Namuna Dalit Utthan Kantipur

Sidste onsdag mødtes Britta og Anette fra sundhedsprojektet med Hans Jørn, Karl og Lone fra bestyrelsen.
Formålet var at orientere bestyrelsen om erfaringerne fra ’Kantipur Health Camp 2011’ samt drøfte, hvad der fremadrettet bør ske med sundhedsarbejdet.
Læs rapporten fra ’Kantipur Health Camp 2011’.

Det er oplagt at udnytte den synergi, der ligger i en kobling mellem skoleprojektet, drikkevandsprojektet, 237-toiletter-projektet og sundhedsprojektet.

•    Vi nåede frem til, at vi med fordel kunne koble skole-og sundhedsprojektet, således at vi sætter fokus på sundhed, hygiejne og ernæring i undervisningen af såvel børn som lærere.
•    Vi nåede frem til, at det kunne være spændende at prøve at tiltrække frivillige med nye kompetencer til skoleprojektet: diætist, (økologisk) gartner, sygeplejerske, læge.
•    Vi nåede frem til, at vi bør satse på hjemmebesøg, fortsat support til sundhedsarbejder Durga Adhikari og et formelt undervisningstilbud til hende og Ayodhyapur VDC’s otte andre sundhedsarbejdere.
•    Vi nåede frem til, at vi bør kombinere byggeriet af 237 toiletter med en massiv oplysningskampagne i hygiejnisk brug af toiletterne.
•    Vi nåede frem til, at toiletterne bør konstrueres med en udvendig hylde til en sort 50 l vanddunk med hane, en sæbeskål samt et par fliser til at stå på, og vi bør sørge for, at toilethåndvask og opvask skilles ad.
•    Vi nåede frem til, at vi bør føre en oplysningskampagne for brune ris (fjern ikke skallerne) og grøntsager.
•    Vi nåede frem til, at vi bør satse på at fremme anlæg og dyrkning af køkkenhaver (dertil en gartner, der helst skulle være økolog).
•    Vi nåede frem til, at et sundt måltid mad – eller bare en banan – midt på skoledagen, ville være et stort ernæringsmæssigt skridt fremad.
•    Vi nåede frem til, at det er vigtigt, at vi fastholder kontakten til og forsøger at styrke samarbejdet med de offentlig myndigheder på skole-, sundheds-, drikkevands- og spildevandsområdet.

Sundhedsprojektets anbefaling af en skorsten-kampagne og screening af de 5-16 årige lykkedes det os ikke at samle op i denne omgang.

Vi går nu i gang med at lede efter kommende frivillige med kompetencer indenfor ernæring, gartneri, sundhedsfremme, undervisning og murerfaget (henvendelse: info@kantipur.dk).
Og vi finder en person, der i løbet af de næste par måneder har tid til oversætte rapporten fra ’Kantipur Health Camp 2011’ til engelsk (henvendelse: info@kantipur.dk).
Sidst i marts rejser Lone til Kantipur med oversættelsen og anbefalingerne fra sundhedsprojektet. For selvfølgelig skal landsbyerne høres og være med til at sætte alt dette i gang.

Del med andre

• 

I morgen kl. 7 rejser disse seks unge mennesker fra Kathmandu til Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti, hvor de skal bo og arbejde de næste syv uger. To og to skal de undervise landsbyernes børn i alderen 5-15 år i engelsk, og efter skoletid skal de undervise de tre landsbyskolers lærere i engelsk.
Siden august har Hold 6 forberedt sig på denne rejse og på opholdet i landsbyerne. Tidligere frivillige fra Hold 5 og 3 har mellem jul og nytår klædt de unge frivillige på til skolearbejdet og til livet i landsbyerne.
Bjørn, Anne, Frederik, Hanne, Morten og Kristian rejste fra Danmark lige efter nytår, og de er i de seneste dage blevet introduceret til Nepals kultur  af Kamal Sapkota – og til dagliglivet i dette, et af verdens fattigste lande.
De har af Umesh Regmi fået tre lektioner sprogundervisning, hvor de har lært de allervigtigste nepalesiske fraser, og de har gjort de sidste indkøb, så de kan klare syv uger i det yderste Nepal. Bikash, en ung lægestuderende fra Kantipur er kommet til Kathmandu for at følge dem hjem til sin landsby.
Det er planen, at Umesh sidst i januar skal rejse til Kantipur for at holde et midtvejsmøde med de danske frivillige og de nepalesiske lærere. Med henblik på at evaluere og justere samarbejdet.

Del med andre

• 

Så er den første del af efterårets produktion på hylderne i julebutikkerne.

Den første sending skåle og huer kom hjem først i november, den anden sending forventes at ankomme til Silkeborg 1. december. Anne og Mia har koordineret produktionen i oktober og november. Samtidig med, at de har passet skolearbejdet på Kantipur Skole.

Efter 7 uger i landsbyerne er de to i dag kommet til Kathmandu, medbringende skamler, armbånd, knapper, julepynt, benvarmere og flere skåle og huer. I morgen bliver sagerne pakket og sendt hjem.

I Silkeborg kan du købe skåle og knapper hos T.I.N.G i Tværgade. I Århus kan du købe huer, armbånd og børneskamler hos Fair Trade Butik Bazaren i Guldsmedgade. I Holstebro finder du skåle, knapper og benvarmere på Keramikværkstedet på Sct. Jørgens Bakke, og i Randers finder du skåle og huer på Museum Østjylland og på Gaya Museum. En stor tak til vores butikker for deres støtte og opbakning.

Produktionen af håndarbejde og kunsthåndværk er et af de initiativer, landsbyerne har taget for at skabe erhvervsudvikling. Der er ingen tvivl om, at det går den rigtige vej. Kvaliteten er steget meget markant siden vi startede produktionen for 1½ år siden, og kvinderne kan nu modtage en ordre og sætte en produktion i gang. Og de kan styre produktionen og kvaliteten. Næste skridt må være, at de også selv sørger for at få produktionen transportet til Kathmandu og sendt til Danmark.

Del med andre

• 

I dag, 3. november 2011, har vi her i Kathmandu underskrevet en trepartsaftale om etablering af drikkevand til 280 familier. Anlægsarbejdet starter nu og forventes afsluttet i begyndelsen af december 2012.
Fem repræsentanter fra brugerne i Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti kom hertil i går aftes for at deltage i de sidste forhandlinger og for at underskrive aftalen sammen med det nepalesiske firma, Suryoudaya Urja, der skal være totalentreprenør på opgaven og os, Jysk landsbyudvikling i Nepal. De seneste dage har Suryodaya Urja og vi arbejdet intenst med detailprojektering, udarbejdelse af kontrakter, tidsplaner, beskrivelse ansvarfordeling og risikovurdering. Stor respekt og stor tak skal Suryodaya Urja have for sit arbejde.
Drikkevand er livsvigtigt, og rent drikkevand er af største betydning for udviklingen i Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti. Takket være en stor bevilling fra Grundfos i juni i år kan vi nu gå igang med at skabe drikkevand til 280 familier. Grundfos har dermed  har givet dette udviklingsprojekt et afgørende skub i den rigtige retning. I dagens lange møde deltog Jens Ove Frederiksen fra Grundfos Thailand. Jens Ove Frederiksen og Grundfos Fonden har ydet os meget stor  moralsk støtte det seneste årstid. Og betydningen af Jens Ove’s engagement og deltagelse i mødet i dag kan vi ikke takke ham og Grundfos nok for.
Om en måneds tid skal der foretages prøveboringer til de to soldrevne vandværker. Forhåbentlig vil begge prøveboringer vise os, at der er tilstrækkeligt vand af god kvalitet i rimelig dybde. Hvis ja, fortsætter projektet. Landsbyerne skal så igang med at etablere adgang for traktor til byggepladserne, bygge lagerpladser til byggemateriale, etablere byggepladskontorer, grave render til vandrør og slæbe sand og grus til byggepladserne. Mens Suryodaya Urja skal igang med at skaffe solpaneler, pumper, rør og gøre klar til støbning af de to 30 kubikmeter store vandtanke. Al transport af byggematerialer og det meste af det tunge arbejde skal være afsluttet inden regntiden sætter ind i juni. Etablering af 40 vandposter, vandledninger, opsætning af solpaneler, uddannelse af teknikere, test og kvalitetsvurdering følger efter. Datoen for indvielsen er sat til fredag 7. december 2012.
Mæææn, la’ os nu lige komme igang først

Del med andre

• 

Hvad skal man sige….? Ingen ord slår til, når man skal beskrive, hvilke indtryk, man får, når man første gang bevæger sig gennem landet, ud til de tre små byer Kantipur, Ayodhyapur and Indrabasti. Kathmandu i sig selv var en eksplosion af lyde, farver, dufte, mennesker og dyr.
Men nu er vi altså på landet. En uge har vi været i de tre små landsbyer, vi er indkvarteret i tre super-familier. Karl og jeg bor hos Mithu i Ayodhyapur – en gæv kvinde, hvis store familie sammen med alle naboerne, deres børn, kusiner og andre på visit fylder pladsen foran huset hver eneste aften. Alle passer hinandens børn, alle børn opdrager de mindre børn, de gamle er i gang til det sidste. På mange måder er livet her, som man forestiller sig livet i Danmark for 200 år siden. Det fortidige gælder også landbrugsmetoderne og byggestilen med de stråtækte, lerklinede huse, der holdes pæne med to farver kolort/ler-oversmøring hver morgen.
Nepaleserne er meget venlige og imødekommende. Når de ser, at vi forsøger at gøre tingene i hverdagen som de, bliver de meget glade og hjælper til, og det giver anledning til mange gode grin.
Overvældende er også naturen omkring os. Fra de små ildfluer i træerne om aftenen, de store farvestrålende sommerfugle over de allestedsnærværende høns og allemands-hunde til de store bjørne og tigre, efter sigende for nylig set lige i nærheden.
I det hele taget er kulturmødet som en passer med to meget spredte ben. I skoleprojektet er der fx. stor spredning mellem vores vesteuropæiske afhængighed af fast struktur, faste aftaler, faste tidspunkter og den nepalesiske lærerstil, hvor bare kendskabet til, hvilken side, vi er nået til i engelskbogen, nærmest ikke eksisterer. De fleste lærere er meget svage i engelsk, men alligevel har mange kastet sig ud i ‘Teacher training’, som kører hver dag efter skoletid. Her arbejder lærerne ihærdigt med udtale, samtaleøvelser, fremstilling af spil, indstudering af lege mv.
Det virker, som om de er glade for det, og der vokser stille og roligt et kollegialt venskab frem. Vores samarbejde med lærerne i timerne med eleverne fungerer ikke helt endnu alle steder, men efter bare én uge, må vi sige, at vi ser lyst på vores nepalesiske fremtid.
Og alle børnene – omdrejningspunktet i vores skoleprojekt, der lærer os Nepali, mens vi lærer dem engelsk, er helt klart hele rejsen værd. Men dem omkring sig tager man gerne musene på værelset, de evigt beskidte fødder og duften på toilettet med.

