I efterårsferien drog tre forventningsfulde tidligere Kantipur frivillige på genvisit i landsbyerne. Vi, Anne, Karl og Ellen fra Hold 5 (efteråret  2011), var enige om, at vi bare MÅTTE besøge vores familier, skoler, lærere og elever igen. Det var lykkedes at skaffe fjorten fridage og tre flybilletter til Kathmandu, og de syv dage kunne så bruges på genvisit hos vore venner.

Vi var dog klar over, at det kan være svært at komme tilbage som turist. Har de tid til at snakke med os? Hvordan vil det være at komme tilbage uden en egentlig arbejdsmission? Skal vi bare hænge ud på gadehjørnerne?  Derfor passede det fint, at Jysk landsbyudvikling i Nepal havde en lille klat penge til renovering  af 3. klasses lokale på Kantipur skole. Det kunne vel være et passende projekt at kombinere med vores mere private besøg (mere herom i et andet indlæg).

Det blev en stor oplevelse for os alle at være tilbage. Det føltes helt naturligt at være på stedet igen. Vi kendte vejen, området, menneskene, vejen til søen, de små stier mellem landsbyerne, hundene, maden. Det var som at være hjemme igen. Vi kunne konstatere, at der var sket mange flytninger i Mithu’s hus og naboskab. Ægtemænd var kommet hjem fra udlandsarbejde, så familien var flyttet til et andet hus. Andre voksne familiemedlemmer var nu taget til udlandet.

Et hus var brækket ned og bygget op igen, nu som et nyt køkken midt på gårdspladsen (hvor mon de så skal lægge al den nyhøstede ris?).
Men fællesskabet med menneskene var det samme som sidste år, måske endda bestyrket af, at vi hver især havde været væk fra hinanden i mellemtiden. Vi gled efter den første dag umærkeligt ind i de gamle roller i forhold til både børn og voksne.

Personligt havde jeg forestillet mig, at det så ville være nok med at komme tilbage én gang, og det var så det med Nepal. Men jeg kan mærke, at det allerede nu trækker i mig efter at komme af sted en gang mere. I hvert fald har jeg købt flere bøger til mit ”Lær Nepali”-projekt.

Hvordan var så mødet med vores lærerkolleger ? Begejstring, varme væg-til-væg-smil, – og ikke bare på grund af de medbragte gaver, er vi helt sikre på.

Vi medbragte den sidste del af den fine Lego-donation, nemlig til Kantipur. På alle tre skoler er Duploklodserne et vældig stort hit. Bde lærere og elever er dybt optaget af de nye muligheder; farver, holdbare materialer, pædagogiske muligheder og appel til fantasien er det, der gør Duplo fantastisk velegnet i landsbyerne.

Vi medbragte endvidere genopladelige batterier og en oplader til kassettebåndoptageren på Ayodhyapur Skole samt et kassettebånd med engelske børnesange. Alt sammen blev højtideligt overrakt ved morgensangen, med taler, blomsterkranse og full face-tika og med Krishna som den glade showmaster. Allerede næste aften hørte vi et af børnene nynne en af sangene :-).

Ellen Fredslund Møller
Ryomgård, november 2012

Share This