afgørende skub i den rigtige retning. I dagens lange møde deltog Jens Ove Frederiksen fra Grundfos Thailand. Jens Ove Frederiksen og Grundfos Fonden har ydet os meget stor  moralsk støtte det seneste årstid. Og betydningen af Jens Ove’s engagement og deltagelse i mødet i dag kan vi ikke takke ham og Grundfos nok for.
Om en måneds tid skal der foretages prøveboringer til de to soldrevne vandværker. Forhåbentlig vil begge prøveboringer vise os, at der er tilstrækkeligt vand af god kvalitet i rimelig dybde. Hvis ja, fortsætter projektet. Landsbyerne skal så igang med at etablere adgang for traktor til byggepladserne, bygge lagerpladser til byggemateriale, etablere byggepladskontorer, grave render til vandrør og slæbe sand og grus til byggepladserne. Mens Suryodaya Urja skal igang med at skaffe solpaneler, pumper, rør og gøre klar til støbning af de to 30 kubikmeter store vandtanke. Al transport af byggematerialer og det meste af det tunge arbejde skal være afsluttet inden regntiden sætter ind i juni. Etablering af 40 vandposter, vandledninger, opsætning af solpaneler, uddannelse af teknikere, test og kvalitetsvurdering følger efter. Datoen for indvielsen er sat til fredag 7. december 2012.
Mæææn, la’ os nu lige komme igang først

På vegne af Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti landsbyerne i Madi provinsen i Chitwan, Nepal, har jeg i dag modtaget den fantastisk glædelige nyhed, at Poul Due Jensen’s Fond har bevilget 1,2 mill. DKK til etableringen af drikkevandsforsyning i de tre landsbyer.

Bevillingen vil sikre rent drikkevand til 1400 mennesker. Rent drikkevand er en forudsætning for det gode sundhedsarbejde. Bedre sundhed er den lige vej til øget livskvalitet og til oplevelsen af, at det for alvor går i den rigtige retning. Og med troen på fremtiden er bæredygtig udvikling startet.

Vi er overordentlig taknemmelige for den velvilje og interesse, vi har mødt hos Grundfos, og vi er dybt beærede over den tillid, der vises vores unge landsbyudviklingsprojekt. Bevillingen vil ganske givet løfte udviklingsprojektet så højt, at nye horisonter og muligheder toner frem.

Vi vil gøre vores yderste for, at de to vandværker må blive landsbyernes store stolthed og for, at de må blive løftestang for udviklingen i den fattige og tilbagestående Madi provins.

På Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti’s … på alle de frivillige udviklingsarbejderes …. på alle danske og nepalesiske støtter og venners vegne … på alt godt dansk græsrodsarbejdes vegne …
siger jeg Grundfos mange, mange tak.

Lone Petersen
Silkeborg, onsdag 16. juni 2011

Foto: Janus Flagstad

I Danmark er rent drikkevand en selvfølge for de fleste. Vi åbner bare en af mange vandhaner i huset og tager en slurk af verdens bedste drikkevand. Vi vasker tøj i verdens bedste drikkevand. Og nu bliver det næsten pinligt, vi vasker bil og vander have i verdens bedste drikkevand.

I Kantipur skal du i oktober-november gå gennemsnitligt 500 m for at hente vand til mennesker og dyr. En vandbøffel (= ½ traktor) drikker 100 l vand i døgnet. Det er kvinderne og de unge piger, du møder ved vandhanen, hvis der er vand dér. Ellers ved brønden nede ad skrænten, hvis der er vand i den. Ellers helt nede ved vandingskanalen eller ude ved floden.
I begyndelsen af september holder regntiden op. Jo længere tid, der går efter regntiden, desto længere skal kvinderne gå efter vand og desto dårligere bliver vandkvaliteten. Fra marts til juni er der ikke vand i vandhanen, de fleste brønde er tørret ud, og flodvandet i stigende grad forurenet af husholdningerne længere oppe ad floden.