På Hold 5′s vegne, Ellen Fredslund Møller

Del med andre

• 

Tilbage i Kathmandu efter 9 dage i Kantipur, Ayodhyapur and Indrabasti og 1½ dag rundt på offentlige kontorer i distriktshovedstaden Bharatpur.
Det har været et udbytterigt besøg for både begge parter, dvs. Gandharva & Dalit Upliftment Samaj (de tre landsbyer) på den ene side og os fra Jysk landsbyudvikling i Nepal på den anden. Et besøg fyldt med udfordringer, glæder, smil, grin, opfølgning, panderynker, skuffelser, nye indsigter, nye ideer og nye mål. Udviklingsarbejde er ikke bare eksotiske oplevelser, anderledes hverdag, smukke mennesker, harmonisk samarbejde, motivation, korpsånd, planmæssighed, undren og aha-oplevelser. Udviklingsarbejde er også opdragelse, opsang og grænsedragning – og kamp mod misundelse, smålighed og intriger. Efter 2½ år har vi selvfølgelig helt andre ting at tumle med end dengang, vi startede med at købe et par geder hos de rige for at give dem til de fattige.

De kommende indlæg skal handle om skoleprojektet, sundhedsprojektet, drikkevandsprojektet, organisationsudvikling, produktionen, uddannelsesstøtte, turisme, de enlige kvinder, sagen om Bikash, et par hundrede toiletter og samarbejdet med det offentlige Nepal.Men jeg tager også på ferie denne gang. Tirsdag morgen flyver jeg til Phaplu – en lille lufthavn syd for Mount Everest. Jeg  skal slappe af og besøge et helt andet Nepal. Jeg skal ud at vandre, og jeg skal studere en anden danskers udviklingsarbejde. Dyrlæge fra Skive, Kurt Lomborg, har i mange år arbejdet i Solu Khombu, som området nedenfor Mount Everest kaldes. Mandag 31.10 vender jeg tilbage for at arbejde med drikkevandsprojektet de sidste dage før hjemrejsen 5.11.

Del med andre

• 

Efter mange mails mellem Danmark og Nepal, efter mange Skype møder og efter mange bekymring og frustrationer er Kantipur Health Camp 2011 omsider skudt igang.
Vi (Britta og Gitte, begge fra Vejle) ankom til Kathmandu for et par dage siden. Vi blev hentet i lufthavnen af Kamal, Lone og vores unge nepalesiske sygeplejerske, Arati Poudel. Sammen med Arati har vi gennemgået medicinbeholdningen, sygeplejeartiklerne, og undervejs har vi snakket om projektets formål og indhold. Vi har klaret de sidste indkøb i går og om et øjeblik drager vi tre sygeplejersker sammen med skolegruppen, Umesh og Lone til Kantipur.
Vi har fået en fantastisk samarbejdspartner i Arati, og vi glæder os meget til det forestående arbejde og til, at Anette Mønster (praktiserende læge i Silkeborg) 24.oktober slutter sig til os.
Vores første opgave vil være, at vi får taget taget kontakt til den lokale sundhedsmyndighed. Vi skal åbenbart – og selvfølgelig – have tilladelse til at lave sundhedsarbejde og vi skal undersøge mulighederne for samarbejde. Derefter skal vi de første par uger lave opsøgende sundhedsarbejde i de tre landsbyer, vi forventer at screene alle børn under fem år, vi vil tilbyde alle gravide kvinder en konsultation, og vi vil tage imod syge, der har brug for råd eller hjælp.
Mens Anette er i Kantipur er det vores plan at afvikle en række workshops om ernæring, hygiejne, anatomi, gravidet/fødsel/spædbørnspleje og familieplanlægning.
Det er endvidere vores mål at få undersøgt behovet og mulighederne for mere vedvarende sundhedsarbejde i de tre landsbyer. Måske lykkes det os at få grundlagt en lille sundhedsklinik i området..

Del med andre

• 

14 dage er gået siden ankomsten til Nepal 24. september. Der er sket meget – og ind i mellem for lidt. Mange små og større ting at forberede, en del træden vande. Især de sidste dage, hvor den største af alle højtider, Dashain, er på sit højeste.
I morgen tidlig rejser vi til Kantipur, tre kvinder til sundhedsprojektet, fire mænd og kvinder til skoleprojektet, Umesh og jeg. I Narayanghat skal vi samle Anne og Mia op. De kommer fra Chitwan National Park og skal også arbejde i skoleprojektet. Om 14 dage ankommer vores læge i sundhedsprojektet til Nepal.
Det er netop for et øjeblik siden afgjort, at vi kører med busser, som vi plejer – i stedet for at leje en jeep med chauffør, hvilket kunne have flere fordele, når vi er så mange og har så meget udstyr at fragte. Med den beslutning får en tur med rigtig mange udfordringer og oplevelser, til gengæld bliver rejsen mindre komfortabel. Det passer i virkeligheden de fleste af os rigtig godt, ikke mindst nu, hvor det ser ud til at alle – især alle maver – er raske.

Der er købt 18 kg uld til kvindernes produktion af huer og benvarmere, og vi har desuden ordrer med på knapper og skåle. Vi har fået trykt 1200 kladdehæfter til skoleprojektet. Vi har fået købt sygeplejeudstyr og medicin til sundhedsprojektet. Jeg har desværre måttet afskedige vores nepalesiske sygeplejerske og ansætte en anden. Det har trukket tænder, men der var ikke andet at gøre.

En af de allerførste dage havde jeg møde med ambassadør Morten Jespersen. Ambassadøren fik en status på vores projekt, og jeg fik en række rigtig gode råd med på vejen. Vi drøftede også Nepal rejsen 2012 og fik i den forbindelse aftalen på plads om besøg på ambassaden 14.2.2012, hvor vi skal høre om dansk udviklingsbistand. Morten Jespersen er en af hovedmændene bag Danmarks nye strategi for udviklingsarbejde.

Og som noget af det allervigtigste: Vi har fået taget godt hul på arbejdet med drikkevandsprojektet, som skal være klart til kontraktunderskrivning allerførst i november. Vi har diverse illustrationsmateriale med os, så vi kan vise landsbyboerne, hvordan vandværkerne komme til at fungere. Og der er truffet aftale om, at vi om en uges tid vil få besøg af den ingeniør fra distriktet, som har lavet forundersøgelserne. Vi har sørme også en Grundfos dvd med, som fortæller om lignende projekter i Kirgisistan og Kenya. Både videoen og computeren, som vi skal bruge til at vise videoen på, bliver uden tvivl noget af en sensation.

Vi er alle forventningsfulde og spændte på at komme afsted og i gang med arbejdet. I dag skal de sidste indkøb klares, vi skal have pakket, og vi skal have sagt farvel til vores kære derhjemme.
Det er jo ikke fordi, det er en farlig ekspedition, vi skal ud på. Men de fleste af os vil jo være udenfor rækkevidde i pænt lang tid – syv uger for de, der skal arbejde i skoleprojektet og fem uger for sundhedsprojektets vedkommende. Desuden vil de fleste af os skulle igennem en eller anden slags kulturchok i løbet af de næste dage. Umesh og jeg kommer tilbage til Kathmandu omkring 18. oktober.

Billedet er taget en tidlig morgen for et par dage siden. Vi gik hjemmefra før solopgang og fik den fantastisk oplevelse af storbyens opvågnen. Der er mange indtryk og mange gode billeder fra de sidste par uger. Kig lidt i vores fælles fotoalbum (på vej).

Del med andre

• 

I dag har ‘Jysk landsbyudvikling i Nepal’ taget afsked med det næste hold frivillige, der skal arbejde i de tre landsbyer – Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti, i Madi, Chitwan. Det er det femte hold, vi sender ud for at undervise børn og lærere i engelsk.

I løbet af september rejser seks personer afsted fra Danmark. De fleste starter med at tage på trekking, enten mod nordøst til Everest Base Camp eller mod vest i Annapurna området. Lørdag 8. oktober drager vi så alle, ti danskere og to nepalesere, i samlet flok videre til de tre landsbyer i det sydlige Nepal: De seks, der skal arbejde i skoleprojektet …. fire, der skal arbejde i sundhedsprojektet … Umesh, vores tolk, sproglærer og rådgiver og så mig, Lone.

I dag fik vi ordnet de sidste forberedelser, og vi fik hilst på hinandens familier. Vi så billeder fra landsbyerne og hørte om landsbyudviklingsprojektet. Herboende butanere kokkererede og serverede en forrygende Dal Bhat til os, og vi fik taget afsted med hinanden.

‘Vi ses i Kathmandu’ ku’ vi med et stort smil sige til hinanden.

Del med andre

• 

Søndag 3. juli så en ny almenvelgørende forening ‘Jysk landsbyudvikling i Nepal’ dagens lys i Silkeborg.

15 mennesker havde afsat det meste af en sommersøndag eftermiddag til at bakke landsbyudviklingsprojektet op. Til at diskutere, hvordan man organiserer en forening, så flest mulige får adgang til udviklingsarbejdet. Og til at tygge vedtægter, formålsparagraf og stiftelsesdokument igennem.

Du kan læse foreningens vedtægter, se stiftelsesdokumentet, læse referatet fra den stiftende generalforsamling og få et overblik over årets projekter.

Alle, der støtter foreningens idé og formål, kan blive medlem af ‘Jysk landsbyudvikling i Nepal’.

Du kan melde dig ind i foreningen ved at sende en mail til info@kantipur.dk med oplysning om navn, adresse, email og telefon. Kontingentet er 150 kr. i 2011.

Del med andre

• 

Kathmandu, mandag 30. august 2010 kl. 22.30.
Trine og Winnie kom hertil for snart 18 dage siden fra Indien. De har besøgt nogle af de største seværdigheder her i Nepal, de været på trekking i Annapurna området, og nu forsøger de at få det nepalesiske dagligliv op under neglene. Jeg kom for 2 dage siden og prøver at få styr på de mange forberedelser forud for starten af næste afsnit af udviklingsprojektet i Sydnepal. Sammen rejser vi til Kantipur på torsdag.
Hver eneste dag i denne uge starter for os alle tre med Nepali undervisning. Umesh kommer kl. 8 og spilder højst et minut med snak, før undervisningen går i gang. Trine og Winnie må slide i 1½ time hver gang, mens jeg har fået lov at slippe med 1 time.
Trine og Winnie har i forgårs besøgt en – efter nepalesiske – meget utraditionel privatskole, som arbejder med undervisningsprincipper, der ligner dem, Trine vil arbejde med i sit lærerudviklingsprogram. Mens Trine skal arbejde med lærerudvikling, sætter Winnie fokus på skolegangskulturen. Hvad kan vi gøre for at få alle børn i skole og få dem til at synes, at det bare er det mest spændende, der findes?
Trine og Winnie har brug for en tolk. Forhåbentlig træffer vi aftale om det med en ung mand i morgen tidlig.

Jeg har brugt en del tid og benarbejde på at lede efter egnet uld og silke til produktionen af benvarmere, pulsvarmere og huer. Jeg tror, det er lykkedes her i eftermiddag at finde grossisten, der har alle de farver og kvaliteter, vi har brug for – til en rimelig pris. I morgen køber jeg 25 kg uldgarn i 10 forskellige farver, og mon ikke der skal købes 5 kg silkegarn i forskellige meleringer. Og jeg får det pakket, så det kan klare den vanskelige tur til Kantipur.Jeg fik nemlig en opringning fra Kantipur her i aften. Sanju fortæller, at vi må klare de sidste par timer af turen i en 4-hjulstrækker, fordi vandet står så højt i floderne, at bussen ikke kan komme over. Det vil også sige, at vi skal bære vores bagage på hovedet over floderne.
Kamal er ved at undersøge priser på kladdehæfter til udviklingsprojektet. Børnene i de tre skoler får denne gang hver 2 kladdehæfter, 1 blyant, 1 viskelæder, en kort lineal og et træpenalhus. Hver skole får en stor blyantspidser. Trine og Winnie opdagede på skolen, som de besøgte nogle store tavler med både vores og det nepalesiske alfabet. Dem har vi bestilt tre af. Forhåbentlig kommer de også med på torsdag.
Fortsættelse følger i morgen eller i overmorgen…..

Kathmandu, onsdag 1. september 2010 kl. 21.
Så er vi klar til at tage afsted.
Der er truffet aftale med tolken Ajay om en uges arbejde for Trine og Winnie. Dvs. at han skal oversætte de indledende drøftelser med de tre skoleinspektører og de første dages arbejde med lærerne i Kantipur. Han skal hjælpe os med at introducere Winnies socialantropologiske undersøgelse af skolegangskulturen for skolerne og de tre kooperativer. Om alt går vel kommer han tilbage i uge 4 for at oversætte de interviews, som Winnie på det tidspunkt skal i gang med.

Vi havde i går et par timer med lidt spænding på. Det var jo gået op for os, at der i år er så meget vand i floderne og i lavlandet i det hele taget, at der ikke kører busser, når vi er kommet over Reu floden. Men så erfarede vi, at der heller ikke er noget, der hedder 4-hjulstrækkere. Vi ville gerne undgå at skulle vandre en 5-6 timer, da vi i så fald var nødt til at bruge 2 dage på rejsen. Og så er det jo også sådan, at vi har 30 kg uld- og silkegarn at bære – udover vores personlige bagage. Enden af det hele blev/bliver, at formand for andelsforeningen Siddhi Lal henter os i Narayanghat og følger os sikkert over floden og hjem til Kantipur. Vi har sagt ja tak til, at Siddhi Lal hyrer en traktor, der kan køre os og alt garnet fra Reu til Kantipur. Den er dyr! – men som nepaleserne siger: Ke garne – hvad sku’ vi ellers gøre?
I dag havde vi den sidste Nepali time med Umesh. Min var lang – 2 timer – for jeg har planer om, igen i år at holde en tale på nepalesisk for Kantipur’erne, når vi ankommer – eller rettere næste morgen. Jeg vil gerne med mine egne ord gøre status og fortælle, hvad jeg forventer mig af ugen. Og så vel også almindelig høflighed at sige pænt goddag. Nu er talen klar, jeg skal bare holde den for tolken i bussen i morgen, for Siddhi Lal og så lige lære den udenad. Så kører det!
Sådan noget synes jeg er vildt morsomt. Og temmelig grænseoverskridende – for mig.
Kl. 7 kører bussen. Kl. 6 har hotelejer Durba en kop kaffe parat. Kl. 6.15 bliver jeg afhentet, og 6.30 samler vi Winnie og Trine op ved deres hotel. Når vi kører fra Kathmandu, er Siddhi Lal på vej til Reu, til fods. Han står nok op kl. 4 for at nå frem til Reu til kl. 10. Går det efter planen, kommer vi til Kantipur ved mørkets frembrud.
Jeg er tilbage i Kathmandu senest 14.9. Signe, Simone, Anna og Marie lander jo i lufthavnen 15.9 kl. 13.45

Del med andre

• 

Indlæg ved Winnie Hollegaard, 8. september 2010
I skrivende stund sidder jeg på en af de eneste stole, der findes i Kantipur, med udsigt til en gårdsplads med hårdtarbejdende kvinder i farverige klæder, grønne træer, høns, geder og køer. En udsigt, der mest af alt vækker associationer til Guldalderens idylliske malerier. Blot en uge er gået siden vores ankomst en sen aften, efter 13 timers rejse fra Kathmandu. En rejse, der var blevet forlænget med fem timer på grund af høj flod. En rejse som foregik både i og på bus, i vandbøffelkærre, på traktor og til fods.
Livet her i landsbyen står i skarp modsætning til alt, hvad vi kender fra Danmark. Her bader man i badeklæder, da det ikke er velset at bade nøgen. Her spiser man med fingrene, og neglene får efterhånden en fin gullig farve. Her er toilettet et hul i jorden, og wc-papir var et ukendt fænomen, indtil de første midtjyske volontører meldte deres ankomst for et år siden. Alligevel og på trods af forskellene synes hverdagen her at føles hjemmevant – i takt med at kendskabet til vores værtsfamilie, de omkringliggende nabohuses familier og børnene/lærerne, som vi underviser, vokser.
Et mere imødekommende og dejligt folkefærd skal der ledes længe efter. Alle har taget så godt imod os, og især børnene er ivrige efter at komme i kontakt, lege, spørge, og pille ved vores tøj og hår. Som gæster i en landsby som Kantipur, langt væk fra alting, er det klart, at vores tilstedeværelse vækker stor opmærksomhed – og det er også fantastisk at slippe sit indre legebarn løs sammen med børnene i en omgang Boogie Woogie eller stafetleg.
Med til at gøre hverdagen mere hjemmevant er også de daglige gøremål. Et højdepunkt i dagen finder sted lige efter kl. 7, når vi har drukket vores kop morgente (bestående af 90% sukker, 10% vand, lidt nepalesisk te og hvis man er heldig lidt mælk). Da går turen ad smalle, snoede stier til brønden, hvor vi smukke, grønne omgivelser skiftes til at pumpe vand for hinanden, og hvor vi bader i vores lunghier. Morgenbadet er et  højdepunkt, da temperaturen i Kantipur nærmer sig de ’70′  grader C, og da vi konstant er omgivet af en svag, syrlig duft af sved, som man ville ønske, ikke kom fra een selv.  Endvidere skal dagens to hovedmåltider, altid bestående af Dal Bhat, tilegnes stor opmærksomhed. Tænk, at ris og linser med afvekslende grøntsagskompotter, kan smage så godt – og så forskelligt. Mellem de to hovedmåltider serveres et par flade, pandestegte brød – roti – sukkerte og indimellem også lidt Kantipurske popcorn (stegte majskerner). Er man superheldig også en banan.
Hver dag, undtagen lørdag, som er ugens enlige fridag, har vi endelig undervisningen af børnene og lærertræningen at se frem til. Når vi ikke er beskæftigede med det, stor programmet på skoleforberedelse, afslapning, leg, dans og sang – indtil vi dratter om ved 21-tiden.
Det er svært at nedfælde på papir de mange mange indtryk, som den første uge har budt på, og det er forunderligt, hvordan man på så kort tid kan omstille sig til det mest primitive landsbyliv – og elske det. Vi glæder os til det, der kommer de næste seks uger, til de mange Dal Bhat’er og til at kunne dele vores oplevelser med jer derhjemme og med Anna, Marie, Signe og Simone – de næste frivillige, der kommer herned.