Vi er ved at undersøge mulighederne for at skaffe rent drikkevand til Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti. Det er en stor udfordring, fordi det er en stor investering og fordi etablering af drikkevand kræver deltagelse og engagement fra alle 350 familier i området. I sidste uge lavede vi en drikkevandsgruppe med to deltagere fra hver landsby og en vandværksformand fra Kantipur. Den mest respekterede og indflydelsesrige mand fra andelsforeningen, Namaraj Gayak, blev vandværksformand. Under Namaraj ledelse og med hjælp fra Umesh til udarbejdelse af skemaer gik landsbyerne i gang med at registrere familier, familiemedlemmer, husdyrhold og brønde. De beskrev afstande til drikkevand og kvaliteten af drikkevandet de forskellige steder. Og Siddhi Lal tog til Indrabasti for at lave kort over landsbyen. Kort over Kantipur og Ayodhyapur findes. Janus har affotograferet det ene for et år siden, Casper det andet nu.

Det var med stolthed og glæde, at Namaraj, Umesh og jeg i fredag tog til møde hos Suryodaya Urja, firmaet i Kathmandu’s nordlige udkant, som bl.a. forhandler danske SQFlex pumper.
Med os havde vi hele registreringen og alle tre kort. Det vakte respekt og anerkendelse hos direktørerne, da de fandt ud af, hvor stort et arbejde, landsbyerne var lavet og hvor stort et engagement, der var lykkedes at stable på benene. Umesh og jeg havde på et møde i Kantipur fortalt, at drikkevand er en meget bekostelig affære, og at en hvilken som helst dansk donor vil spørge til, hvor meget nepaleserne selv vil kunne bidrage med. Det resulterede i, at der blev startet en opsparing til drikkevand. 20 rupies om måneden. Dvs. 7000 NRS, svarende til 560 DKK. Det er ikke mange penge i denne sammenhæng, sikkert heller ikke nok, men det er lige nu det vigtigste, at landsbyerne går aktivt ind i arbejdet for at få rent drikkevand. At alle oplever, at de også bidrager til, at drømmen om drikkevand kan blive til virkelighed.

Suryodaya Urja går nu i gang med de tekniske forundersøgelser. Om en måneds tid vil vi blive præsenteret for en projektbeskrivelse og et budget. Og så skal vi i gang med at finde finansieringen. Omkring sommerferien forventer vi at have nyt i denne sag.

Så er der én dag tilbage, inden vi, Umesh og jeg, drager sydpå til Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti. Umesh, vores trofaste Nepali lærer, skal denne gang med til Kantipur som tolk og projektrådgiver. To dage er gået, siden jeg ankom til Nepal. To dage er gået med omstilling til en anden kultur, et andet klima, en anden hverdag.

I går var Umesh og jeg til møde i den nordøstlige udkant af Kathmandu, hos et firma, der sælger solenergi- og vandpumpesystemer. Nærmere bestemt sælger de SQFlex pumper fra Grundfos.

Firmaet syntes tydeligvis godt om vores projekt og tilbød uden beregning at sende en tekniker ned til os i næste uge. Vi skal sammen have beskrevet den nuværende drikkevandssituation og drikkevandsbehovet. Vi skal have fundet ud af, hvor dybt grundvandet ligger, hvor en eventuel drikkevandsbeholder kan placeres, og hvor mange haner, der er brug for.

Kortet er et udsnit af Siddhi Lals fine, håndtegnede kort over Kantipur. I midten ses skolen med de to bygninger (grønne), et toilet (blå) og en brønd (sort). Der har ikke været vand i brønden i flere år.

Men vi har mange andre ting end drikkevand på tapetet: Produktionen, gederne og opsparingen, skoleprojektet, skolerenoveringen, lamperne, sundhedsprojektet, organisationen og kommunikationen.

Det er nu nøjagtig to år siden, dette landsbyudviklingsprojekt startede, og det er tid til at kigge både tilbage og frem. Hvad er gået godt, hvad kan vi gøre bedre og hvad vil vi gerne nå de næste tre år?
Det aner mig desværre også, at vi har et par udfordringer at tage vare på. Er Siddhi Lal ved at køre træt? Er jeg? Eller er der nogle forventninger til projektet, der trænger til drøftelse og afstemning? Set i bakspejlet burde der måske have været tolk og rådgivere på fra starten? Mere herom omkring 1. marts, når vi vender tilbage til Kathmandu.