Del med andre

• 

Indlæg ved Trine Frits Nielsen, 9. september 2010.
Klokken er 16. Der sidder 7 forventningsfulde nepalesere mellem 26 og 46 år foran mig. Vi befinder os på Ayodhyapur School, og det er tid til teacher training. La La betyder: JA.
16.05 kommer Siddhi Lal, viceinspektør på Kantipur School, som sædvanligt ‘casual late’, men timen er startet. Reglerne blev trukket op den første dag: Timen starter kl. 16 – Danish Time, not Nepalese Time!
Vi lægger ud med dagens ‘homework’, og på skift kommer lærerne fra de tre skoler op til tavlen og skriver en sætning. Når verbum, adjektiver og navneord er markeret, og fluebenet har godkendt ordstillingen, kommer de brede nepalesiske smil frem. De er tydeligvis stolte, og det samme er jeg.
Jeg elsker disse timer, og jeg elsker mine elever.
Så snart en opgave er stillet, breder arbejdsroen sig… men bortset fra roen, er der ikke meget, der adskiller de voksne nepaleseres læringsiver fra børnenes. Den barnlige usikkerhed kan spores, når de kaldes op til tavlen, ligesom trangen til at blive hørt først kan blive for stor. Jeg smiler indvendig, når jeg minder Krishna, inspektør på Ayodhyapur School, om, at han skal række hånden op for også at give kvinderne en chance for at svare på spørgsmålet.
Niveauet er lavt, men humøret er højt, og viljen er stor. Undervisningen varer en time, fra 16 til 17 og den skal efter planen køre 6 dage om ugen i 6 uger. De vil gerne have mere tid, men kvinderne skal også nå hjem og lave Daal Bhat til deres familier.
Jeg er taknemmelig og glad for, at de finder det vigtigt at afsætte tid til denne ‘videreuddannelse’, for det er i den grad nødvendigt, hvis niveauet af deres egen undervisning skal løftes/højnes.
I morgen byder undervisningen på eventyr og pararbejde udfra pixiebøger. Pararbejde er ukendt for de nepalesiske lærere, der holder sig trofast til tavleundervisning. Så det er ikke kun grammatikken, der kræver forklaring.
Der står ‘engelsk’ på skemaet, men at undervisningsmetoderne også smitter af på lærerne. Potentialet og viljen er i hvert fald til stede.

Del med andre

• 

Tilbage i Kathmandu efter en alt for kort uge i Kantipur. Der er efterhånden en del at lave for mig i vores landsbyudviklingsprojekt. Og alt skal jo klappes af, mens jeg er i Kantipur og kan se alle i øjnene. Men det var skønt at møde alle Kantipur’erne igen. At høre, at alle folk og alle gederne har det godt. At have Trine og Winnie med og følge, hvor flot, de to seje piger kom fra start.
Der har været store problemer med oversvømmelse og jordskred. Ødelæggelserne er sket som følge af usædvanligt voldsomme og langvarige regnskyl midt i august. Langs floden er et større område med rismarker ødelagt, vandforsyningen til halvdelen af landsbyen er ødelagt, veje og dæmninger er ødelagt og dækket af lerskred. Det vil tage langt tid at rette op på skaderne, og Kantipur forsøger at få hjælp fra distriktet.

Nu officielt udviklingsprojekt for 117 familier

Landsbyudviklingsprojektet er nu registreret som en forening, en NGO (Non Government Organisation).
Det har skiftet navn fra ‘Namuna Dalit Utthan Kantipur’ til ‘Gandharva & Dalit Upliftment Samaj’.
NGO’en består af 3 landsbyer med hver sin lille andelsforening med bestyrelse og medlemmer:
Kantipur – 60 ud af 105 familier
Ayodhyapur – 21 ud af 114 familier
Indrabasti – 36 ud af  omkring 100 familier
Formaliseringen af projektet er et vigtigt skridt. Det betyder, at vi nu har en status, der er til at tage og føle på – vi eksisterer.
Men som NGO er det nu også muligt at søge udviklingsstøtte, både lokalt i VDC (Village Devellopment Commity) og i distriktet.
Allerede for 1½ år siden tilbød jeg at betale de udgifter, der er forbundet med dannelsen af en NGO – omkring 700 kr. inkl. en uge lang rejse til distrikskontoret og fortæring undervejs for 3 bestyrelsesmedlemmer.
NGO’en har oprettet en særlig konto i Himalayan Bank og overført formuen til den ny foreningskonto.

Opsparing

Centralt i dette udviklingsprojekt er opsparing i banken til en fælles fremtid. Alle medlemmer sparer hver måned 10-20-50 RS op, og pengene sættes i banken. Efter godkendelse af regnskaberne dobler vi den årlige opsparing – dog højst 50.000 RS årligt.
Denne opsparing er meget vigtig for fællesskabsfølelsen, kan jeg forstå. Den er stadig limen i foreningerne.
En del af opsparingen kommer fra tilbagebetalingen af gederne, grisene og butikkerne. I alt 51 mikrolån – ikke penge, men naturalier – har vi givet. Og der er indgået aftaler med hver familie om tilbagebetaling over de resterende 3½ år.
Det er først efter nytår, at vi for alvor kigger på regnskaberne, tilbagebetalingen af lånene og indestående i banken.

Skoleprojektet

Skoleprojektet er en stor succes. Børnene og lærerne sætter meget stor pris på vores arbejde. De så gerne, at vi var der hele året rundt.
Det er tredje sæson for skoleprojektet. Det synes at være lykkedes os, denne gang at samle erfaringerne fra de to første holds arbejde i Kantipur og Ayodhyapur Schools og endda give skolearbejdet et stort kvalitativt løft.
Trine og Winnie har i skrivende stund været i Kantipur i 2 uger. De arbejder med lærerudvikling og med skolegangskulturen, og de er kommet rigtig godt fra start. Lærerne har et stort ønske om at blive bedre til engelsk, og opgradering af lærerne er næsten det allerbedste sted at sætte ind. Det faglige niveau er lavt – engelsk for voksne nybegyndere. Til gengæld er motivationen meget stor.  Trine og Winnie underviser også børnene, men sammen med deres lærere. På den måde får lærerne øvet sig i det indlærte engelsk, men de får også lige så stille og roligt udviklet en bevidsthed om andre pædagogiske muligheder end terperi og udenadslære.
Anna, Marie, Signe og Simone ankom til Kathmandu fra København for to dage siden. Lige nu er de i gang med deres anden nepali time. Efter trekking og andre eventyr, der starter på mandag, skal de til Kantipur. Der bliver en uges overlap, hvor Trine og Winnie kan introducere de nye frivillige til yderligere 7 ugers fortsat arbejde med børnene i de tre skoler.
Om en uges tid går Winnie, der er socialrådgiver, i gang med en undersøgelse af skolegangskulturen: Hvem kommer i skole? Hvordan ser fraværsstatikken ud? Hvad er årsagerne til at nogle børn ikke kommer i skole? Hvordan er forældrenes faglige baggrund? Hvordan ser forældrene på betydning af skolegang? Hvordan arbejder skolen med at forbedre fremmødet? Hvad kan der gøres for at få alle børn i skole hver dag? Hvad kan vi gøre? Forhåbentlig træffer jeg meget snart aftale med en kvindelig tolk og rådgiver fra Kathmandu, som kan hjælpe Winnie i 4-5 dage med interviews og andet opklarende arbejde.

Skolebygningerne

Især Kantipur School trænger hårdt til vedligeholdelse. Vinduer og døre er delvist ødelagte. Gulvene er hullede, og skolemøblerne er gamle og dårligt vedligeholdte. Væggene trænger til maling, tavlen til reparation. Der er ingen materialer eller inspirerende udsmykning på væggene. Vi har afsat 50.000 RS – 3.500 kr. – til istandsættelse af to klasselokaler i år. Det dækker ikke en fuld istandsættelse af bygningen, men dog en fornuftig renovering med 10 nye vinduer, reparation af 2 døre, tavler og alle skolemøbler, støbning af nyt gulv og indvendig maling. Vi må senere, når også Ayodhyapur og Indrabasti Schools har fået deres største behov dækket, se, hvordan vi kan få skolen malet udvendigt.
I den uge i oktober, hvor alle seks danske frivillige er samlet i Kantipur, er det Dashain, årets største festival i Nepal. Alle tager hjem til deres landsby for at fejre højtiden og være sammen. I den uge skal vi sætte de to klasselokaler i stand. Frivillige, forældre, lærere og skolebestyrelsen i fællesskab.

Erhvervsudvikling

For at alt dette arbejde for Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti kan blive bæredygtigt, for at landsbyerne ikke skal blive afhængige af vores indsats, er det nødvendigt at se erhvervsmulighederne. Hvilken muligheder er der for at skabe et fælles indtægtsgrundlag?
Vi har drøftet dette spørgsmål flere gange og arbejder i øjeblikket et par af ideerne: Kunsthåndværk/husflid/håndarbejde til det danske marked og ubrændte, højtrykspressede mursten til det lokale marked.
Jeg havde jo materialer, modeller og endda bestillinger på omkring 200 stykker ‘handicraft’ og fik sat gang i produktionen af de fleste ting. Benvarmere, huer, brødkurve, knapper og armbånd. Kvinderne har lovet arbejdet færdig inden Dashain, så Trine og Winnie kan få produktionen med til Kathmandu og sende den hjem til Danmark inden julehandelen sætter ind.
Kantipurerne vil gerne lave ubrændte, højtrykspressede mursten. De er overbeviste om, at leren i området er velegnet til formålet, og jeg havde derfor en jordprøve med mig til Kathmandu. I går aftes mødtes jeg med Sonam Wangchuk, der bygger miljøvenlige skoler for MS Nepal. Sonam kunne bekræfte, at leren i jordprøven er meget velegnet, behøver dog tilsætning af lidt groft sand, som formodentlig også findes i nærheden. Næste spørgsmål er så afsætningsmulighederne. Er der i lokalområdet overhovedet et marked for denne slags mursten?

2 køkkener

I februar afsatte vi penge til at to familier i Kantipur kunne bygge sig et separat køkken. Det er Kantipurs to fattigste familier, og de bor henholdsvis 5 og 3 mennesker i meget små huse, under 12 m2. De to familierne har selvfølgelig også fået hver en ged, som de er begyndt at sælge kid fra. Gedemælken bruges ikke i Nepal – ikke af religiøse grunde, nærmere fordi de ikke giver mere mælk end kiddene har brug for.

Den ene familie har lavet sig et meget fint køkken ved siden af det lille, gamle hus, se billederne. Den anden er knap så dygtig med hænderne eller knap så omhyggelig med arbejdet. Så det køkken er knap så fint bygget og synes også at have lidt fugtproblemer, fordi regnvandet ikke afledes ordentligt. Vi drøftede muligheden af at lave et dræn med sten langs huset, så vandet fra taget løber hen til en skrænt få meter borte – i stedet for ind under huset. Ingen af de to familier har endnu fået bygget den skorsten, som vi aftalte, da vi bevilgede pengene. Så der er lidt at følge op på dér. Det er selvfølgeligt en småting i den store sammenhæng, men jeg tror, det betyder meget at vise interesse for det, vi har sat i gang og følge op, indtil tingene er som aftalt. Og det er også meget dejligt at komme rundt til familierne – det begynder at knibe lidt efterhånden som projektet vokser.
Begge køkkener har kostet 5000 RS stykket  – 350 kr.- incl. køkkengrejet.
Den anden familie, Shyam Bahadur, Sarmila og deres tre børn, er måske ikke verdens bedste husbyggere, og de vil muligvis også blive ved med at være en af landsbyens fattigste familier; men det er til gengæld altid morsomt at komme på besøg hos dem. Da alt køkkengrej blev lagt frem på jorden foran huset, lavede jeg lidt sjov med dem. Jeg spurgte om, jeg måtte have lov at vælge en tallerken, der kunne være min, når jeg kom på besøg næste gang. Det morede alle sig meget over, så jeg tog min tykke, vandfaste tusch og skrev ‘Loneko Thal’ under en af den seks tallerkener. Så næste gang, jeg kommer til Kantipur, får Sarmila en kylling og så holder vi fest.

Uddannelse

Dette landsbyudviklingsprojekt starter nederst i landsbyhierakiet. Med de 51 mikrolån investeringerne i geder, grise og butikker samt de to køkkener forsøger vi  at løfte de fattigste først. Halvdelen af medlemmerne er så velstillede, at en investering af den størrelsesorden ikke vil have nogen betydning for dem. Men de må omvendt gerne opleve, at der også kan være fordele for dem ved at være med. Det kunne være uddannelsesstøtte til deres børn.
I februar udpegede kooperativet fire familier med børn under videregående uddannelse – det skulle være to piger og to drenge. Også ved disse scolarships er det hensigten, at vi kigger på de fattigste familier først. Vi blev enige om, at jeg/vi efter godkendelse af de unges seneste eksamenskarakterer og et budget fra hver af dem, betaler 50% af et års udgifter til studie, kost og logi. Forældrene skal fortsat betale de andre 50%. Vi har betalt 3.500 kr. i juni 2010, andre 3.500 kr. forfalder i november 2010, hvis alle eksaminer er bestået og admission fees betalt.
Med de nuværende 4 scolarships til unge fra Kantipur må det være Ayodhyapur og Indrabasti, vi kigger på næste gang.
Min gode ven og rådgiver, Kamal Sapkota i Kathmandu, hjælper mig med at fremskaffe dokumentation og forhandle rimelige budgetter med de unge. Jeg havde gerne set, at vi havde holdt et møde, Kamal, de fire unge og mig. Men dels kunne Kamal ikke finde tid til at komme til Kantipur, dels nåede de unge aldrig hjem, som forventet (hvorfor gjorde de ikke det?). Kunne de måske komme et smut til Kathmandu inden jeg tager hjem?

Sundhed

Jeg er ikke læge og kan ikke gennemskue sundshedsforholdene i Kantipur. Men jeg ved, at gennemsnitsalderen for nepalesiske kvinder er 58 år (mænd 59 år). I det vestligste og meget fattige Nepal bliver kvinderne gennemsnitlig endda kun 35 år. Jeg ved også, at et af 2015-målene her i Nepal handler om at nedbringe børnedødelighed og dødeligheden for mødre. De konkrete tal for problemerne og for 2015-målene har jeg ikke lige ved hånden. Måske en særligt interesseret læser vil grave lidt i 2015-målene for mig?
Med egne øjne har jeg set, at de sanitære forhold lader meget tilbage at forbedre og en del børn ser forsømte og tynde ud. Enkelte børn har forstørrede maver. Mange børn har bylder og byldelignende knopper og mange ar efter …?. Jeg kan se, at mange sår ikke behandles. Men jeg kan også se på skolen, at UNICEF har været forbi på et tidspunkt med en oplysningskampagne om sanitære forhold. Og mens jeg var i Kantipur denne gang, var en søster til Siddhi Lals svigerinde i landsbyen for at afholde en aller anden slags seminar for mødre med småbørn. Svigerinden arbejder i marken for en finsk-nepalesisk NGO.
På møder med landsbyerne har jeg nævnt, at en af mine gode venner er læge, og at hun har tilbudt at tage med til Kantipur til februar, hvis der er brug for det. På et af møderne med bestyrelserne – i Ayodhyapur og Indrabasti består bestyrelserne næsten udelukkende af kvinder – spurgte jeg ind til, om der var særlige forhold, som de kunne tænke sig at bruge en dansk læge til. Det kom meget spontant tilbage, at de virkelig havde brug for at få drøftet forhold omkring mor og barn: Graviditet, fødsel og de første år efter fødslen.
Anette Mønster, praktiserende læge, er den veninde, der har tilbudt at tage med til Kantipur, hvis der er ønske om og behov for det.
Det er planen, at Anette og jeg tager til Kantipur i februar. Der er ingen tvivl om, at der vil blive trængsel omkring Anette. Det bliver rigtig spændende at prøve at planlægge 10 sundhedsdage sammen med Anette og landsbyerne. Det bliver også spændende at se, om der på længere sigt kunne komme gang i en målrettet indsats for sundheden i området.

Drikkevand

Vi skal have fat i drikkevandsproblemet.
Vi skal have samlet alle gode kræfter i netværket og se, hvordan vi kan få skovlen under det problem. Vi skal selvfølgelig have undersøgt, om vi på en aller anden måde kan trække på Grundfos.
Formand for landsbykooperativerne, Siddhi Lal, har lovet mig en beskrivelse af drikkevandssituationen i de tre landsbyer, af problemer, behov og perspektiver. Den må gerne være på nepalesisk – det gør det selvfølgelig nemmere for ham. Og nu kender jeg efterhånden mange mennesker, der kan hjælpe med oversættelse.
Jeg ved, at der er flere brønde, nogle med håndpumper, i Neder Kantipur. Men hvert år i marts-april løber de – på nær 1 brønd – tørre for vand. Indtil regntiden i juni er der så kun floden at hente vand fra. Vandet her er ikke rent nok, så alle har maveproblemer i et par måneder, indtil der igen løber vand i brøndene. Man har to gange forsøgt at skaffe vand til skolen. Men brøndene, der begge er gravede, står tomme hele året. De er ikke dybe nok.
I Over Kantipur lever omkring 60 familier. De henter alle vandet ved en fælles vandpost. Vandet ledes nedgravet slange fra en højtliggende sø i junglen, til vandhanen, der er forholdsvis centralt placeret. Vel ca. ½ km til de yderste familier. Omkring samme tid – marts-april – tørrer søen ud, og så må Over Kantipur også ned til floden efter ikke rent drikkevand.
I år har monsunen ødelagt vandledningen fra søen i junglen, og alle må ned til Neder Kantipur’s brønde efter vand. Jeg fornemmer, at det er man heller ikke glade for i Neder Kantipur.
Jeg mener, at Ayodhyapur og Indrabasti får vand fra samme ‘pipe’ som Over Kantipur. Der skulle efter sigende være syv vandhaner på ledningen, men jeg er ikke sikker. Det må Siddhi Lals rapport kaste lys over.

Danske turister til Kantipur, Ayodhyapur and Indrabasti?

Ligesom uddannelsesstøtte til de fire unge er et tilbud til de lidt mere velstillede familier, kunne det også være et tilbud til udvalgte familier at tage imod danskere, der har lyst til at opleve, hvordan livet leves udenfor Kathmandudalen. Et bondegårdsophold på 2-3 dage bare… hvor vi tager med i marken, med til brønden, med i junglen for at hente grønt til gederne og er med ved madlavningen. Der kunne også blive tid til et par småture rundt i landsbyerne, en udflugt til den forunderlige Chepan-dal, springvandene lidt oppe ad floden og til den smukke sø i junglen, hvis navn, jeg ikke kan stave.
Jeg har spurgt kooperativerne, om de kunne tænke sig at arbejde med den mulighed. Vi kunne starte i efteråret 2011 med 6 familier, dvs. 2 familier i hver landsby. Landsbyerne er både interesserede, glade og spændte.
Opholdet vil være primitivt, men værtsfamilien vil mindst kunne gode toiletforhold (pedaltoilet) og et separat værelse med seng og rent sengetøj til gæsterne.
Jeg går nu videre med at planlægge en Nepal 2-3 ugers rejse for 10-12 personer. Rejsen vil, foruden sightseeing i Kathmandu og omegn – selvfølgelig, åbne mulighed for at komme på trekking i Himalaya, for besøge et andet landsbyudviklingsprojekt og for at besøge Chitwan National Park, der ligger i nærheden af Kantipur. Turen vil blive tilrettelagt i samarbejde med Kamal, vores gode guide, ven og rådgiver. Han ejer Mountain Delights Treks & Expedition. Der er flere gode venner i det danske Kantipur-netværk, der har udtrykt ønske om at komme med til Kantipur en dag. I vil selvfølgelig blive spurgt først (I er også meget velkomne til at kontakte mig). Derudover kunne jeg vel nok gennem aviserne samle et par interesserede i det midtjyske.

Del med andre

• 

Trine Frits Nielsen er nyuddannet lærer fra Silkeborg og Winnie Hollegaard er nyuddannet socialrådgiver fra Århus.
Trine og Winnie er for få dage siden vendt tilbage til Kathmandu efter 7 ugers ophold i Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti. De to kvinder har arbejdet med skoleudvikling og ‘Teacher Training’ i de tre landsbyer.
Læs Trine’s fortælling om deres vidunderlige oplevelser i klasseværelset på Ayoudhyapur School, hvor de hver dag fra kl. 16-17 underviste de tre landsbyskolers lærere i engelsk og samtidig lod dem opleve, at der findes helt andre måder at undervise på end terperi, ydmygelse og fysisk afstraffelse.

Del med andre

• 

En beretning om 7 ugers undervisningseventyr med troldmænd og gudinder – langt nede i det nepalesiske lavland, dybt inde i den tigerbeboede jungle.
10 små finurlige historier fra dagliglivet som frivillig i ‘Namuna Dalit Utthan Kantipur’. Fortalt af lærer Trine Frits Nielsen, frivillig  i Kantipur, efteråret 2010.

Dansklærerens dagbog. Trine Frits, oktober 2010

Del med andre

• 

Den første sending kunsthåndværk og husflid er kommet til Danmark.
30 hæklede huer, 88 par benvarmere, 147 possementknapper, 19 skåle, 6 strikkede huer og 25 armbånd ankom med DHL Express for to uger siden. Og nu er også en fin og overskuelig opgørelse over de enkelte kvinders produktion ankommet med kurer. Af opgørelsen fremgår det, at 37 kvinder har deltaget i produktionen
Ordren blev afgivet i begyndelsen af september. Kvinderne lovede arbejdet færdigt inden 22. oktober, så Trine og Winnie kunne få alle varer med til Kathmandu efter Dashain.
Arbejdet blev færdigt til tiden. Trine og Winnie fragtede den kostbare last sikkert til Kathmandu, og Kamal sørgede for, at den kom hurtigt videre til speditøren. Det tog derefter mindre end to døgn for de to kasser at komme fra Kathmandu til Silkeborg.

Det er næsten alt sammen fint håndarbejde, og det er tydeligt, at kvinderne har lyttet til den kvalitetsvurdering, som vi i februar lavede af pilotproduktionen. Knapper og armbånd er blevet til de rene kunstværker. Men der er nu stadig langt fra Midtjylland til Kantipur, og der er endnu længere den anden vej. En skål er åbenbart bare en skål. For de skåle, der kom hjem, ligner slet ikke de skåle, der var bestilt. Og det på trods af, at det er de samme kvinder, der har lavet modellen og den endelige skål. Endvidere er de danske kunder krævende, når der gælder finish. Noget af det sværeste er det åbenbart at lære at hæfte ender med en stoppenål i stedet for at binde knuder på garnet.
Alle varer er bestillingsvarer. Fem forretninger i Silkeborg, Ry, Randers og Bøvlingbjerg har bestilt varer fra Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti.

I dag så de to første af butikkerne deres bestillinger. Jeg havde næsten mavepine, da jeg gik ind i forretningen i Tværgade i Silkeborg med 16 skåle, 60 knapper og 20 armbånd. For skålene lignede slet ikke de skåle, der var bestilt. Men kvinderne har lagt et kæmpearbejde i de skåle. Alle skåle er navngivne og ikke to er ens – det er unika.
Helle faldt straks for skålene. Så alle 16 Kantipur skåle sælges fra T.I.N.G i Silkeborg. Sammen med 60 flotte knapper og 20 knyttede armbånd.

Så gik turen videre til ‘Gods og Guld’ i Søndergade. Her vakte både de 24 hæklede huer, Rekha’s 24 knapper med takker og benvarmerne jubel.
Huen, som Buddhisara fandt ud at at lave, fortæller sin egen egen fine historie en anden dag.
I næste uge er der kundebesøg i Ry og Randers, og 30 par benvarmere med påsyede perler skal sendes til Bøvlingbjerg.

Men gå nu ikke forgæves. Varerne skal lige mærkes med nye varemærker, som Janus er ved at lave. Varerne kommer først ud i butikkerne om en uge.

Alt i alt er vi rigtig godt startet. Noget tyder endda på, at en større produktion af skåle, knapper og huer kan sættes i gang til februar. Og det er jo der, vi skal hen.

Del med andre

• 

Winnie Hollegaard er socialrådgiver. Sammen med lærer Trine Frits Nielsen var hun i september og oktober 2010 i Kantipur for at gennemføre syv ugers lærerudvikling for de 13 lærere og for at lave en undersøgelse af skolegangskulturen i Kantipur.
Winnie’s  feltundersøgelse af skolegangskulturen i Kantipur publiceres her. Målet med undersøgelsen er klart: En bedre skole for både børn, forældre, lærere og frivillige. Undersøgelsen peger – ikke ganske overraskende – på en række udfordringer, som vi skal have fat i snarest:

Vi skal have afskaffet fysisk afstraffelse
Vi skal have etableret kontakt mellem skole og hjem
Vi skal have indført klarhed for alle om, hvornår skolen er åben, og hvornår den er lukket
Vi skal begynde at arbejde mod kaste diskrimination på Kantipur Skole
Vi skal finde ud af, hvordan vi motiverer skoleinspektøren til at tage sit ansvar alvorligt

Trods åbenlyse problemer, synes alle forældre og børn klart at være glade for og stolte af deres skole. Og det er jo et rigtig godt udgangspunkt for forbedringer. Sidst i januar mødes alle vi frivillige for at drøfte skoleprojektet og vores muligheder for at påvirke udviklingen på Kantipur Skole.

Del med andre

• 

I går rejste Casper Grud Nielsen fra Randers og Anette Leegaard fra Vejle til Kantipur.
De udgør det næste hold frivillige, der skal undervise børnene i engelsk. Inden afrejsen i går havde de haft en en travl og spændende uge i Kathmandu. Ankomst mandag eftermiddag, modtagelse i lufthavnen, introduktion til Nepals kultur, historie og aktuelle samfundsmæssige situation, 4×1½ times intensiv sprogundervisning, møde med vores nepalesiske kontakter, Dal Bhat på et par ydmyge steder, besøg på en meget lokal ‘danserestaurant’, møde med østens skønhed, storbyens kaotiske liv og Nepals helt ufattelige gæstfrihed.
Med sig har Casper og Anette 2000 små blyanter fra IKEA og viskelædere, så børnene kan få suppleret deres penalhuse op, mange ideer til og erfaringer fra undervisningen fra de tidligere frivillige og måske et par sommerfugle i maven.
I skrivende stund vides det ikke, om det også lykkedes de to at finde den tykke, farvede, 28 micron uldgarn i Kathmandu, som vi skal bruge i produktionen af hæklede huer. Det er nemlig planen, at Casper og Anette – foruden undervisningen af børnene – også skal sætte en ny produktion af skåle, huer og støtteknapper i gang. Den første sending varer fra Kantipur kom til Danmark 1. november og er nu ude i butikkerne. Og butikkerne har bestilt flere varer.
Vi venter spændt på en sms fra de to. Forhåbentlig er den lange rejse gået godt og forhåbentlig har mødet med deres nye familie været en rigtig god oplevelse. En meget anderledes hverdag venter dem.

Del med andre

• 

Namuna Dalit Utthan Kantipur er nepalesisk og betyder ’Kantipur – det gode eksempel på Dalit udvikling’.

100 familier

Mere end 100 familier i tre landsbyer i Chitwan District er gået sammen om at arbejde sig ud af dyb fattigdom.

Udviklingsstøtte
fra Danmark

Det sker med lidt inspiration, støtte og hjælp til planlægningen fra Danmark i årene 2009-2013.

På denne hjemmeside kan du læse om historien bag dette udviklingsprojekt.

Følg projektet

Du vil kunne følge projektets udvikling fra investeringen i den første ged til beslutningerne om landsbyernes fælles fremtid – og forhåbentlig længere endnu.

Mød familierne

Du vil kunne møde nogle af de 100 nepalesiske familier og det danske netværk.

Bliv frivillig

Du kan se nærmere på skoleprojektet og finde ud af, om du kunne tænke dig at blive frivillig i Kantipur landsbyerne.

Made in Kantipur

Du vil kunne studere de første produkter fra Kantipur og bestille possement knapper, benvarmere og knyttede armbånd. Vi arbejder med produktudvikling og vil gerne i kontakt med potentielle forhandlere af produkter fra Kantipur.

Bestil et foredrag

Du vil også kunne bestille et foredrag.

Deltag i debatten

Og endelig vil du kunne deltage i diskussioner her på bloggen – ja, du skal endda være meget velkommen. Kontakt Lone, hvis du ønsker et indlæg optaget.

Del med andre

• 

Så er der én dag tilbage, inden vi, Umesh og jeg, drager sydpå til Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti. Umesh, vores trofaste Nepali lærer, skal denne gang med til Kantipur som tolk og projektrådgiver. To dage er gået, siden jeg ankom til Nepal. To dage er gået med omstilling til en anden kultur, et andet klima, en anden hverdag.

I går var Umesh og jeg til møde i den nordøstlige udkant af Kathmandu, hos et firma, der sælger solenergi- og vandpumpesystemer. Nærmere bestemt sælger de SQFlex pumper fra Grundfos.

Firmaet syntes tydeligvis godt om vores projekt og tilbød uden beregning at sende en tekniker ned til os i næste uge. Vi skal sammen have beskrevet den nuværende drikkevandssituation og drikkevandsbehovet. Vi skal have fundet ud af, hvor dybt grundvandet ligger, hvor en eventuel drikkevandsbeholder kan placeres, og hvor mange haner, der er brug for.

Kortet er et udsnit af Siddhi Lals fine, håndtegnede kort over Kantipur. I midten ses skolen med de to bygninger (grønne), et toilet (blå) og en brønd (sort). Der har ikke været vand i brønden i flere år.

Men vi har mange andre ting end drikkevand på tapetet: Produktionen, gederne og opsparingen, skoleprojektet, skolerenoveringen, lamperne, sundhedsprojektet, organisationen og kommunikationen.

Det er nu nøjagtig to år siden, dette landsbyudviklingsprojekt startede, og det er tid til at kigge både tilbage og frem. Hvad er gået godt, hvad kan vi gøre bedre og hvad vil vi gerne nå de næste tre år?
Det aner mig desværre også, at vi har et par udfordringer at tage vare på. Er Siddhi Lal ved at køre træt? Er jeg? Eller er der nogle forventninger til projektet, der trænger til drøftelse og afstemning? Set i bakspejlet burde der måske have været tolk og rådgivere på fra starten? Mere herom omkring 1. marts, når vi vender tilbage til Kathmandu.

Del med andre

• 

Tilbage i Kathmandu…. mere end fuld af fine oplevelser, positive overraskelser og gode historier at fortælle jer. Der vil komme flere indlæg i den nærmeste tid: Om forprojektering af vandværk, om skoleprojektet, om kommende samarbejde med de offentlige myndigheder, om en dyrlægeklinik, om skolerenovering, om de indtægtsgenererende aktiviteter, om andelsforeningen og opsparingen, om voksenundervisning, om en rejse i 2011 til Nepal og Kantipur for interesserede danskere og om sundhedsprojektet. Dette er den, efter aktualitet prioriterede rækkefølge, men af praktiske årsager kommer indlæggene sikkert i en lidt anden rækkefølge.

Casper og Anette stortrives i Madi, som det afsides liggende område hedder, hvor Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti ligger. I skrivende stund er der fire dage tilbage af deres 7 uger lange ophold. Udover skolearbejdet, som for tiden foregår i Ayodhyapur, styrer de med sikker hånd produktionen af 50 skåle, 50 huer og 200 støtteknapper. Og de laver videodokumentation af arbejdet som udviklingsarbejder, af dagliglivet i Kantipur og af børnenes leg og legetøj (Museum Østjylland har bestilt 2 stk. legetøj – pige/dreng – med tilhørende baggrundsfortælling, til brug i kommende udstilling). Det skal blive dejligt at se dem på lørdag og have et par dage sammen, inden de tidligt tirsdag morgen sætter kursen mod Mount Everest.

Jeg var jo ret bekymret forud for dette fjerde besøg i Kantipur (se indlæg fra 15.2.2011). Efter jungletrommerne og min intuition at dømme stod det skralt til med vores udviklingsprojekt.
Der ER et par store udfordringer, men det ser ud til, at de fleste problemer nu er samlet op, at forventningerne er afstemte og at fornyet optimisme er sået hele vejen rundt. Vi har tilmed fået decentraliseret en del kompetence og indsigt. Og dermed aflastet formand Siddhi Lal for noget af ansvaret og lidt af den tunge arbejdsbyrde. Vi har på afgørende måde fået konsolideret og kvalificeret udviklingsprojektet.

En kæmpestor tak skal tilfalde Umesh Regmi, som har været en enestående tolk og rådgiver de sidste 12 dage. Jeg er glad for, at jeg fik lov at starte dette projekt med de bare næver og et par blå øjne, men det var absolut på tide, at vi fik Umesh på banen. De menige medlemmer i andelsforeningen er begyndt at snakke og give deres mening tilkende. Engagementet er steget betydeligt. Det samme gælder den gensidige forståelse. Tydeligvis stor lettelse hos os alle. Mere komplekse emner har kunnet diskuteres, og vi er kommet endnu tættere på hinanden. Nye perspektiver dukker op og nye døre åbner sig.
Og så er det jo heller ikke at sige ski’e til, at Umesh og jeg arbejder rigtig godt sammen !!!

Del med andre

• 

Sidste efterår gik vi i gang med at sætte de tre landsbyskoler i stand. To af tre klasselokaler på Kantipur Skole skulle males, 10 nye vinduer skulle laves og nyt gulv støbes. Skolemøblerne og de to døre skulle repareres.

Trine, Winnie, Marie, Anna, Signe og Simone tog til Basantapur for at købe maling og pensler, mens alle Kantipur’erne holdt Dashain helligdagene i hu. Egentlig skulle arbejdet have været lavet som et stort fællesprojekt mellem lærerne, forældrene og os. Men det budskab var åbenbart ikke nået frem til vores venner i Kantipur. Så pigerne gik bare i gang med arbejdet.

Det blev virkelig en virkelig flot start på skolerenoveringerne. Anna var kunstnerisk leder. Udvalget af farver, der kunne købes i Basantapur var begrænset til blå, grøn og sort, men det kom der rigtig meget ud af. I løbet af nogle få dage skiftede de to rum fuldstændig karakter, og efter Dashain gik håndværkerne i gang med at støbe gulv, lave nye vinduer og reparere døre og skolemøbler.

Alle er stolte af de nye klasselokaler, og der bliver passet godt på dem. I sidste uge afholdt Clinic Nepal en sundhedsdag på Kantipur Skole. Der var læger fra både Nepal og Spanien. Det var de flotteste klasseværelser, de endnu havde set.

Kantipur Skoles renovering er betalt af Soroptimisterne i Randers. De har været meget imødekommende og interesserede i projektet (vi tager snart hul på et spændende samarbejde om afsætning af kvindernes produktion). Der er stadig Soroptimist midler på skolerenoveringsbudgettet – bl.a. til udvendig maling af den mest trængende af de to skolebygninger. Men det bliver først til efteråret. Kantipur Skole er simpelthen for sløv til at få budgetter lavet til os og til at holde aftaler. Så derfor må Kantipur Skole om bag i køen, mens vi renoverer de to andre skoler. Sådan er det bare.

Især trænger Indrabasti Skole til renovering. Skolen er meget ung – fra 2005. Den driftige, nu 22-årige skoleinspektør Hari Hariyan skaffede offentlige midler og byggede sammen med lokal arbejdskraft et lærerværelse, der også kunne bruges til andre møder samt et lille rum og et stort halvtag. Det lille rum bruges i dag som børnehaveklasse, mens 3. klasse holder til under halvtaget. 1. og 2. klasse bor i en større, ligeledes offentlig finansieret skolebygning fra 2009. Indrabasti Skole har i øvrigt ingen skolemøbler. Og jeg skal huske at nævne, at Røde Kors i 2009 finansierede et toilet. Der er ikke vand i nærheden af skolen.

Hari lavede ’over nat’ et eksemplarisk og meget rimeligt budget for renovering af den ’gamle’ skolebygning, endda med angivelse af egenfinansieringen.

Ayodhyapur Skole holdt 40 års fødselsdag i sidste uge, med deltagelse af betydningsfulde embedsmænd og donorer. Vi har anslået, at festen må have kostet en årsløn for en lærer! foruden mindst en uges undervisning for alle børn. Forargeligt, synes vi. Men det skal vi nok ikke kloge for meget i.

Ayodhyapur Skole er en velstående og veldrevet skole, med børnehaveklasse og fem, snart seks klassetrin. En nyopført skolebygning med to klasseværelser afventer færdiggørelse og indretning. Skoleinspektør Krishna Adhikari blev også opfordret til at lave et budget for renovering af sin skole – med angivelse af egenfinansiering, ligesom Hari havde gjort. Og der kom også et budget fra Krishna – om end mere luksuriøst, hvis man kan kalde maling af vægge og skolemøbler for luksus.

Det sidste budget kom i hus den sidste dag inden afrejsen fra Kantipur, så der skulle tages et par beslutninger.

Indrabasti: Istandsættelse af den ’gamle’ skolebygning jævnfør skolens budget. Budgetterede skolemøbler blev ikke bevilget. I alt 167.500 NRS (12.300 DKK).

Ayodhyapur: Færdiggørelse af den nye skolebygning med 12 vinduer, 4 døre samt maling af vægge indvendig og mure udvendig. I alt 80.000 NRS (5.900 DKK). Budgetterede skolemøbler blev ikke bevilget.

Kantipur fik som sagt ingen midler denne gang.

Forhåbentlig signalerer bevillingerne, at Indrabasti’s behov er størst, at vi ønsker at tilgodese begge skolers behov, og at Kantipur Skole må yde, før den kan nyde.

Del med andre

• 

I Danmark er rent drikkevand en selvfølge for de fleste. Vi åbner bare en af mange vandhaner i huset og tager en slurk af verdens bedste drikkevand. Vi vasker tøj i verdens bedste drikkevand. Og nu bliver det næsten pinligt, vi vasker bil og vander have i verdens bedste drikkevand.

I Kantipur skal du i oktober-november gå gennemsnitligt 500 m for at hente vand til mennesker og dyr. En vandbøffel (= ½ traktor) drikker 100 l vand i døgnet. Det er kvinderne og de unge piger, du møder ved vandhanen, hvis der er vand dér. Ellers ved brønden nede ad skrænten, hvis der er vand i den. Ellers helt nede ved vandingskanalen eller ude ved floden.
I begyndelsen af september holder regntiden op. Jo længere tid, der går efter regntiden, desto længere skal kvinderne gå efter vand og desto dårligere bliver vandkvaliteten. Fra marts til juni er der ikke vand i vandhanen, de fleste brønde er tørret ud, og flodvandet i stigende grad forurenet af husholdningerne længere oppe ad floden.

Vi er ved at undersøge mulighederne for at skaffe rent drikkevand til Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti. Det er en stor udfordring, fordi det er en stor investering og fordi etablering af drikkevand kræver deltagelse og engagement fra alle 350 familier i området. I sidste uge lavede vi en drikkevandsgruppe med to deltagere fra hver landsby og en vandværksformand fra Kantipur. Den mest respekterede og indflydelsesrige mand fra andelsforeningen, Namaraj Gayak, blev vandværksformand. Under Namaraj ledelse og med hjælp fra Umesh til udarbejdelse af skemaer gik landsbyerne i gang med at registrere familier, familiemedlemmer, husdyrhold og brønde. De beskrev afstande til drikkevand og kvaliteten af drikkevandet de forskellige steder. Og Siddhi Lal tog til Indrabasti for at lave kort over landsbyen. Kort over Kantipur og Ayodhyapur findes. Janus har affotograferet det ene for et år siden, Casper det andet nu.

Det var med stolthed og glæde, at Namaraj, Umesh og jeg i fredag tog til møde hos Suryodaya Urja, firmaet i Kathmandu’s nordlige udkant, som bl.a. forhandler danske SQFlex pumper.
Med os havde vi hele registreringen og alle tre kort. Det vakte respekt og anerkendelse hos direktørerne, da de fandt ud af, hvor stort et arbejde, landsbyerne var lavet og hvor stort et engagement, der var lykkedes at stable på benene. Umesh og jeg havde på et møde i Kantipur fortalt, at drikkevand er en meget bekostelig affære, og at en hvilken som helst dansk donor vil spørge til, hvor meget nepaleserne selv vil kunne bidrage med. Det resulterede i, at der blev startet en opsparing til drikkevand. 20 rupies om måneden. Dvs. 7000 NRS, svarende til 560 DKK. Det er ikke mange penge i denne sammenhæng, sikkert heller ikke nok, men det er lige nu det vigtigste, at landsbyerne går aktivt ind i arbejdet for at få rent drikkevand. At alle oplever, at de også bidrager til, at drømmen om drikkevand kan blive til virkelighed.

Suryodaya Urja går nu i gang med de tekniske forundersøgelser. Om en måneds tid vil vi blive præsenteret for en projektbeskrivelse og et budget. Og så skal vi i gang med at finde finansieringen. Omkring sommerferien forventer vi at have nyt i denne sag.

Del med andre

• 

For et år siden fejrede vi andelsforeningens 1 års fødselsdag med en stor fest. Jeg havde hørt om den fødselsdag flere gange i månederne op til mit andet besøg og havde besluttet, at Kantipur skulle have en fødselsdagsgave. Vi havde fået et solpanel fra Energi Midt i Silkeborg, og det kom med til Nepal som check-in bagage. En nepalesisk virksomhed leverede en ladestation og 60 lamper, som så kunne lades op med solenergi. Det var tanken, at børnene skulle tage familiens lampe med i skole og på vejen aflevere den til opladning hos DirBahadur, der sammen med Sambhu blev oplært i vedligeholdelse af lamperne og solenergianlægget. På vej hjem fra skole kunne de tage lampen med hjem og på den måde få mulighed for at lave lektier om aftenen efter solnedgang.

Lamperne viste sig ikke at kunne holde til børnenes hårdhændede håndtering. De vred så meget i flexslangen med de 4 små LED-pærer i enden, at der opstod en løs forbindelse i lampen.

I september købte jeg på DirBahadurs opfordring et stort antal reservedele til reparation. Jeg mente, at jeg havde gjort andelsforeningen klart, at lamperne og reparationen af dem var deres eget ansvar. Og at jeg ville trække udgiften til reservedelene fra det beløb, jeg alligevel skulle overføre til foreningens bankkonto. De havde fået en gave, som de måtte tage vare på. Misforståelse eller efterrationalisering? I hvert fald forlød det hjemme i Silkeborg, at Kantipur ikke ville have stumperne, og at de var blevet afleveret på vores ven Kamal’s kontor i Kathmandu.

Det syntes jeg, var en rigtig træls afslutning på et ellers godt projekt. Alle er jo glade for lamperne, hvor de fleste fortsat fungerer med den defekte forbindelse. Så jeg tilbød at betale stumperne, under forudsætning af, at de hentede stumperne hjem igen og fik lamperne repareret. Da Umesh og jeg kom til Kantipur, stod papkassen med stumperne stadig hos Siddhi Lal. Kantipur’erne kunne vist godt mærke, at jeg var ved at være sur. I hvert fald afhentede DirBahadur kort efter stumperne. Siddhi Lal sagde lidt senere med et skævt smil, at så kunne det jo vare længe inden, jeg betalte stumperne. Dertil kunne jeg kun svare, at det håbede jeg da ikke.

Jeg ville gerne have haft tid til at følge op på lampesagen, inden vi forlod Kantipur, men det nåede vi ikke. Jeg kan få Umesh til at spørge lidt til den, når han alligevel skal snakke med Siddhi Lal om andre ting. Vi har, så vidt jeg kan se, fået fat i den lange ende igen.

Vi har her et eksempel på, at selv om der er rimelig tæt og personlig kontakt mellem Siddhi Lal og mig, er der konstant brug for forventningsafstemning og opfølgning. Det var især denne sag om lamperne, der var årsag til, at jeg i julen besluttede at prøve at finde en tolk og rådgiver. Det er nødvendigt at have bedre føling med, hvad der rører sig under overfladen. Og det er nødvendigt at kunne drøfte mere komplekse emner og problemstillinger. Det er også vigtigt, at ikke al kommunikation behøver at gå gennem Siddhi Lal. Det har vist sig overordentligt godt at kunne snakke med Kantipur’erne om løst og fast. Og få mulighed for at høre dem om, hvordan de oplever udviklingen.

Umesh har med sit professionelle arbejde og sin dejlige måde at være på givet vores projekt et enestående løft. Alle uden undtagelse glæder sig til næste gang – det bliver lige efter Dashain. Jeg tager hjem med en rigtig god fornemmelse af ro, fornyet håb og masser af overskud.

Del med andre

• 

Den anden produktion er kommet til Silkeborg i denne uge.

106 skåle, 140 støtteknapper, 29 huer og 2 børneskamler, produceret af 40 kvinder og 2 mænd. Kantipurs omsætning er steget 20% i forhold til den første produktion, der er flere mennesker i gang med produktionen, og kvaliteten er blevet  bedre. Det er gået rigtig meget den rigtige vej !!

Anette og Casper satte denne anden produktion i gang i januar og styrede den helt frem til forsendelsen. Fornemt arbejde. Det ses ikke mindst på kvaliteten, der er højnet ganske betydeligt. Men også på kreativiteten. Der er adskillige forslag til nye produkter og justering af eksisterende produkter. Anette er dygtig til håndarbejde. Det er tydeligt, at kvinderne lytter til vores udmeldinger om design, kvalitet og finish. De  forsøger at følge vores anvisninger. Vores kvalitetsvurdering og prissætningen er meget vigtige  værktøjer i kvalitetsudviklingen.

Hele produktionen forventes – også denne gang – at være afsat på forhånd. Vores trofaste forhandler, T.I.N.G i Tværgade i Silkeborg, aftager ca. 25% af produktionen. Fra lørdag 19.3.2011 kan du købe de nye skåle og støtteknapper fra Kantipur i T.I.N.G.
På Museum Østjylland i Randers og Grenå kan du købe både huer, knapper og skåle. Resten af produktionen sørger Soroptimisterne  i Randers og andre gode støtter i netværket for at få solgt.

Det er nu et år siden, at vi begyndte at ‘lege’ med  produktion af kunsthåndværk og håndarbejde til det danske marked. Indtægtsgivende virksomhed og økonomisk vækst er en forudsætning for at kunne løfte sig ud af fattigdom.
For at dette vækstinitiativ skal blive bæredygtigt, skal der

1. arbejdes med styring af både produktionen og kvaliteten. Vi har sat en koordinator på hvert produkt og en mindre, tredje ordre er afgivet: 100 skåle, 100 knapper og 30 huer. Kvinderne mente, at de kunne have produktionen færdig sidst i april. Det bliver spændende at se, om de kan holde den leveringstid. Om de kan få varerne ekspederet til Kathmandu og videre til Danmark. Det er eksperiment, der skal vise os, hvor der skal sættes ind med støtte og uddannelse. Desuden skal der

2. findes en eller to interesserede danskere, der har lyst til at bygge markedet i Danmark op. Det er ikke verdens største produktion, men der skal arbejdes målrettet med kundegrundlaget og salget herhjemme. Endelig skal der

3. arbejdes meget mere kreativt med produktudviklingen. Vi burde alliere os med en dansk designer eller designstuderende, som har lyst til at arbejde med designudvikling i et projekt som dette. Vi bør selvfølgelig tage udgangspunkt i lokale materialer og håndværkstraditioner og så designe produkter, der kan sælges i Danmark.

Vi er på vej, men der er godt nok langt igen.

Del med andre

• 

I denne uge er det faldet på plads, hvem der skal deltage i dette efterårs skoleprojekt. Seks danskere i alderen 24-60 år rejser i løbet af september til Nepal. Fra 8. oktober til 26. november underviser de børn og lærere på tre landsbyskoler i engelsk.

Paul og Marie kommer fra København og er henholdsvis historiestuderende og fysioterapeut. Mia og Anne læser psykologi på Århus Universitet. Ellen er gymnasielærer, og Karl er pensioneret folkeskolelærer, bosiddende i Hadsten.
Foruden den daglige undervisning har de seks påtaget sig ‘fritidsarbejde’. Paul og Marie skal arbejde videre med en registrering af andelsforeningens medlemmer, Mia og Anne skal styre produktionen, og Ellen og Karl skal koordinere skoleprojektet og tilrettelægge ‘teacher training’en.

Del med andre

• 

I efteråret 2011 tager vi fat på sundheden og det sundhedsfremmende arbejde. Vi har spurgt kvinderne i Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti landsbyer til råds, og de har ønsket, at vi sætter fokus på graviditet, fødsel, spædbørns- og småbørnspleje. Dette fokus er rigtig godt valgt, ikke mindst fordi spædbørnsdødeligheden er høj  i Nepal. 40 ud af 1000 spædbørn dør inden det fyldte 1. år (Verdensbanken, april 2012). Det er 12 gange så mange som i Danmark.

To danske og en nepalesisk sygeplejerske, en dansk fysioterapeut samt en dansk læge starter i oktober og november et fremsynet sundhedsprojekt. Det er målet med dette års kampagne at forberede fundamentet til en kommende sundhedsklinik for de tre landsbyer, at øge kvindernes viden om kroppens funktioner, ernæring og hygiejne, at vejlede om mulighederne for at undgå fødselskomplikationer og spædbørnsdød samt at afdække de 0-5 åriges sundheds- og ernæringstilstand.

Du kan læse mere om sundhedsprojektet i projektbeskrivelsen.
På billedet ser du fra venstre: Fysioterapeut Marie Olsen (Herlev Sygehus) – også i skoleprojektet, Britta Fuhlendorff (Sundhedsfaglig Højskole i Århus), Lone Petersen (mig), praktiserende læge Anette Mønster (Lægerne i Skolegade, Silkeborg) og sundhedsplejerske Gitte Thorup (Hedensted Kommune)

Del med andre

• 

På vegne af Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti landsbyerne i Madi provinsen i Chitwan, Nepal, har jeg i dag modtaget den fantastisk glædelige nyhed, at Poul Due Jensen’s Fond har bevilget 1,2 mill. DKK til etableringen af drikkevandsforsyning i de tre landsbyer.

Bevillingen vil sikre rent drikkevand til 1400 mennesker. Rent drikkevand er en forudsætning for det gode sundhedsarbejde. Bedre sundhed er den lige vej til øget livskvalitet og til oplevelsen af, at det for alvor går i den rigtige retning. Og med troen på fremtiden er bæredygtig udvikling startet.

Vi er overordentlig taknemmelige for den velvilje og interesse, vi har mødt hos Grundfos, og vi er dybt beærede over den tillid, der vises vores unge landsbyudviklingsprojekt. Bevillingen vil ganske givet løfte udviklingsprojektet så højt, at nye horisonter og muligheder toner frem.

Vi vil gøre vores yderste for, at de to vandværker må blive landsbyernes store stolthed og for, at de må blive løftestang for udviklingen i den fattige og tilbagestående Madi provins.

På Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti’s … på alle de frivillige udviklingsarbejderes …. på alle danske og nepalesiske støtter og venners vegne … på alt godt dansk græsrodsarbejdes vegne …
siger jeg Grundfos mange, mange tak.

Lone Petersen
Silkeborg, onsdag 16. juni 2011

Foto: Janus Flagstad

Del med andre

•